Svar: Bedsteforældre contra mor og far og tillid til fremmede

---

Kære S

Tak for dit brev og alle dine tanker :)

Lad mig først sige, at jeg bestemt ikke tror, at I forældre gør noget forkert. Det lyder som om, at I er rigtig meget omkring jeres dreng og som om, at han udvikler sig i en fin retning :)

Børn har brug for tilknytning til voksne, det er vigtigt for at barnet udvikler sig godt. I begyndelsen vil det lille barn naturligt knytte sig til mor og far. Det er mor og far, som fungerer som den sikre base, hvorfor barnet tør udforske verden - og barnet vil naturligt søge netop mor og far og stole på, at mor og far vil hjælpe, hvis der opstår problemer. Man kalder dette for barnets primære omsorgspersoner - og det vil netop være mor og far.

Men børn har også sekundære omsorgspersoner. Det er voksne, som barnet kan bruge og gå til, hvis mor og far ikke er der, det kan f.eks. være bedsteforældre, en dagplejer eller pædagog i institutionen, venner og familie. Det er vigtigt, at børn er i stand til at lade sig trøste og hjælpe af andre - især når mor eller far ikke er til stede...

Hvis man er meget sammen med f.eks. bedsteforældre, hvis man ses flere gange om ugen, spiser sammen, bedsteforældre henter i institutionen osv. så de naturligt udgør en stor del af barnets liv, så vil barnet godt kunne bruge bedsteforældrene som primære omsorgspersoner.

Nu hvor jeres dreng er et år, så er det naturligt, at han øver sig i at slippe jer, bevæge sig mere og mere ud i verden på egen hånd og det kan være svært at mærke, når barnet løsriver sig.. Det sker i forskellige perioder, og du vil fremadrettet sandsynligvis mærke, at han nogle gange skubber dig fra sig, og andre gange viser tydeligt brug for dig - og du skal prøve at nyde, når han gør begge dele, fordi det er et sundhedstegn.

Jeg plejer at sige, at du skal prøve at se det bånd, der er imellem dig og din dreng, som en elastik. Nogle gange skal elastikken strækkes, og andre gange strammes - I skal lade elastikken strækkes, når jeres dreng har brug for at gøre ting selv, prøve af, øve sin selvstændighed, lære af egne erfaringer og I skal stramme den, når I som voksne alligevel ved bedst. Børn kan have lyst til meget, men vi ved, hvad de har behov for og vi skal slække og stramme elastikken ud fra dette og naturligvis stadig med kærlighed til barnet :)

Når I besøger bedsteforældre eller besøger din mands moster, så spejler jeres dreng jer. ...

---

---

... Han bruger jer som et spejl, kikke på jer og aflæser "hvordan virker min mor og far?". Hvis I virker glade og trygge, så bliver han naturligt også mere tryg og har det rigtig fint med at være, hvor I er - og har det rigtig fint med bedsteforældrene og din mands moster. Hvis I derimod virker utrygge ved situationen, så vil han naturligt spejle sig i dette og dermed blive mere utryg ved det hele. Så når han virker så tryg som han gør, så hænger det sandsynligvis sammen med, at han oplever hele situationen tryg og dejlig.

Det kan godt ændre sig lidt... mange børn vil i 13-15 måneders alderen pludselig få en periode, hvor de begynder at klynge sig lidt mere til mor og far. Det hænger ofte sammen med, at de i den alder begynder at gå mere og mere selvstændigt rundt, og for at kunne gøre dette, har de brug for ekstra nærhed. Derfor vil er i denne alder ofte komme en slags "separation-gentilnærmelsesfase", hvor han på den ene side vil op, vil på arm og søger jeres kontakt, og på den anden side skubber jer fra sig, ligeså snart I krammer jer.. Det er igen helt normalt for alderen og den udvikling, som han går igennem.

På samme måde kommer der ofte en lidt svær periode i 18-20 måneders alderen, hvor han måske vil begynde at søge jer ekstra meget om aftenen og om natten. Det hører igen alderen til...

---

---

Børn er konstant i udvikling og udvikler sig på rigtig mange områder. Og hvert område udvikles forskelligt og ofte i spring. Og det er især når vi oplever disse spring, at vi føler os rådvilde og usikre, for det er rigtig svært at finde balancen mellem at være der og også at give slip. Og når du nogle gange oplever, at jeres dreng foretrækker sine bedsteforældre, så kan det godt gøre dig urolig eller måske ked af det. Det behøver dog ikke være problematisk, tværtimod. Måske gør bedstemor noget andet end du gør, men det er ikke nødvendigvis bedre.. og han kan have glæde af begge dele :)

Prøv at lægge mærke til, om han ikke nogle gange søger netop jer lidt ekstra. Det kan f.eks. være, hvis I har været ude, været på besøg nogen steder, og der er sket rigtig meget. Så vil han måske netop have brug for at sidde lidt hos jer, mærke jeres ro og tætte kontakt, for at kunne koble fra... Når han har været "vendt mod verden", så søger han dig, så tanker han op hos dig.

Jeg håber, du/I kan bruge dette lidt videre, og at det også giver lidt ro med på vejen:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---