Svar: Mange opvågninger og afhængig af sutteflaske
Kære Jeanette
Tak for dit brev :)
Hvor er det dejligt at høre, at det går så meget bedre med søvnen om dagen og jeres dreng er begyndt at sove længere dagslure :)
Du skriver, at jeres dreng får flaske før hver lur og at han får flaske før han puttes om aftenen, men at han her ikke falder i søvn med flasken i munden - gør han det om dagen? Det vil være rigtig godt, hvis I kan begynde at skrue ned for antallet af flaske, så han her i 7 måneders alderen tilbydes 4 flasker dagligt og jeg anbefaler, at de ligger tidlig morgen, før middagslur, aften og sen aften. Det betyder, at han ikke længere skal have flaske før sin formiddagslur og ikke længere skal tilbydes flaske om eftermiddagen. I stedet skal han her tilbydes lidt større mellemmåltider.
En plan for dagen kan se således ud:
Tidlig morgen 05: Flaske og sover videre
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9-9.30: Frisk blød frugt i hånden, frugtmos og vand af kop.
Puttes til formiddagslur og skal ikke længere tilbydes flaske først, men lære at sove uden.
Frokost 11.30-12: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk og lignende i hånden at gumle på selv. Vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur
Eftermiddag 16: Flerkornsgrød med frugtmos som topping, frisk blød frugt i hånden, vand af kop.
Powernapper evt. og skal ikke tilbydes flaske om eftermiddagen
Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med kogte grøntsagsbuketter, en kartoffelbåd fra ovnen og lignende i hånden - udgangspunktet mere og mere jeres mad. Vand af kop.
Flaske og puttes til natten ca kl 19.30-20 - tidspunktet kan variere efter hvorvidt han har sovet 2 eller 3 lure i løbet af dagen.
Sen aften 23-24: Flaske, det der også kaldes drømmemåltid og sover herefter videre uden yderligere mælk til næste morgen tidlig, hvor han så tilbydes flaske igen.
Det er godt, hvis I om dagen kan undvære flaske formiddag og eftermiddag, så han her lærer at blive puttet og sove uden, ligesom han før middagsluren og til aften stadig skal puttes uden flasken i munden, så han ikke har en afhængighed i forhold til dette.
Det er også rigtig godt, hvis I kan putte ham der, hvor han skal sove, så han falder i søvn i sin seng eller barnevogn og ikke i jeres favn. Det er vigtigt, at han når at følge med i, hvor han puttes, så han ikke falder i søvn et sted, vågner op og ligger et andet sted, for det vil være utrygt for ham.
Det er rigtig godt, at I er opmærksomme på hans indtag af mme, og da han tilbydes flaske, så ved I præcis hvor meget han drikker. Her skal I naturligvis være opmærksomme på at han drikker nok og får sit behov tilstrækkeligt dækket. Jeg ved ikke, hvad jeres dreng vejer, men hvis han f.eks. vejer 7.5 kg, så vil hans døgnbehov være ca. 800 ml, og selvom han drikker vand af kop, så skal dette ...
... hovedsageligt dækkes af hans flasker/mælk. Det betyder, at han i hver af de 4 flasker bør drikke ca 180 ml. Nogle gange vil han måske drikke 150 og andre gange 200, og det er helt fint, men samlet skal han nå op omkring den mængde - og det er en forudsætning for at kunne sove igennem om natten, at han får sit behov for både mad og mælk/væske tilstrækkeligt dækket hele natten igennem.
Det lyder ikke som om, at han er særligt sulten om natten, men hvis han spiser 30-40 ml hver time til halvanden hele natten igennem, så bliver det alligvel til en del, som han måske vil have glæde af at få samlet i en flaske - og jeg tænker, at det også er det, I selv er kommet frem til, når I skriver: "Første gang han vågner, forsøger vi at "fylde ham op", så han skulle kunne sove uden yderlig behov for mad, men efter han har drukket 40-60 ml første gang vender han hovedet og nægter at spise mere. Hvordan sikre vi os så, at han er "fyldt" godt nok op til natten?
Nogle gange kan det være en god idé at lægge en skiftning ind undervejs i flaskegivningen. Det vil sige, at I kan give ham flaske, skifte ham og så give ham flaske igen før I putter ham, for på den måde at få ham til at spise lidt mere.
