Svar: Mormor - 2 år, 6 mdr.

---

Kære Kamilla

Tak for dit brev og fine spørgsmål omkring din datter og hendes reaktioner, når mormor kommer :)

Der er ingen tvivl om, at din datter og mormor elsker hinanden højt, og at tilknytningen mellem dem er noget særligt. Det er simpelthen så dejligt at læse, og din mor gør intet forkert - og det gør din datter naturligvis heller ikke. For mig lyder det som om, at det bare er rigtig svært for din datter at skifte situation.

Hun har glædet sig enormt til at skulle være sammen med mormor, og til at mormor skal hente hende. Hun har fortalt det til pædagogerne, og hun kan næsten ikke være i sig selv af glæde.. Og så kommer mormor og det hele kulminerer - det er nu - det er nu, at hun skal være sammen med sin elskede mormor, nu, nu, nu og hun kan slet ikke overskue det eller finde ud af det lige der....

Jeg tænker, at det er det samme, som nogle gange sker, når børn bliver kede af det, når de skal hjemmefra og i institution. Det er svært, når to verdener skal mødes - verdenen der hjemme og institutionens verden - og man taler om, at der her opstår et dobbeltsocialiseringsrum. De to verdener er meget forskellige:

I familien, i hjemmets arena, har barnet samspil med jer forældre, evt. søskende og hos jer også mormor. Det udgør ét udviklingsrum for jeres datter. Jeres datter har et følelsesmæssigt forhold til jer og sin mormor - man kan sige, at i hjemmearenaen eller familiearenaen er relationerne følelsesmæssigt baseret, og jeres datter indgår som et helt uerstatteligt lille menneske for jer.

I institutionens arena har jeres datter samspil med andre børn og voksne, og det udgør et andet udviklingsrum for hende. Et udviklingsrum som også er vigtigt for, hvordan hun netop udvikler sig og for hendes socialiseringsproces. I institutionen er hun dog ligestillet med andre børn, og der er tale om "professionel omsorg", og derfor ikke følelsemæssig omsorg, som hun ...

---

---

... oplever hjemme.

Du nævner, at mormor er utrolig mild, altid glad og ALTID i børnehøjde. Hun har aldrig hævet stemmen overfor dig eller din datter - og sådan skal mormor endelig blive ved med at være. Hun skal endelig ikke lave sig om. I kontrast til dette står så omsorgen i institutionen, hvor jeres datter nogle gange må vente på tur eller kun kan blive trøstet, når en pædagog har tid og derfor kan hun nogle gange kan komme til at vente længe...

Og det er dette sammenstød mellem de to meget forskellige verdener, som bare kan være rigtig svært. Når mormor træder ind i institutionen, så opstår der et dobbeltsocialiseringsrum, to forskellige arenaer mødes, og det er svært - faktisk særlig svært for jeres datter, for hun er jo egentlig den eneste, som oplever de to verdener på sin krop, og som skal finde ud af at forholde sig til disse - og det reagerer hun (og mange andre børn) derfor på... Det er derfor helt naturligt, at jeres datter reagerer som hun gør. Jeg tænker, at det er udtryk for, at hun lige der i situationen har svært ved at finde ud af, hvad der egentlig forventes af hende, samtidig med at hun bare er oprigtigt glad for at se sin elskede mormor.

---

---

Og det er præcis, som du skriver, "lige så snart døren er lukket til vuggestuen, så er alt som om at intet er hændt, og din datter er glad og snakker løs"... Så er hun jo tilbage i hjemmets arena, så er hun sammen med sin mormor, som bare altid er der for hende og vil hende :)

Det bedste mormor kan gøre er præcis, det hun gør - bare tale stille og roligt til hende, lade hende vide, at det er okay, og at hun godt forstår, at det kan være svært at skulle skifte situation, lade hende mærke at mormor er det for hende - bevare roen, pakke tasken og tage lillepigen i sin favn og så hjælpe hende med at komme ud af døren :)

Håber dette hjælper lidt på vej og giver lidt ro med på vejen :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

---

Viden om børn:

---