Svar: Frygt hos 4-årig

---

Kære Jeanne

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter - og velkommen tilbage, dejligt at høre fra dig igen :)

Angst er en svær ting, for et eller andet sted, så er det naturligt, at vi kan blive bange for noget. Det er naturligt, at vi frygter visse ting, og det er en vigtig funktion at have - det er f.eks. vigtigt, at vi skal blive bange for en stor fremmede hund, der står og viser tænder og knurrer af os, så vi ikke går hen til den og risikerer at blive bidt.

Men for nogle bliver angsten for meget, og det lyder faktisk til at være tilfældet hos jer. Den måde du beskriver din datter, så lyder det som om, at hendes frygtreaktioner af ude af proportion med den fare, hun står over for - f.eks. når hun ikke gør gå igennem en svingdør eller ikke tør få taget foto i børnehaven.

Normalt siger man, at man skal reagere på børns angst, hvis den begynder at styre barnets og forældrenes liv - og det lyder faktisk til at være tilfældet hos jer. Du vil sandsynligvis kunne genkende, at du begynder at tage særlig hensyn, for at din datter ikke skal få et angstanfald - hensyn som du normalt ikke ville tage eller tænke over, begynder du nu at tage, som om det er naturligt i hverdagen. Og du vil sandsynligvis også opleve, at din datter begynder at blive påvirket, fordi angsten gør, at der er flere og flere ting, som hun faktisk ikke kan deltage i. Det går altså ud over hendes hverdag og påvirker en masse gode oplevelser - f.eks. når hun ikke tør gå med ind på en restaurant eller ikke tør tage med til MGP-koncert.

Der er visse ting, som kendetegner børn med angst:

- De stiller mange spørgsmå,l som "hvad nu hvis...?". Feks. når jeres datter siger "hvad hvis tingene falder ned fra loftet", eller "hvad hvis musikken pludselig slukker".

- De har ofte meget stort behov for at blive beroliget. F.eks. når du igen og igen skal berolige og betrygge, forklare hende, at du er der og hjælper hende - og ofte skal bruge et par timer på dette - og med begrænset resultat.

- De vil ofte gerne væk fra en situation og kan diskutere det meget, hvis det ikke kan lade sig gøre. F.eks. når du skriver, at hun altid vil væk, men at du indtil nu ikke har givet efter, og jeg forestiller mig ,at I diskuterer meget, hvorvidt I skal gå eller blive....

- De kommer meget let ud af balance, når de oplever skift i hverdagen. Du nævner her, at en pludselig lyd eller at skulle gå ind i et rum med dæmpet belysning kan gøre hende bange. Jeg kunne forestille mig at skiftet mellem at bo hos henholdsvis mor og far heller ikke altid er let... måske er det også svært, at komme i ...

---

---

... børnehave eller svært at skulle besøge bedsteforældre, skulle til fødselsdag eller andet...

- De kan bryde fuldstændig sammen, hvis de oplever at noget slet ikke er, som de havde regnet med. Du nævner her, at hun får panikanfald, hun skriger og græder panisk.

- De kan ofte sætte ord på, hvad der kan gå galt i bestemte situationer, så de allerede på forhånd siger, at det er ting, de ikke vil, fordi det og det kan ske - og du nævner her, at hun efter episoden med vaskehallen kan være rigtig angst for, om noget lignende kan ske igen, ligesom hun hele tiden skal forsikres om, at dørene ikke låser.

Du har naturligvis helt ret i, at noget af dette er naturligt for hendes alder. Der er mange 4 årige, som er bange for mørke eller som efter at have været låst inde i en vaskehal naturligt ville være bange for at det kunne ske igen - og det skal man naturligt anerkende. Men, det lyder faktisk som om, at det stikker dybere hos jeres datter.

---

---

Jeg vil derfor anbefale dig, at du kontakter en børnepsykolog. Du kan ringe til kommunens PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning) og bede om at komme til at tale med en børnepsykolog. Han eller hun vil kunne tale med dig om, hvorvidt det vil være relevant at undersøge jeres datter nærmere, og du vil også kunne få nogle råd til, hvordan du kan reagere mest hensigtsmæssigt, så både hun og du (og hendes far) får den hjælp, som der naturligt er behov for. Der er i kommunen, hvor I bor, også mulighed for åben anonym rådgivning.

Du kan også tale med børnehaven om, hvordan de oplever hende i hverdagen der. Giver hun også i børnehaven udtryk for at være bange for forskellige ting. Du nævner, at I måtte bruge 2 timer på at sidde på legepladsen inden det lykkedes at få taget et billede, så jeg tænker, at de nok er klar over, at flere ting er svære for jeres datter. Pædagogerne har også mulighed for at drøfte situationen med den børnepsykolog, der er tilknyttet institutionen, hvis de har brug for råd og vejledning.

Det lyder for mig som om, at det ikke er noget I skal stå med alene, men at I netop har brug for rådgivning og vejlening i, hvordan I hjælper hende bedst muligt. De spørgsmål du stiller som "skal hun presses i situationen" eller "skal I følge hende og gå hjem"... Det er meget relevante spørgsmål, og det er netop vigtigt at gøre det rigtige.

Svarende på disse spørgsmål afhænger helt af den type angst jeres datter har, og hvordan man præcist skal arbejde med dette - og det er netop en børnepsykolog som bedst kan hjælpe jer her :)

Rigtig meget held og lykke! Jeg håber, at I får den hjælp og vejledning, som I har behov for:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sygdom:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---