Svar: Søn forstår ikke fars grænser

---

Kære far til fireårig :)

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres dreng og alle dine tanker :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig - og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge :)

Det lyder som om, at jeres dreng er inde i en rigtig god udvikling, og nu hvor han er 4 år gammel, så sker der bare rigtig meget. De 4årige børn er skønne børn. Det babyagtige er væk og de kan fjolle og pjatte i et væk - nogle gange af ting, som vi voksne ikke synes er specielt sjove :)

Når men er 4 år gammel, så betyder leg rigtig meget. Børn i denne alder leger dagen l lang, og de leger gerne både med børn og voksne - hvis de voksne gider. Og det gider du heldigvis, så der er ingen tvivl om, at jeres dreng elsker, når far vil lege, og han elsker jeres lege! I den her alder, så har han rigtig meget brug for jeres anerkendelse, og han har brug for at føle sig betydningsfuld. Han søger ofte jeres godkendelse, ofte i forhold til ting, som han mestrer "se mig, hvor jeg kan...".

Det er også helt naturligt for alderen, at han gerne vil føle sig som en del af fælleskabet, og at han derfor ofte blander sig, når de voksne snakker. Han afbryder, spørger ind til "hvad I taler om", forsøger at tale med - alt sammen fordi det er vigtigt for ham at føle sig som en del af det der foregår.

Samtidig så er han dreng, og du er mand - og mor og lillesøster har samme køn. Og i den her alder tænker jeg, at det godt kan være med til at forstærke hans behov for netop dig og for at være sammen med dig og tage del i de ting du laver, det du taler om, det du gør. Et behov for at føle sig sammen med far, noget "drengene har sammen", som knytter jer ekstra meget til hinanden. Så når han afbryder dig, når du forsøger at tale med andre, når han hellere vil lege med dig end de andre børn, så tænker jeg, at det handler om hans alder og udvikling og netop behov for at føle sig tæt forbundet med far. Og det er sådan set en positiv ting :)

Du skal derfor passe på, at du ikke ser det for problematisk, fordi du så meget hurtigt kan komme til at give ham følelsen af at være forkert. At han ikke er god nok, eller at det ville være bedre, hvis han var mere ligesom de andre børn, eller gjorde som de andre børn. For den følelse er ikke befordrende for hans selvværd, og samtidig vil det ofte forstærke hans søgning mod dig. Han vil kunne hige ekstra efter dig, hvis han føler, at du på en eller anden måde afviser ham eller skubber ham væk...

Derudover så nævner du respekt, at du gerne vil have, at han respekterer de grænser, som du sætter, og det forstår jeg godt. Jeg er helt enig i, at det er vigtigt, at vi respekterer hinanden - og respekt er netop gensidig. Du kan ikke forvente, at jeres dreng respekterer dig, blot fordi du er voksen. Han gør ikke som du siger, blot fordi du siger, at han skal skal. Respekt opstår i det samspil, I har til daglig. Når du lytter til ham, tager ham alvorligt, reagerer på hans signaler og behov, prøver at sætte dig ind i hans verden, møder ham der, hvor han er - så vil han begynde at respektere dig. Det betyder ikke, at du skal undertrykke dine egne behov, for respekt opstår også af, at du siger fra, at du ved, hvor dine grænser går, og at du er i stand til at sige dette højt - ikke på en måde, hvor du nedgør ham, ikke råbe og skælde ud, men ved at du netop siger respektfuldt fra... Det er vigtigt, at du mærker efter, hvad du gerne vil, og hvad du ikke vil - ligesom du skal mærke efter, hvad jeres dreng har behov for, hvilke følelser og behov han har - det er gensidig respekt :)

Du er en vigtig rollemodel for jeres dreng. Han spejler ...

---

---

... sig i dig og i alt, hvad du gør. Han gør højst sandsynligt mere det du gør, end det du siger, og derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på din egen rolle i forhold til ham. Du skal være opmærksom på, at du via dine handlinger og måden du guider ham, er sammen med ham på, er med til at danne den mand, som han vil vokse op og blive :)

Jeg tænker også, at det nogle gange er svært at være storebror til en 2årig lillesøster. Når man er ældst, skal man for det første være mere fornuftigt, man skal tage hensyn, kunne finde ud af at dele osv. og nogle gange får man måske endda at vide "hvorfor kan du ikke.. lillesøster er kun 2, og hun kan godt...". Men nogle gange har man ikke lyst til at være den fornuftige 4årige, så har man bare rigtig meget lyst til at være den lille, være den der fjoller og gør skøre ting, siger grimme ord eller fortæller fantasihistorier.

Det betyder ikke, at du ikke gerne må sige fra og en gang imellem også forklare ham, hvad der forventes af ham, men det er vigtigt, at du også husker på, at han nogle gange bare har brug for at føle sig lidt lille, og at du også igen og igen fortæller ham, hvad der gør ham til noget særligt. Han har brug for at mærke, hvad det er han kan, som lillesøster ikke kan, og han har brug for at vide, hvad du særligt elsker ved ham.

Du skriver, at han tester dig, og at du nogle gange skal sige stop ved at blive sur, og at sur er den eneste grænse, han forstår hos dig. Jeg tænker, at du måske her skal overveje om du kan blive mere tydelig, når du siger noget til ham, beder ham om noget, og at han nogle gange måske har svært ved helt at afkode, hvad du egentlig mener, eller hvad du beder ham om.

---

---

En simpel løsning på dette er, at du f.eks. formulerer dine sætning med et "jeg" og ikke med et "du". Hvis du f.eks. siger "du skal gå i bad nu", "nu skal du altså gå i bad", "du skal gå i bad, når jeg beder dig om det" osv. så det bliver du, du, du - så har han for det første ikke ret meget lyst til at blive kommanderet med på den måde, men det bliver også sværere for ham at fornemme, hvor din grænse går. Hvis du derimod formulerer dig med et "jeg" og f.eks. siger "jeg vil gerne have, at du går i bad nu", så bliver det tydeligt for ham, at det er det, du forventer nu. Og rigtig godt vil det være, hvis du samtidig med så også har øjenkontakt med ham, rør ved ham og taler stille og roligt med ham og med respekt - så vil han måske gå i bad - eller måske kan I indgå et kompromis - og I vil begge føle jer hørt og lyttet til :)

Når man er 4 år gammel, så kan man også have gode forslag til, hvordan visse ting kan løses. Så nogle gange kan det faktisk også være en god idé at spørge ham, om han har nogen idéer til, hvad I skal gøre nu. Det kan f.eks. godt være situationer, hvor du har bedt ham gøre noget flere gange, og du ikke føler, at han hører efter. Du må gerne sætte dig ned sammen med ham, få øjenkontakt og tale med ham om, hvad I kan gøre nu, du må gerne sige, at du ikke kan lide at råbe af ham, at du ikke kan lide at blive sur, så hvad skal I gøre nu for at komme videre... måske vi han have et forslag, så I fælles kommer videre og får tingene løst uden konflikt, og uden at du behøver blive sur.

Du lyder til at være en meget sød, omsorgsfuld og kærlig far, og det er rigtig dejligt. Jeg håber, at du kan bruge mine tanker lidt videre, og jeg vil også anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om Børn & Opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den kan du læse meget mere om, hvordan du bliver tydelig i din kommunikation, sætter grænser og skaber respekt på en god måde :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---