Svar: Fra 3 til 2 lure og trappe ned i natamning
Kære MM
Tak for dit brev :)
Det er ikke alle børn, som kan nøjes med to lure dagligt - heller ikke selvom de er 7-8 måneder gamle. Det afhænger helt af, hvor tidligt de står op, og hvor tidligt de derfor sover i løbet af dagen, ligesom det har betydning, hvor lange lure barnet sover. Og hvis jeres dreng vågner allerede kl 15.15 af sin middagslur, så vil han naturligt kunne have svært ved at holde sig vågen til kl 20... Derfor kan det være et reelt behov for ham, at få den ekstra powernap om eftermiddagen og det må han naturligvis gerne få.
Når det så er sagt, så er der ingen tvivl om, at hele dagens rytme naturligt også spiller ind på nattens forløb, og det kan her nogle gange godt være en god idé at hjælpe ham til at sove lidt senere dagen igennem, for at se om døgnet så vil hænge lidt bedre sammen hos jer. Og derfor må det komme an på en prøve.
Jeg vil foreslå dig, at du prøver at lægge et bad ind mellem formiddagslur og middagslur, så du på den måde forlænger hans vågenperiode lidt midt på dagen og samtidig får ham aktiveret rigtig godt både motorisk og mentalt. Det kan nogle gange gøre, at han så både kan puttes lidt senere til sin middagslur og samtidig også vil sove en lidt længere lur, og på den måde stå lidt senere op, så eftermiddagen ikke bliver for lang for ham og han kan puttes om aftenen kl 19.30-20 i stedet.
Det vil være passende med 4 amninger i døgnet nu, og jeg anbefaler at disse amninger ligger tidlig morgen, før middagslur, aften og sen aften. Det betyder, at han ikke længere skal ammes før sin formiddagslur, men her skal lære at sove uden at have bryst i munden. I stedet skal han tilbydes et mellemmåltid og vand af kop. Det er vigtigt, at du nu er opmærksom på at adskille bryst og søvn - han skal stadig ammes før sin middagslur og også om aftenen, når du putter ham, men det er vigtigt, at han ikke længere falder i søvn med brystet i munden.
Det vil være rigtig godt hvis han er vågen nok til at registrere, hvor han puttes og følger med i, at han puttes i sin seng eller barnevogn - og ikke forbinder brystet i munden eller din favn med at skulle sove. For hvis han falder i søvn med dit bryst eller i din favn og du så derefter flytter ham, så vil han vågne op, registrere at han ligger et andet sted, det vil være utrygt for ham og han vil derfor ikke kunne sove videre, men vil søge dit bryst og favn igen - og først sove, når du så atter giver ham det.
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Tidlig morgen 05: Ammes og sover videre til kl ca. 07, hvor han vågner og dagen starter
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9-9.30: Frisk blød frugt i hånden, frugtmos og vand af kop.
Puttes til formiddagslur uden amning - sæt ham evt. i barnevognen og tril en tur i stedet, så han vænnes til at sove uden bryst og favn.
Frokost 11-11.30: Grøntsagsmos ...
... med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, kogte grøntsagsbuketter eller lignende og må også gerne få små rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres rigtig godt med håndklædet, smøres med lidt creme efter behov.
Ammes og puttes til middagslur måske kl ca. 14...
Eftermiddag 16: Tilbydes flerkornsgrød med frugtmos som hopping, frisk frugt i hånden og vand af kop.
Aften 18: Udgangspunktet mere og mere familiemad og mad med mere bid - kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta. Der skal være mos og også mad i stykker. Vand af kop.
Ammes og puttes til natten ca 19.30-20
Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt, der der kaldes et drømmemåltid og sover herefter uden yderligere mælk til næste morgen tidlig, hvor han ammes igen og sover videre.
