Annonce

Annonce

Svar: Ammestop og falde i søvn selv


29. april 2018

Kategori:
Alder:
15 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære L

Tak for dit brev og alle dine tanker og fine beskrivelse af, hvordan I forsøger at putte jeres datter lige nu :) Jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig.

Jeg kan ikke helt gennemskue, hvor meget du ammer... Du skriver, at "selve nedtrapningen af amning udfasning af natamning er gået uden problemer. Og det er heller ikke fordi hun søger brystet om dagen ellers. Det er bare det med de søvnassociationer". Du skriver også "Vi har nu i et par uger forsøgt at vænne hende helt fra brystet, hvilket egentligt gik næsten problemfrit til at starte med, dog har vi de seneste dage oplevet tilbagefald, fordi hun er blevet så frustreret og ulykkelig ved putning, at det har været det eneste der har kunne få hende til at falde ned".

Det lyder som om, at du ikke længere ammer sen aften og om natten, men som om, at du stadig ammer før hun puttes til lur om dagen og også om aftenen? Eller også som om, at du egentlig var stoppet med at amme - eller havde fjernet nogle af amningerne - som så er kommet tilbage igen, fordi du oplever, at hun atter har haft behov...

Jeg tænker, at det er meget vigtigt, at du beslutter dig for, hvor meget du vil amme hende nu og hvornår. Hun må i princippet gerne blive ammet en gang i døgnet, og hvis det fungerer bedst, at denne amning ligger kl 19.30-20 og dermed før hun puttes om aftenen, så er det helt fint - hvis alle trives med dette. Der er ikke noget i vejen for at du vælger at bibeholde den amning, hvis det gør at hun falder trygt og let i søvn og derefter kan sove uden brystet resten af natten.

Men du skal tage en beslutning, og du skal have hjertet med. Du skal ikke tænke så meget over hvad andre sig og mener, men hvad du har lyst til og fornemmer er rigtig for jer. Din datter mærker meget tydeligt, hvis du er i tvivl om, hvorvidt hun skal ammes eller ej, og hun bliver naturligt forvirret, hvis hun nogle gange godt kan blive ammet om dagen, nogle gange godt kan blive ammet om aftenen eller om natten og andre gange ikke kan. Hun kender ikke klokken og forstår naturligt ikke, hvorfor hun nogle gange må og andre gange ikke må... og hun bliver forvirret, hvis du sender utydelige signaler, derfor er det vigtigt, at du har hjertet med i den beslutning, du tager :)

Det lyder rigtig fint med et ritual som starter med godnatgrød, mælk af kop og derefter få børstet tænder og så blive puttet med godnathistorie og nærhed med far. Det er også rigtig fint, hvis hun kan ligge i sin seng og få historie, men det lyder som om, at hun har rigtig meget brug for nærhed, når hun skal sove. Og som jeg læser dit brev, så ender det ofte med, at far går rundt med hende og vugger hende i armene...

Jeg tænker umiddelbart, at hvis I gerne vil stoppe helt med amning og gerne vil sikre, at far kan tage over og putte om aftenen, så vil det være rigtig godt, at du stopper amning helt. Tager en beslutning om, at nu er det slut, og at hun kan få mælk af kop og grød før hun puttes om aftenen - præcist som I har forsøgt gennem et par uger, hvilket faktisk fungerede i en periode :) Og så vil jeg foreslå, at far som nu sætter sig på hendes værelse, men lader hende være på skødet. Så hun starter med at være i favn og hvor far så læser højt for hende.

På den måde får hun masser af nærhed og tæt fysisk kontakt, samtidig med at hun vænnes til at finde roen på værelset ved siden af sin seng - og uden at far skal gå rundt med hende. Og godnathistorien er stadig en vigtig del af hendes putteritual. Det vil være rigtig godt, hvis far kan forsøge at putte hende ...


Annonce

... over i tremmesengen, før hun sover helt, så hun stadig når at registeret, at hun puttes der og er væk fra favnen. Og hu små her gerne have en putteklud, bamse eller lignende som følger med hende, ligesom far gerne må stå ved hende, hjælpe hende med at falde til ro med hænder, beroligende ord osv. Men hun skal lige nu først puttes fra favnen, når hun tydeligt er parat til at falde i søvn.

Hen af vejen kan far så måske nå dertil, hvor han stadig starter med godnathistorie på skødet, men putter hende fra sig, hvor hun er lidt mere vågen og hvor far så stadig sidder og læser lidt videre og hun falder i søvn i egen seng med far siddende ved siden af sig. Til at hun fra starten kan puttes direkte i sin seng og lære at sove der med godnathistorie, hvorefter far måske kan begynde at gå ud...

