Svar: Hjælp til gå turen

---

Hej med dig

Tak for dit brev og alle dine tanker, jeg vil naturligvis meget gerne give dig lidt tanker tilbage :)

Det er rigtig godt, at jeres datter nu er begyndt at gå og også begynder at løbe, så hun grovmotorisk bliver bedre, og I hele tiden kan fornemme, at tingene lykkes for hende. Det er dejligt for jer at mærke, og det er rigtig godt, at dagplejer er opmærksom på at øve det at gå i hverdagen, så jeres datter også mærker de små succesoplevelser der ligger i at kunne mere og mere selv.

Du fortæller, at hun fra at gå ca. 100 meter, nu fint kan gå 200 meter uden problemer og hun er glad, synger, griner og synes faktisk det er super hyggeligt :) Du fortæller også, at når I f.eks. er på græsområdet med kainerne, hvor I bor eller når I f.eks. tager på loppemarked, så går det også fint med at gå. Hun elsker muligheden for at kunne bevæge sig frit omkring, kunne styre hvor hun vil hen, hvad hun vil kikke på - det er faktisk først, når I går ud af græsområdet og kræver at hun skal gå ved siden af jer på cykelstien eller når I på loppemarkedet kræver, at hun skal gå ved siden af jer - at hun bliver ked af det, får "gummiben" og smider sig ned...

Det lyder derfor ikke som om, at det umiddelbart er et problem med hendes motorik eller kræfter i benene. Selvom I naturligvis skal tage hensyn til, at hun er meget hypermobil og naturligt har brug for lidt tid rent motorisk og også naturligt let bliver træt, så lyder det for mig som om, at det hos jer handler lige så meget om, at jeres datter får anfald at fortvivelse, når I vil noget andet end hun vil. Og det handler ikke om motorik, men om hendes alder og mentale udvikling :)

Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget med jeres datter nu, både motorisk og mentalt. Det er utrolig dejligt for hende at mærke, at hun kan bevæge sig mere og mere rundt i verden på egen hånd og hun har en indre udforskningstrang, som gør at hun naturligt vil opleve, søge oplevelser, finde ud af, hvordan verden fungerer. Hun er stadig så lille, at hun ikke forstår, at hun kan blive væk fra jer. Hun forstår ikke, hvorfor hun ikke må løbe rundt, når I er på loppemarked, hun ved ikke, at hun f.eks. kan blive væk.. Hun forstår heller ikke, hvorfor hun ikke må løbe rundt ude ved vejen eller på cykelstien, forstår ikke jeres krav om, at hun i disse situationer skal holde sig tæt ved jer eller sidde i sin vogn. Hun er bare drevet af en indre lyst til at mærke verden mere og mere på egen hånd.

Når hun oplever, at I på den måde vil noget andet end hende, når hun mærker, at I siger nej, holder fast i hende, kræver at hun skal sidde i sin klapvogn, holde jer i hånden eller lignende, så bryder hendes verden sammen. Hun er stadig for lille til at kunne sætte ord på sine følelser, men hun viser at verden bryder sammen for hende ved rent fysisk at bryde sammen. Det betyder, at hun falder sammen i kroppen, kaster sig i jorden eller gulvet, måske vil hun nogle gange sparke eller slå ud efter jer...

Det skyldes alt sammen, at hun ikke er ældre end hun er. Hendes hjerne er stadig på et meget umodent niveau, og hun er styret af sin lyst og sine følelser. Hun har simpelthen ikke dannet de vigtige forbindelse mellem hjernens dele, som skal sætte hende i stand til at kunne bevare ...

---

---

... roen og overblikket - det kommer gradvist af måden, som I møder hende på i disse situationer og jo mere roligt I kan tage det, jo bedre er det.

Nogle gange kan det i disse situationer være en god idé at give hende fysisk kontakt, når I fortæller hende, hvad det er I gerne vi have. altså at I ikke bare kalder på hende, men går hen til hende, tager hende i hånden og f.eks. siger "kom du skal lige sidde i klapvognen, når vi går ud til vejen" eller lignende. Det vil samtidig være en rigtig god idé, at I anerkender hendes lyst til at kunne flere motoriske ting nu og f.eks. siger "Kan du selv kravle op i klapvognen?", så det pludselig bliver spændende at vise jer, at hun nu også mestrer dette :)

Nogle gange kan det også være en god ide at aflede hende f.eks. med lidt frugt eller lignende, som hun kan sidde og spise, så I f.eks. siger "sæt du dig i klapvognen, så får du lidt frugt". På den måde fjernes opmærksomheden fra f.eks. kaninerne, og hun bliver gjort opmærksom på, at der også skal ske noget andet, som er hyggeligt. Det at skulle af sted er ikke nødvendigvis en dårlig ting heller ikke selvom hun nu skal sidde i sin klapvogn, når I går...

Det er vigtigt, at I sætter ord på hendes følelser og at I forsøger at vise hende, at I forstår, hvorfor hun kan være ked af det, fortvivlet. Det kan f.eks. være at sige "det er også dumt, at vi ikke kan lege med kaninerne mere" eller "synes du bare det er så spændende at løbe rundt, det er også hyggeligt" eller lignende. Så hun hører, at I forstår hende. Det værste I kan gøre er f.eks. at kalde hende hysterisk eller ikke rumme hende følelser og derfor sige "hold så op med at skabe dig" eller lignende...

---

---

Når hun har anfald at fortvivlelse, så er hun oprigtigt ked af det. Hun er skuffet over at tingene ikke er, som hun gerne vil, og hun har brug for at I viser hende, at I forstår det og at I godt kan rumme hendes store følelser. Hun har brug for at I hjælper hende videre i situationen og afleder hende. Hun har brug for at mærke jeres ro, så hun kan spejle sig i jeres ro.

I skal naturligvis også overveje, hvornår og hvordan I øver motoriske udfoldelser. Hun er naturligt ofte træt om eftermiddagen, efter en lang dag i dagpleje, og det vil naturligt være sværere for hende at klare flere ting selv på dette tidspunkt. Der er dog mange ting, som I kan gøre i hverdagen for at styrke hendes selvhjulpenhed og motorik. Hun kan f.eks. godt selv klatre op på sin højestol, når det er spisetid. Hun kan begynde selv at hælde vand med en lille kande op i sit glas. Hun kan begynde at følge små opfordringer, så hun kan hente ting "kan du finde en ren ble?", "kan du hente dine sko?", "Hvor er din bamse henne, kan du finde bamse?" osv. Så det at gøre ting selv bliver en naturligt del af de ting, som sker i hverdagen og derfor ikke føles som træning, men snarere blot sker :)

Og så et lille tip til gåturen - mange dagplejere har en strop på vognen, som barnet kan holde i, når de går tur. Det kan nogle gange hjælpe, så jeres datter på en gang får lov til at gå selv og får følelsen af at det her kan hun godt, og hun så samtidig går ved siden af jer, fordi hun holder i stoppen.. :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

Viden om børn:

---