Brev:
Dreng på 3 slår og sparker
Hej Helen,
Først og fremmest tusind tak for en super god brevkasse. Jeg har brugt den meget siden min søn blev født for 3 år siden (han er lige fyldt 3). Vi bor i Canada (jeg er Canadisk gift) men din brevkasse (og dine bøger) er simpelthen efter min mening en af de bedste resourcer på nettet.
Vi har en dejlig og meget kvik dreng med masser af energi og stort ordforråd i forhold til nogle af sine jævnaldrene. Jeg er godt klar over at han har en trodsalder, udvikler sin personlighed (han er MEGET standhaftig og stædig) osv. og derfor har vi da også nogle kampe med sengetid (vill ikke selv falde i søvn selv mere) og spisetid (vi har svært ved at få han til at sidde ved bordet ret længe og spise med os) og han vil aldrig have tøj eller nattøj på. Det er ting vi kan leve med og begrunde alderen, specielt sovetiden er nok fordi han er klar til ikke at sove til middag mere men lige nu holder vi fast i den 2 timers middagslur så vi begge kan få arbejdet (i Canada er vi stadig i Covid-19 lockdown og arbejder begge hjemmefra mens børnehaven er lukket indtil videre).
Vores store problem er at han slår og sparker, rigtig meget. Og det bliver ikke bedre, tværtimod. Han slår mor (specielt meget mig) og far, hunden, sparker til hunden, smider med hans legetøj og nogen gange hans mad. Det startede i børnehaven for nogle måneder siden hvor han ville nogen gange slå de andre børn hvis han blev frusteret. Han går i en rigtig god børnehave med nogle super pædagoger og jeg synes de var rigtig gode til at opfordre ham til at bruge hans ord i stedet og også aflede hans opmærksomhed når han fik et anfald. Han har et meget stort temperament (det kan jeg nok ikke rende fra at han har arvet fra mig!) så det tager ikke meget før han koger lidt over. De sagde and han altid var hurtig til at undskylde hvis han havde slået en af de andre børn.
Siden børnehaven lukkede i marts er det taget til. Jeg er godt klar over at han mangler det sociale modspil fra hans jævnalderene. Jeg skal måske sige at han er enebarn, bortset fra to papsøskende på 12 og 14 år (min mands) som vi ser hver onsdag og hver anden weekend. Han er meget glad for dem men det er ikke altid gensidigt (han er jo nok lidt irriterende for en teenager) og jeg har lagt mærke til at hans opførsel er ofte værst når storebror og søster er på besøg. Han er også meget morsyg, far kan næsten aldrig bruges med mindre jeg ikke er hjemme (og lige nu er jeg selvfølgelig hjemme hele tiden). Hvis jeg for eksempel løber en tur og han finder ud af at jeg er taget afsted uden ham, græder han faktisk indtil jeg kommer hjem igen. Han skriger konstant hvis far skal give ham et bad og han ved jeg er i huset. Jeg arbejder pt deltid så det er naturligt mig der tager mig mest af ham og nok også mig der tilrettesætter ham mest.
Vi har prøvet mange ting. Når han slår eller sparker eller smider med tingene fordi han er frusteret, prøver jeg meget ...
... roligt at tage ham lidt væk fra situationen og stille og roligt fortælle ham at han skal prøve at bruge sine ord istedet. Det hjælper mange gange og han falder som regel ned igen. Men vi har også mange gange hvor det kan stå på i længere tid. Far har prøvet at give ham en timeout eller råbe meget højt hvis han får et rigtigt anfald men det synes jeg ikke virker og faktisk at han bliver mere aggressiv af så det prøver jeg ikke at gøre og tror jeg er ved at have overtalt far til at det nok ikke er den bedste måde at håndtere ham på. Nogen gange kan han dog blive så gal at jeg bliver nødt til at holde hans arme for at han ikke slår mig mere men jeg forklarer altid at jeg gør det så der er ingen af os der kommer slemt til skade. Han kan slå meget hårdt og har også oplevet ham slå mig med en knyttet næve (det gjorde ondt!!).
Jeg har set ham en del ganage slå hunden med noget legetøj og der er jeg konsekvens og tager med det samme legetøjet væk. Det bliver han sur over men falder som regel hurtigt ned. Men han bliver ved at gøre det så måske har han ikke forstået det?
Det der virkelig piner mig og det jeg er grædefærdig over de fleste dage er at han er begyndt at slå uprovokeret. Jeg kan ligge ved ham ved middagslurtid eller sengetid og vi kan snakke helt hyggeligt og så lige pludselig får jeg bare et kæmpe slag eller spark. Når jeg siger (har prøvet at sige det meget bestemt og meget roligt) nej det gør man ikke eller spørger hvorfor han gjorde det, griner han bare. Der er jeg så begyndt at forlade hans værelse og sige at det gjorde ondt og jeg bliver derfor nødt til at gå. 9 gange ud af 10 kalder han på mig igen og mange gange gør han det igen. En gang prøvede jeg at græde når han gjorde det og det fik også ham til at græde.
Det er ikke rart at slutte dagen på den måde. Det er ikke kun et problem omkring sengetid. Vi kan være igang med at lege og så lige pludselig kan han sige ”tid til at slå mommy” eller ”nu slår jeg dig” og så slår han bare. Jeg synes det er meget svært at holde hovedet koldt i den situation og jeg synes jeg bruger al min energi på ikke at reagere med at råbe og skrige men jeg ved det ikke vil virke (der griner han også bare de gange jeg har set far gøre det). Jeg har også prøvet helt at ignorere det hvis han gør det for opmærksomhed men det synes jeg også er super svært fordi jeg synes jo det er så forkert. Han virker ikke til at rigtig at forstå at det er forkert at slå.
Så lang historie kort; jeg tror godt jeg forstår hvorfor han slår når han bliver frusteret ; han udvikler hans følelser, ordforråd, det er lidt alderen osv. men når han slår uprovokeret og når han slår lige så snart tingene ikke går som han vil så er jeg altså ved at løbe tør for hvad vi skal gøre. Jeg er faktisk bange for at der er noget i vejen med ham eller om det er os (mig) der på nogen måde har gjort noget forkert her.
Håber du har nogle gode råd.
Hilsen en bekymret mor.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Guide til baby- og børnemad: Hvad skal du undgå?
Må baby få honning og kanel? Og må mine børn få te og hørfrø? Det kan som forældre være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. I Fødevarestyrelsens guide til børnefamilier om uønsket kemi i mad, kan du se, hvad du bør begrænse eller undgå.
Anbefalingerne varierer for babyer, børn ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
5. juni 2025 | Opdragelse | 3 år, 3 mdr.
Hej Helen Tak for dit sidste svar angående min datter, som er meget afhængig...
9. maj 2025 | Sovevaner | 3 år, 2 mdr.
Hej Helen Endnu et spørgsmål angående min datter på 3 år. Min datter...
9. maj 2025 | Opdragelse | 3 år, 2 mdr.
Afhængig af sut - 3 år, 2 mdr.
Kære Helen Min datter på 3 år er utrolig afhængig af sin sut. Den og hendes...
19. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 3 mdr.
Hej Helen. Så er vi virkelig trådt ind i 3-års alderen med fulde kraft. Og...
16. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 1 mdr.
Hej Helen Min datter på 3 år, er begyndt at være en smule bange om aftenen....
Viden om børn:
Babyslynge
En babyslynge er et klæde, som man på forskellig vis binder omkring sig. Oftes er der et spænde eller en ring i den ene ende. Når Slyngen bindes fremkommer en lomme, hvori baby ligger eller sidder.
Slyngens fordel er at den yder støtte til hele babys krop og hoved, både når dit barn ligger og sidder. Der er mulighed for at variere bærestilling, hvilket er godt, hvis barnet bæres ofte eller længere tid af gangen.
I en babyslynge kan du normalt bære din baby længe...
Akupunktur
Der findes mange former for akupunktur. Oprindeligt er akupunktur en gammel kinesisk behandlingsform, som går ud på, at man ved at sætte nåle ind forskellige steder i kroppen, blandt andet kan bedøve eller lindre smerte.
Behandlingen har været brugt i mange tusinde år. Det er en behandling, der baserer sig på en holistisk opfattelse af kroppen og hvor man med nåle regulerer energiblokeringer i kroppen.
Akupunktur er blevet mere og mere almindeligt at bruge i...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for kampen i medierne mod ’skrig dig i søvn’ metoden. Den er godt nok sej!
Jeg videresendte dit indlæg fra din egen side til en kollega, som var grædefærdig af tvivl over om hun var en dum og dårlig mor, når hun bare blev ved med at gå ind til sin grædende søn om aftenen. Hun var simpelthen så lettet og følte sig så godt bakket op. Hun havde fået mange ’gode råd’ fra venner og familie, som også havde forsikret hende om at hun både forkælede barnet og gjorde det utrygt (?!?) med sin inkonsekvens og blødsødenhed.
Det er en vigtig, vigtig kamp du kæmper for at få spredt et væsentligt budskab!