Brev:

Pubertet tidlig

Kære Helen.

Vores datter på 10½ synes det er rigtig svært det med at kroppen ændrer sig ifm. puberteten...

De første tegn kom meget kort tid før hun fyldte 8 år. Hun begyndte at lugte af sved under armene og havde nogle gange ømme brystvorter. Jeg ringede til lægen kort efter hendes 8 års fødselsdag for at være sikker på, at hun ikke var gået for tidligt i pubertet, men lægen fortalte, at grænsen går ved 8 år, så hun var ikke bekymret.

De sidste par år, indtil i sommers, er det ikke noget der har fyldt noget særligt for hende. Hun var vænnet sig til at skulle vaske sig under armene, gå i bad oftere og at brystvorterne nogle gange er ømme. Jeg har kunnet se, at hendes brystvorter lige så stille er vokset, men det er ikke noget hun selv har kommenteret.

Det sidste år er hun vokset rigtig meget i højden og er blevet ret spinkel, da vægten ikke har fulgt samme spurt. Hun har haft noget udflåd fra skeden - måske i et års tid, hun har fået en smule kønsbehåring og brystområdet er også vokset, så det nu er blevet mere brystagtigt, dog uden at de syner store på nogen måde.

Alt i alt synes jeg der er mange tegn på at hun snart er på vej til at få menstruation.

Jeg har hørt, at piger ofte ligner deres mødre ift. pubertetsudvikling. Jeg husker ikke præcis hvornår jeg gik i pubertet, men husker det var meget middel. Jeg var hverken den første eller den sidste.

De sidste måneder har hun ofte/dagligt været ked af det med at kroppen ændrer sig. Særligt brysterne, som hun er bange for at andre kan se. Hun forsøger at skjule det, bl.a. ved at tage løse bluser på. Hun kigger ofte i spejlet for at tjekke om det kan ses og kan blive meget ked af det, hvis hun ...

... synes det er synligt. Hun fortæller, at de andre piger i klassen ikke har det nær så meget som hende og nogle slet ikke. Og hun er bange for at være en af dem, der udvikler sig tidligt.

Jeg har talt meget med hende om det, lyttet, givet plads til at hun var ked af det, vist forståelse, forsøgt at informere/nuancere (fortælle at det er normalt i hendes alder, men bare meget forskelligt hvornår det starter), fortælle hende at hun er lige præcis som hun skal være, at det er helt normalt at vi er forskellige og helt normalt at vi sammenligner....

Hun er bare rigtig ked af det, og jeg bliver efterhånden usikker på, om det er rigtigt det jeg siger - at det er helt normalt i hendes alder? Er hun meget tidlig på den? Får hun menstruation lige om lidt? Kan hun håndtere det? Jeg synes jo egentlig også selv, at hun stadig er min lille pige og ville gerne kunne give hende 3 ubekymrede år endnu indtil hun kunne følges med resten af gennemsnittet... Men når hun er så gammel som hun trods alt er, er det vel ikke noget, man standser med hormonbehandling, er det? Læste en artikel med en pige på 10 år, hvor de havde sat mens. i bero fordi hun mentalt ikke var klar til det - og det gjorde mig usikker... for troede egentlig at det var inden for normalen, hvis de er over 10? Vores datter er egentlig mentalt moden af sin alder, men kan mærke at ændringerne presser hende...

Det skal lige siges, at bortset fra det med puberteten, så oplever vi en pige, der trives, har mange gode venner, har let ved skolearbejdet og ofte er glad og tilpas.

Håber du kan hjælpe med lidt afklaring og vejledning til hvordan vi bedst støtter vores kære lille/store datter <3

De bedste hilsener
En mor

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Viden om børn: