Svar: Søvnproblemer - 13 måneder

---

Hej med dig

Tak for dit brev og den fine beskrivelse af jeres datter, og de ting I har forsøgt og er blevet anbefalet:)

Det er rigtig godt, du skriver, for "det der føles forkert, det er forkert", og du kan jo godt mærke, at det er fuldstændig forkert at lade Anna græde sig i søvn hver aften. Hun er ikke bare ked af det, hun er ulykkelig, hun er utrøstelig, hun er badet i sved og hun skriger, som I aldrig har hørt hende skrige før - og det i flere (4) timer... Gudskelov er I stoppet med det, for det fungerer jo tydeligvis ikke :)

Du har ret i, at Anna nu har fået en erfaring med sig om, at I går fra hende om aftenen, og hun forbinder det at sove med noget, som ikke er trygt, dejligt og rart. Derfor ligger hun nu og kæmper mod søvnen, hun ligger og holder sig vågen, ligger og holder øje med jer for hele tiden at sikre sig, at I ikke går fra hende.. og det lyder desværre lidt som om, at I er nødt til at starte helt forfra.

At starte forfra betyder faktisk, at det kan være nødvendigt at tage hende ind i soveværelset igen. Jeres rutiner, før alt dette startede, gik ud på at putte Anna i egen seng, og derefter gik I frem og tilbage mellem hende og stuen hele aftenen, og omkring kl 23 kom hun så ind og sov hos en af jer i dobbeltsengen. Herefter sov hun faktisk okay, og der er ingen tvivl om, at Anna har et meget stort behov for tryghed og fysisk kontakt, når hun skal sove. Det lyder faktisk som om, at hun om aftenen er vågnet igen og igen i håb om, at klokken var 23, så hun kunne komme ind til jer ;)

Jeg synes, det lyder som om, at I skal starte med at lade hende sove sammen med en af jer. Det er fint, at I skiftes som nu. Men det vil være rigtig godt, at I lægger jer sammen med hende, og på den måde gør hende fuldstændig tryg ved at sove. Tryghed er alfa omega for at få skabt gode, sammenhængende søvnvaner. Når hun atter er tryg ved at sove, og kan falde i søvn ved at I er hos hende, så kan I arbejde på at flytte jer gradvist mere og mere.

Jeg tænker, at I lige nu nok er nødt til at ligge ned sammen med hende, holde om hende og lade hende mærke jer og mærke, at I ikke forsvinder. Hun er nødt til at have tillid til, at I ikke pludselig går fra hende. I må meget gerne indføre en godnathistorie, hvor I ligger og læser lidt højt, kikker på billeder osv. ligesom I også meget gerne må indføre en godnatsang. Og gradvist skal I så øve, at I ikke behøver ligge ned sammen med hende, men at I kan sidde op, og hun kan ligge ved siden af jer. I skal stadig læse godnathistorien, stadig synge godnatsang (eller afspille en sang), men I sidder og hun ligger. Og næste skridt er så at putte hende i egen seng - men bibeholde det ritual, som I har indført - I sidder stadig og læser, I synger eller afspiller stadig godnatsang - alt er som det plejer at være, men nu sidder I ved siden af sengen, imens hun ligger i sin seng.

Det vil sige, at I på den måde gradvist når dertil, hvor I faktisk var nået, da jeres søvncoach kom ind i billedet... I skal tilbage dertil, og det kræver tid, tålmodighed og masser af omsorg og nærhed :)

Og skal jeg sætte tid på, så vil jeg umiddelbart tro, at I kan forsøge med eget værelse igen, når jeres datter bliver 15-16 måneder. Det vil aldersmæssigt også være en god periode, fordi hun der er kommet igennem den separation-gentilnærmelses-fase, som hun går igennem lige nu, og det vil være før hun rammer 18-20 måneders alderen, som ofte også er en svær periode, der kan give ekstra søvnudfordringer.

Samtidig vil I, når hun bliver 15-16 måneder ...