Nogle gange kan det også være nødvendigt at skære lidt ned i mængden af skemad. Han skal stadig tilbydes sine måltider, men måske mindre end han spiser lige nu. Det kan være bedre, at han spiser 3/4 dl. grød eller mos og så drikker sin flaske, end at han spiser 1.5 dl. grød eller mos og ikke drikker mælk nok - og derfor søger det ekstra om natten.
Måske er han kørt lidt træt i smagen af erstatningen, så han har brug for noget nyt og I kan derfor prøve at skifte mærke, da de alle sammen smager lidt forskelligt.
Nogle børn har også glæde af en flaske vælling om aftenen. Vælling er ikke noget børn skal have, men for nogen er det en mulighed og det kan mætte lidt mere. Så hvis han har svært ved at drikke større mængder, så kan en flaske med vælling måske give ham det ekstra mæthed, som gør, at han vil sove mere sammenhængende først på natten. Det vil sige, at I kan prøve med vælling kl 23.30... Normalt skal man passe på med at give "ekstra mættende mælk", hvis barnet har svært ved at indtage sit udregnede behov, fordi det er vigtigt at barnet får væske/mælk nok, men sen aften kan det nogle gange godt have effekt...
Og så vil det også være rigtig godt, hvis I kan prøve at hjælpe ham videre med kærtegn, stillingskift, beroligende ord, beroligende hænder osv. om natten, og så vidt muligt undgå flasken. Det er som sagt rigtig fint, hvis han får sin flaske aften, sen aften og tidlig morgen, men i løbet af natten skal I forsøge at undgå dette og prøve at hjælpe ham videre i søvnen uden.. Så han kan sove 5-6 timer uden mælk f.eks. fra kl 23.30 til 05...
Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre :)
Rigtig meget held og lykke fortsat!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hudplejeolie til mor og barn
Når huden hos mor eller barn bliver rød, øm eller irriteret, kan der være brug for mere end almindelig hudpleje.
Apotekets Lacto+ Probiom Olie kombinerer plejende olier med levende mælkesyrebakterier, der støtter hudens mikrobiom og naturlige balance.
Når huden er rød, tør ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
7. november 2026 | Sovevaner | 9 mdr.
Kære Helen Vi har en datter, Carmen, på godt 9 måneder, og vi vil gerne...
5. november 2026 | Sovevaner | 7 år, 8 mdr.
Hej Helen, Vi har 2 børn, en pige på 7 år og en dreng på 5 år. Vores...
4. november 2026 | Sovevaner | 17 mdr.
1 år og 5 måneder gammel dreng vågner klokken 04
Kære Helen, Vi har en søn, der nu igennem næsten 4 måneder er...
24. oktober 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Dagslur i klapvognen fungerer ikke mere
Kære Helen, Jeg har et spørgsmål i forhold til søvnvaner Vores datter...
22. oktober 2026 | Sovevaner | 2 mdr.
Hej Helen Jeg vil hører om du kan hjælpe mig med at forstå anbefalingerne...
Viden om børn:
Fisk og børn
Det er vigtigt at børn tilbydes fisk. Gerne flere gange om ugen, det vil sige næsten hver dag til frokost og et par gange til aftensmad.
Det er vigtigt at børn tilbydes forskellige typer af fisk. De fede fisk er især laks, sild og makrel. De mere magre fisk er skrubbe, rødspætte, sej og torsk. Fisk er rige på næringsstoffer som D-vitamin, selen og omega-3-fedtsyrer, som er meget vigtige for udviklingen af barnets hjerne.
Er dit barn mellem 0-14 år, er det vigtigt,...
Modermælkserstatning
Modermælkserstatning gives til børn, der ikke ammes eller tilbydes udmalket modermælk - og modermælkserstatning kan gives fra fødslen. Modermælkserstatning er sammensat, så det ligner modermælken mest muligt, og børn udvikler sig og trives rigtig godt på modermælkserstatning.
Modermælkserstatninger har et højere indhold af protein, mineraler og vitaminer, end man ser i modermælk. Det skyldes, at barnet ikke kan optage næringstofferne helt på samme måde. Modermælkserstatning...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.