Når han bliver 8-9 måneder, så er det ofte passende at skrue ned til 3 amninger i døgnet, og det vil her være amningen tidlig morgen som trappes ud. Det vil sige, at du her stadig amme før middagslur, aften og sen aften :) Men når du ammer ham, så skal du som sagt vænne ham til ikke at falde i søvn med bryst eller i din favn - og når han så vågner og søger dig om natten, så er det rigtig godt, hvis du til at begynde med kan forsøge at berolige ham med kærtegn, nærhed, beroligende ord og lignende - nogle af de ting, som du har indført i løbet af dagen og aftenen, så det er så genkendeligt og dermed trygt som muligt.
Hvis han så om natten ikke kan beroliges tilstrækkeligt med dette, så må du tilbyde ham brystet, men her er det så vigtigt, at du forsøger at lirke brystet ud af munden på ham, så du ammer så kortvarigt som muligt. I starten vil han søge brystet igen - præcis som du beskriver - og så giver du ham atter brystet, men du bliver ved med at lirke brystet ud og afkorte amningen. Måske skal du gøre det 5 gange, måske 7 gange, men til sidst skal han gerne begynde at acceptere, at han ikke behøver bryst i munden for at sove og vænnes til at han ikke behøver drikke mælk om natten.
Det betyder også, at du ikke skal sætte flaske, vand eller andet i stedet for brystet om natten. Det er ikke meningen, at han skal indtage sit væskebehov i nattetimerne, det skal så vidt muligt dækkes i løbet af dagen og aften og sen aften, så han netop begynder at kunne undvære helt om natten :)
Hvis du fornemmer, at du ej heller med et bad i løbet af dagen kan rykke og forlænge hans middagslur, og at han bare har brug for 3 lure stadigvæk, så skal du som sagt lade ham få dette. Det er helt okay - og det er så rigtig fint, at du ikke putter ham før klokken måske er 20.30-21 om aftenen, fordi han så naturligt ikke vil være parat til at sove tidligere. Samlet set får han den søvn, som han har behov for og mangler således ikke noget :)
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
6. februar 2026 | Sovevaner | 3 mdr.
Sikring af familieliv med ked baby
Kære Helen Du kender jo til situationen fra mit sidste brev, og da min egen...
28. januar 2026 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Beklager alle brevene, men jeg er en anelse desperat og træt....
20. januar 2026 | Sovevaner | 3 mdr.
Kære Helen Jeg har prøvet at dele mine spørgsmål op. Mit første brev gik...
19. januar 2026 | Sovevaner | 12 mdr.
Fortsat dårlig søvn efter dræn
Hej Helen Vi skriver til dig om vores datter, som lige er blevet 1 år....
15. januar 2026 | Sovevaner | 11 mdr.
Hej Helen, Vores søn på 11 måneder er startet i dagpleje. Det går godt...
Viden om børn:
Fontanellen
Det bløde punkt, som barnet har oven i hovedet, kaldes fontanellen. Barnet fødes med flere fontaneller, som er de steder, hvor kranieknoglerne mødes og endnu ikke er vokset sammen. Når barnet skal fødes, er det rigtig smart, at kranieknoglerne er bevægelige, så hovedet lettere kan komme igennem fødselsvejen. Samtidig sikrer bevægeligheden, at der er plads til, at barnets hjerne kan vokse.
Der sker ikke noget ved at røre forsigtigt ved fontanellen, og du kan roligt rede med en...
Sexliv
Der er meget forskelligt hvornår både kvinden og manden har lyst til at genoptage sexlivet efter en fødsel. For nogle par går der mange måneder før de begge er parate.
Mange tror at det kun er kvinden der skal være parat, fordi det jo er hende der har født, men mænd der har oplevet deres kone føde og har set barnet komme ud af vagina, kan også have svært ved at genoptage sexlivet.
Efter fødslen er kvindes hormonbalance anderledes, end før hun blev gravid, og en...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Endnu engang ros til dig. Det varmer virkelig mit hjerte at læse dine svar til andre. Din grundighed tåler ingen sammenligning og findes ikke hos mange andre! Mange forældre og børn kan prise sig lykkelig for at have dig!
Glæder mig til at læse din bog.
Mange varme hilsner fra
Sophus og mor






