Svar: Putte til lur
Kære søvnige mor
Tak for dit brev :)
Det lyder for mig som om, at du måske putter din dreng lidt for tidligt, når han skal sove lur. Du fortæller, at du er begyndt at sætte ham op i barnevognen - hvilket er super godt, men når du så lægger ham ned, så bliver han sur, så kommer han op at sidde igen, sidder i 10 minutter og så lægger du ham igen, op igen og efter 4-5 forsøg, så er han endelig træt og falder i søvn... Og for mig lyder det umiddelbart som om, at du skal lade ham sidde op i længere tid og ikke lægge ham før du fornemmer, at han tydeligt er parat. Så du ikke bruger ½ time eller mere på at få ham til at sove, og det kun giver frustrationer hos jer begge :)
Derudover må han gerne få lidt bløde frugtbåde, ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, som han kan sidde og sutte på, opbløde med spyt og gnaske sig igennem, når han sidder i barnevognen og før han skal sove. Det kan nogle gange virke næsten meditativt for ham på den måde at sidde med noget og det kan derfor være med til at gøre, at han kobler lidt bedre fra og lettere finder roen og dermed også lettere kan overgive sig til søvnen.
Du kan også før middagsluren forsøge med en drypfri kop. Gerne en model med to hanke, så han måske kan lære at ligge med den selv. Og drypfri fordi det sikrer, at der ikke kommer mme eller vand ud i hele barnevognen. Kan du indstille ryglænet i barnevognen, så han ikke ligger helt fladt vil det være en fordel - så han halvt ligger, halvt sidder... Jf. tidligere svar omkring mælk før middagsluren, når han skal starte i vuggestue, så kan introduktionen af en drypfri kop godt være en idé hos jer :)
Jeg tænker også, at det vil være rigtig godt, hvis du kan arbejde på at det er middagsluren som er dagens længste lur. Du får ham sandsynligvis ikke itl at sove 2-3 lange lure dagligt, men en kort formiddagslur, en lidt længere middagslur og en kort tredje lur vil være rigtig godt. Og på sigt vil han måske helt kunne springe dagens 3. lur over, det må tiden vise. Lige nu vil det være godt med en 3. lur :)
For at komme hen til en længere middagslur vil jeg anbefale dig, at du giver ham et bad midt på dagen. Dagen vil forlænge hans vågenperiode og vil samtidig stimulere ham rigtig godt både motorisk og mentalt. Især hvis du afslutter det med god frottering med håndklædet, blive smurt med lidt creme osv. og derefter kan han så blive ammet eller få en drypfri kop med mme (eller vand, hvis han er ammet) og så halvvejs putte i sin barnevogn.
Det vil sige, at en dagsplan kan se således ud nu:
Tidlig morgen 05: Ammes og sover lidt videre
Morgen 6.30-07: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 8.30-9: Tilbydes lidt frugtmos, frisk blød frugt i hånden og vand af kop.
Ammes og puttes til formiddagslur ca. 9-9.30...
Frokost 11: Øllebrød eller grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme efter behov og får lidt babymassage og lignende.
Ammes og/eller tilbydes drypfri kop med enten mme eller vand. Sættes i barnevognen omkring kl 13-13.30 og I kører en tur - og han lægges ned, når han tydeligt er parat.
Eftermiddag 15.30: Tilbydes lidt frugmos ...
... og frisk blød frugt i hånden, vand af kop.
Ammes og puttes til dagens 3. lur
Aften 17.30-18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, udgangspunktet mere og mere den mad, som du også spiser. Suppleres også her med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden at gumle på selv, vand af kop.
Ammes og puttes til natten ca. 19.30-20
Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt og gerne fra begge bryster og sover herefter videre uden yderligere mælk til næste morgen tidlig, hvor han så ammes igen :)
Når du sætter ham i barnevognen og triller ham en tur, så er det godt, hvis du kan lægge mærke til tidspunktet for, hvornår han ofte falder i søvn. Det vil give dig lidt idé om, hvornår han egentlig er putteklar og derfor give lidt idé om, hvornår du skal trille af sted, så du ikke bruger unødigt lang tid på dette.
Formiddag og eftermiddag må du prøve at vurdere, hvad der vil fungere bedst. Nogle gange kan det være en idé, at du lægger dig og ammer ham i din seng og på den måde hjælper ham til at finde ro, koble fra og falde i søvn. Du skal naturligvis sikre dig, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt og, han må ikke kunne trille ned af din seng. Det er også vigtigt, at han ikke falder i søvn med brystet i munden, men at han slipper før han sover. Du skal helst nå dertil, hvor han dier, slipper brystet, smiler til dig og triller om på siden og sover. Når han sover, kan du trække dig væk fra ham og lade ham ligge, når blot du sikrer dig, at sikkerheden er i orden.
