Svar: Korte lure - 2 mdr.
Kære Kris
Tak for dit brev :)
Du skriver blandt andet: "Det bekymrer mig om jeg ammer ham "for meget" altså fordi han kommer ind i denne korte søvn rytme, bliver han også ammet meget ofte (og det føles lidt som om det er "for meget"?) forstået på den måde at hvis jeg ammer ham ofte får han måske heller aldrig "sult" følelse nok til at han virkelig får spist og dermed bliver fyldt nok til at sove længere?", og jeg tænker, at du her har en rigtig god pointe.
Det er rigtig fint, at du forsøger at amme ham af to omgange, og lægger til samme bryst, så du på den måde sikrer dig, at han spiser godt og bliver fyldt tilstrækkeligt op. Men, hvis han kun sover 30-50 minutter, bliver ammet før han lægges til at sove og så ammes igen, når han vågner, så spiser han jo meget hyppigt hos dig - og det kan faktisk nogle gange gøre, at man kommer ind i en rytme, hvor han mere eller mindre slatspiser og slatsover lidt hele dagen.
Jeg synes bestemt, at det er et forsøg værd, at du ikke ammerham, når han vågner efter en kort lur, men i stedet leger, pludrer og aktiverer ham lidt - og så ammer ham, før han skal sove igen - evt. ammer, skifter ham, ammer ham igen og derefter putter ham. I håb om, at han derefter så vil kunne sove et lidt længere søvnstræk.
Du skriver også, at han hos dig godt kan ligge i 3-4 timer og at han er søger brystet.. Og jeg tænker, at det er trygt og dejligt for ham at ligge hos dig, og det er naturligt, t han sover bedst i din favn, hud mod hud og hvor han føler sig holdt. alternativet til din favn vil være at svøbe ham - og på grund af det noget varmere vejr vi har i øjeblikket, så er det naturligvis begrænset, hvor meget du kan svøbe ham. Han kan let få det for varmt, og det må han ikke! At putte ham i sovepose vil derfor være for varmt for ham netop nu - og et svøb kan også hurtigt blive for varmt. Du kan dog godt prøve med et tyndt bomuldssvøb, som du så kan løsne, når han er kommet godt ind i søvnen.
Nogle gange kan det også være en god idé, hvis du kan stå ved ham, holde dine hænder på ham, lade ham mærke dig. Du kan samle hans hænder på hans brystkasse - og stå parat, når du fornemmer, at han kan være ved at vågne. Ved at stå der og fysisk hjælpe ham med at føle sig holdt, når han skifter søvnstadie, kan du nogle gange være heldig at hjælpe ham videre i søvnen, før han vågner for meget op.
Du kan her også forsøge med en sut. Når han er begyndt at spytte sutten ud, så er det sandsynligvis fordi han nu begynder at bruge sine mund og tunge lidt mere bevidst, og han får derfor skubbet sutten ud af munden. Nogle gange kan det hjælpe at trække en stofble igennem suttens ring fordi den vil være med til at holde sutten på plads, når han ligger og sover og har ansigtet drejet til siden.
Nogle børn har glæde af hvid ...
... lyd eller lyden af f.eks. hjerte der slår. Man kan downloade beroligende lyde, livmoderlyde osv. som kan minde lidt om det han kender fra tiden i maven eller som kan virke lidt som når han ligger på din brystkasse. Man kan også købe bamser, som kan afspille hjertelyd. Og nogle børn har glæde af disse lyde, det kan hjælpe dem med at komme videre i søvnen og ikke vågne så meget op...
du kan også med fordel vælge at trille ham en tur i barnevognen og netop med bevægelse i vognen lære ham at sove en lidt længere lur midt på dagen. Det vil være rigtig godt, hvis mindst en af hans lure varer et par timer, når han ikke er ældre end han er - og meget gerne flere lure. Men når det er sagt, så skal du naturligvis også se på, hvordan han virker, når han er vågen. Hvis han vågner glad, og virker udhvilet og parat til at pludre med dig osv. så må du gå ud fra, at han har fået den søvn, som han umiddelbart har behov for og hvis han efterfølgende kan holde sig vågen i 1.5 time, før han så er parat til at skulle sove igen, så lyder det ikke umiddelbart som om, at han mangler søvn. Ofte vil han så her skulle tage en længere lur.. Det er på den måde okay, hvis ikke alle lure er lige lange og han nogle gange sover lidt kortere tid - så længe du fornemmer, at han samlet får sit søvnbehov tilstrækkeligt dækket og han virker til at trives :)
Du skriver, at du er i tvivl om, hvad du skal gøre, når han vågner for nogle gange ligger han bare og kikker... Det lyder som om, at han her måske er i det bevidsthedsstadie, som kaldes stille årvågenhed - hvor han netop ligger helt stille, kikker på ting der omgiver ham, ligger han i barnevognen under et træ, så ligger han måske og kikker på at bladene bevæger sig i vinden, ligger han inde, så kikker han måske på skyggerne, der bevæger sig på væggen.. Og han må gerne ligge og kikke lidt for sig selv og være i dette stille stadie. Du behøver derfor ikke tage ham op med det samme, men kan godt prøve at lade ham ligge. Og nogle gange vil han så måske falde i søvn igen og sove lidt længere, og det er helt okay.
Andre gange vil han måske begynde at blive lidt urolig, virke søgende, begynder at smaske, smågræde osv. og her skal du så tage ham op. Han skal ikke vågne og nå at blive ked af det, men skal have en følelse af, at du er der, lytter og reagerer på ham. Så du skal prøve at finde balancen mellem at lade ham ligge og samtidig være der for ham, når han har brug for dig.
Det betyder også, at du nogle gange gerne må tage ham op med det samme han vågner, så han netop ikke oplever, at han behøver blive ked af det, for at få en reaktion fra dig - men får en naturlig oplevelse af, at du hele tiden er opmærksom på ham og hans behov :)
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.
Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...
10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.
Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...
Viden om børn:
Ultralydsscanning - gravid
Ultralydsscanning giver os muligehed for at se ind i livmoderen til det lille barn. Ved at ultralydsscanne kan man således se, om barnet har det godt, man kan vurdere, om barnet vokser, som det skal, og man kan regne ud, om terminen er rigtig. Man vil også kunne se, om der er mere end et barn.
Når man ultralydsscanner, bevæger man et kegleformet eller rundt apparat rundt på den gravides mave. Der sendes nogle lydbølger gennem maven og på en skærm, vil man kunne se, hvordan...
Sygt barn
Det er altid svært at vurdere hvad et lille barn fejler, og er du i tvivl er det altid en god idé at kontakte lægen. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.
De mest almindelige sygdomme hos børn er: Forkølelse, øjenbetændelse, mellemørebetændelse, lungebetændelse, maveinfektioner og skoldkopper.
Symptomerne er ofte: Manglende appetit, ondt i maven, opkastning og diarré samt feber.
Hvis det bliver nødvendigt at indlægge barent på sygehus er...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.