---

---

... med fordel kunne forsøge med det, jeg kalder for stryge-tøj-metoden. Hun skal stadig puttes i sin seng med masser af omsorg, nærhed, historielæsning, puttebamse osv. Og når I så har sagt godnat, så går I ikke fra hende, men stiller jer på værelset og laver noget praktisk, som at lægge tøj sammen eller stryge tøj. Det er vigtigt, at hun kan se jer fra sin seng - hun skal ikke behøve rejse sig for at tjekke, at I er der, men skal kunne ligge og se jer og blive beroliget af, at I står i nærheden.

Det er meget vigtigt, at I kommunikerer sammen. I må meget gerne have kontakt, og I må meget gerne berolige hende med ord, men I sidder ikke direkte hos hende - I er der, men på afstand. Og så laver I noget kedeligt som at stryge tøj eller lægge tøj sammen:) Har I valgt at afspille en godnatsang, kan den også afspilles imens I står og laver noget praktisk...

Imens du/I står og stryger, så kan du sige f.eks. "jeg er lige her, læg dig ned skat, far passer på dig, nat-nat", eller hvad du nu vil sige. Det, at du beder hende om selv at lægge sig ned er godt, fordi det gør, at hun ofte lettere bliver liggende, end hvis du går hen og lægger hende ned - så virker det som en fjeder, og hun rejser sig med det samme igen.

Når du er igang med noget praktisk, som at lægge tøj sammen eller stå og stryge tøj, så signalerer du, at der ikke sker noget spændende nu. Far og mor har noget kedeligt at lave, der er ikke noget sjov for dig. Hun får på den måde også en fornemmelse for, at I ikke bare sidder og venter på, at hun skal sove, men netop har kedelige ting at foretage jer om aftenen.

---

---

Hun kan kalde på dig "Faaar?!" og du kan svare: "Ja, jeg er lige her, sove nu skatterpige", så hun igen og igen hører, at det er det hun skal, men samtidig er helt tryg ved det og tryg ved at ligge i ginseng, fordi du stadig er der, passer på hende.

Og gradvist kan denne metode så udvides. Når I står og laver noget praktisk, som at stryge tøj eller lægge tøj sammen, så giver det jer mulighed for at gå kortvarigt - med et formål. I kan begynde at gå frem og tilbage med tøj, som skal lægges på plads eller nyt tøj der skal hentes. Du kan derfor sige f.eks. "jeg henter lige en skjorte, så kommer jeg igen" - hvilket sender nogle helt andre signaler, end at du går fra hende, fordi hun skal sove. Du går kortvarigt, kommer tilbage med en ny skjorte, som du så stiller dig og stryger. Hun lærer, at når du går, så er du kortvarigt væk, du henter en skjorte, som du har sagt og vender hurtigt tilbage, og hun kan på den måde være helt tryg ved at være i sin seng.

Og først herefter kan I begynde at forlænge tiden, hvor I går, og indtil I kommer tilbage. Det er aldrig meningen, at hun skal begynde at græde og blive utryg ved at I går. I skal altid komme tilbage til hende - også selvom hun ikke græder, netop fordi det handler om at gøre hende tryg ved at være i sengen, velvidende at I stadig er der og passer på hende.

Børn er omkring 16 måneder, før de hjernemæssigt begynder at have lidt forståelse for, at vi ikke er forsvundet, når vi ikke kan ses. Indtil da så ved de ikke, hvor vi går hen, når vi går. De oplever bare, at vi forsvinder. De kender heller ikke tid og ved derfor ikke, om I er væk i 3 minutter, 3 timer eller 3 dage. Derfor har små børn brug for hele tiden at se os og brug for at blive bekræftet i, at vi ikke forsvinder fra dem :)

Jeg håber, at mine tanker hjælper jer lidt videre - rigtig meget held og lykke med det projekt:) Og hold fast i din mavefornemmelse, og det du føler! Det er ikke forkert!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---