Det er naturligvis et problem, at far lige nu skal være væk i 2 uger, fordi det er far, som står for potningen og det ritual er naturligt nødvendigt at ændre, da far ikke er hjemme. Det vil være rigtig godt, at du overvejer, om du kan holde fast i et ritual som beskrevet, så I starter med godnatgrød og mælk, får børstet tænder, og du sætter dig på værelset på en stol, så det er dig der sidder med jeres datter, læser godnathistorie osv. og derefter putter hende i seng - det vil være godt, hvis du har mulighed for at gøre det på denne måde, fordi det stadig minder om det ritual som hun plejer at have sammen med far og fordi I så naturligt begge vil kunne putte hende på denne måde fremadrettet. Eller om du er nødt til at lægge dig med hende i din seng, som du overvejer.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Hvis du lægger dig med hende, så kan du naturligvis give hende den ekstra nærhed og kontakt - og du kan i princippet også amme hende - MEN igen skal du naturligvis overveje, hvad du vil med amningen fremadrettet. Hvis du gerne vil stoppe med at amme hende helt, så er det ikke nogen god idé at begynde at amme igen og vænne hende til at skulle have brystet som en fast del af sit putteritual. Men tænker du, at det vil fungere langt bedre for jer alle tre, hvis I bibeholder amningen før putning om aftenen, så kan du naturligvis gøre dette.

Jeg kan godt forstå, at du er i syv sind og det er naturligt også synd, hvis jeres datter græder ulykkeligt, hver gang hun skal sove, og du ved, at hvis du blot tilbyder hende brystet, så sover hun på en tryg og dejlig måde. Det er også sådan, at brystet ikke nødvendigvis er en dårlig søvnassociation - hvis hun kan blive ammet, falder trygt i søvn og i øvrigt så sover hele natten uden at søge bryst eller favn, så er der jo ingen problemer, så har hun ikke et søvnassociationsproblem. Så det afhænger altså meget af, hvordan du oplever at det vil fungere bedst for jer alle, og hvad du også selv føler behov for...:)

Og ja - man kan godt gøre det du nævner - starte med at lade hende falde i søvn ved siden af dig og derfra øge den fysiske afstand mellem jer, så hun falder i søvn i egen seng på sigt. Så du på den måde tager lidt små skridt. Det er naturligt et meget stort skridt, hvis man går fra bryst og favn og direkte over i egen seng uden at kunne føle sig omsluttet og holdt og uden brystet - og det kan hun naturligt godt reagere imod. Det er også derfor jeg tænker, at små skridt hos jer måske kunne være at sætte sig med hende på en stol på værelset og derfra så flytte hende over i tremmesengen. Det må gerne være en lidt større lænestol eller evt. en gyngestol... måske kan I finde brugt, der kan bruges....:)

Håber du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare

Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.

Vil ikke sove i tremmeseng

Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...

Læs hele brevet og Helens svar


13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Mudrede nætter og manglende søvn

Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvnhjul og vågentid

Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...

Læs hele brevet og Helens svar


19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.

Søvn og ked baby

Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.

Gråd ved putningen og nat

Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Tandbørstning

For at undgå huller i tænderne skal barnet have børstet tænder, ligeså snart den første lille tand bryder frem.

Det er vigtigt at børste tænderne to gange om dagen - morgen og aften.

Gør det til en vane at børste tænderne hver dag og på et tidspunkt, hvor det passer ind i jeres rutiner - f.eks. om morgenen, når I står op, og om aftenen inden barnet skal i seng.

Brug en blød tandbørste, som passer til barnet alder. Børst både indvendig og udvendigt på...

Læs mere i Babylex

Moderkage

Moderkagen forsynet barnet med næring, imens det ligger inde i livmoderen. Når fødslen er forbi, og navlestrengen er klippet over, så skal moderkagen fødes.

Hos nogle kvinder kommer den helt af sig selv, hos andre skal man presse lidt for at få den ud. Det kan ske, at moderkagen ikke kan komme ud på normal vis og derfor må kvinden bedøves, og den må fjernes af en læge. Bedøvelse er nødvendigt, for hvis kvinden var vågen, ville det gøre meget ondt.

Når moderkagen...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og opdragelse, som giver dig praktiske råd til alt det, der er så svært.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Tusind tak ... endelig én der kan give præcise råd og som ved hvad du taler om. Tusind tak.

Venlig hilsen Mette, førstegangs mor


Annonce