Det kan være en fordel, at du lægger dig med ham, fordi han på den måde lærer at falde i søvn liggende og uden at skulle være i bevægelse. Samtidig giver det også dig lidt mulighed for at slappe af og koble lidt fra.. med mindre du ligger og stresser over alt det, som du ikke kan nå... :)
Jeg ved, at du er alene med din dreng og jeg forstår godt, hvis du synes det er hårdt nogle gange og at du har brug for lidt tid til dig selv. Det forstår jeg til fulde... Hvem har du i dit netværk, som kan hjælpe dig? En mor, en søster, en god ven eller veninde? Det er helt okay, hvis du allierer dig med en du kender godt og lader ham eller hende tage sig af din dreng en gang imellem. Det er okay, hvis en anden nogle gange triller tur eller bliver hjemme hos ham imens du få klaret nogle af de ting, som du naturligt også skal have klaret :)
Det er meget flot, at din dreng allerede kravler, han er trods alt kun 6 måneder gammel. Det er super! Når det er sagt, så giver det dog også nogle gange lidt ekstra udfordringer og det kan sagtens også være det, som du mærker lige nu. Samtidig er 6 måneders alderen for mange en lidt svær alder, så I går igennem en periode, som bare "trækker tænder ud" og det er okay.. det ændrer sig igen, men måske vil det være rart for dig, hvis du kan trække på din mor eller en anden...
Hold fast i, at din dreng udvikler sig så godt og lyde til at trives. Han får tilsyneladende den søvn, som han har behov for - i hvert fald for at kunne udvikle sig og have overskud til at bevæge sig mere og mere rundt i verden - også selvom du godt kunne ønske dig lidt længere lure... :)
Håber du kan bruge dette videre og håber også, at det giver lidt ro med på vejen at vide, at der hos jer sandsynligvis er tale om en periode...
Knus med på vejen :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Derfor vælger flere Tiny Tumult – blødt tøj til sensitiv hud
Kender du følelsen, når selv det blødeste tøj ikke er blødt nok til dit barns sensitive hud? Hos Tiny Tumult skaber vi præcis dét, mange forældre leder efter: silkeblødt, ansvarligt produceret børnetøj, der giver dit barn komfort og bevægelsesfrihed – og dig som forælder ro i maven.
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
17. august 2025 | Sovevaner | 2 mdr.
Hej, Vi er førstegangsforældre til en pige på ca. 8 uger og kæmper med...
7. august 2025 | Sovevaner | 15 mdr.
Vågner mellem 4-5 og vil kun sove videre hos mor og far
Hej Helen Min kæreste og jeg har en dejlig søn - navngiver ham her V - på 15...
3. august 2025 | Sovevaner | 10 mdr.
Hej Helen Jeg har lidt spørgsmål ift mad inden sengetid. Min søn på...
31. juli 2025 | Sovevaner | 5 mdr.
Hej Helen, Jeg sendte et brev ind for en god måneds tid siden angående min...
26. juli 2025 | Sovevaner | 5 mdr.
Kære Helen Jeg er førstegangsforælder og mor til en dejlig dreng på fem...
Viden om børn:
Gylp
Når barnet spiser, sluger det ofte lidt luft, eller kommer til at spise for meget eller for hurtigt. Det resulterer i, at barnet ofte gylper efter et måltid, og det er helt normalt. Ofte er det, når barnet bøvser, at der kommer lidt mælk med op.
Hvis dit barn får flaske, kan du forsøge med en anden type flaskesut. Hvis hullet er for stort, så løber mælken for hurtigt. Du kan også forsøge at ændre spisestillingen, så dit barn sidder mere lodret, når det får mad.
Cykelhjelm
Alle børn bør bruge cykelhjem, når de cykler. Det gælder både når de cykler selv og når de sidder i cykelstol, i en ladcykel eller i en cykelanhænger.
Vælg en godkendt hjelm. Det vil sige en hjelm med et CE-mærke og godkendelsesnummeret EN 1078.
Derudover så skal hjelmen sidde rigtigt og det gør den når den dækker panden og sidder så stramt, at den ikke kan skubbes tilbage i nakken. I de fleste hjelme sidder skumgummipuder, som hjælper til at justere størrelsen, så...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.