Svar: Separationsfase - eller?

---

Kære Olivers mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af lille Oliver, som lyder til at stortrives :)

Det er rigtigt, at børn omkring 8-10 måneders alderen ofte rammer en separationsfase, som hænger sammen med, at de i den alder ofte begynder at kravle og bevæge sig mere og mere ud i verden på egen hånd. Men der er en lignende fase i 13-15 måneders alderen, og det er den I rammer nu :)

Oliver går igennem en slags separation-gentilnærmelses-fase, som ofte hænger sammen med, at han begynder at gå mere rundt, at han er adskilt fra dig i løbet af dagen, skal klare flere ting på egen hånd, og det er naturligt svært for ham. Det betyder, at han på den ene side vil søge dig ekstra meget. Han vil virke ekstra klyngende, have behov for at mærke dig, komme på på dit skød, sidde på din arm - men ofte er det kortvarigt, lige så snart han kommer op, så vil han alligevel ned, og når han så er nede, ja så vil han op igen.. Det kan være lidt svært helt at finde ud af at støtte ham lige nu, det kan føles lidt om "op-ned-op-ned" og som om, at han ikke selv helt kan finde ud af, hvad han har brug for - og derfor er det også svært at hjælpe ham...

Det er vigtigt og godt, at du prioriterer ham. Det er vigtigt, at han mærker, at du ikke skubber ham væk, men netop lytter til ham og derfor netop tager ham op eller sætter dig ned og giver ham et knus, så han lige kan mærke dig fysisk og blive tanket op med lidt mor-nærhed, og så er han klar til at møde verden igen. Jeg plejer at sige, at han skal have sit mor-depot fyldt op, så han har noget at tære af, når I ikke er sammen.

Det er vigtigt, at du ikke skubber ham fra dig, at du ikke siger f.eks. "hold nu op", eller "gå nu hen og leg med de andre" eller lignende. Men at du anerkender, at han lige nu har behov for at mærke dig og din fysiske kontakt og nærhed. Hvis han føler, at du skubber ham væk, så vil han klynge sig ekstra meget til dig.

Jeg kalder det "mor-glæde", og man må gerne være glad for sin mor :) Når det er sagt, så skal far dog naturligvis også kunne bruges, og det er her vigtigt, at I overvejer, hvordan I hver især virker og reagerer...

Hvis far er sammen med jeres dreng i stuen og mor er i køkkenet og jeres dreng så bliver ked af det, så er det fint, at far forsøger at trøste, så jeres dreng vænnes til, at far naturligt kan og også gerne vil hjælpe ham. Far skal ikke med det samme bære ham ud til dig og du skal ikke med det samme komme løbende ind i stuen. Far kan trøste på lige fod med mor... Men hvis mor f.eks. er bedst til at putte jeres dreng om aftenen, så skal mor gøre dette. Putning skal foregå trygt og forbindes med noget rart og skal ikke gøres til en kamp.

Far kan derimod gøre alt det, som leder op til en putning - give jeres dreng bad, frottere ...

---

---

... ham godt med håndklædet, smøre med lidt creme, give ham lidt babymassage, give ham nattøj på, give ham godnatgrød i køkkenet, børste hans tænder... og først derefter tager mor så over, ammer og putter. Jo mere far gør alt det, som leder op til putning, jo lettere vil far have ved at tage over selve putningen, hvis mor en dag ikke er hjemme.

Og det er vigtigt, at du bakker op om, at far godt kan. Du kan sagtens stikke hovedet ind på badeværelset, når jeres dreng er i bad og med ord anerkende at far hjælper ham "hej, skat, sidder du der og bader, dejligt, far hjælper dig" osv. og så gå igen. Så han hører, at det er rigtig fint, at far hjælper og at du bakker op omkring det. At du har tillid til, at far han sagtens kan.

Det er på samme måde vigtigt, at far anerkender, at jeres dreng gerne vil have mor, samtidig med, at far gerne må holde fast i, at nu er det far som hjælper. Så når og hvis far skifter hans ble, hjælper ham med jakken, skoene eller lignende og jeres dreng giver udtryk for at han vil have sin mor, så må far gerne sige "du kommer hen til mor lige om lidt, jeg hjælper dig. Jeg skynder mig" eller lignende, så jeres dreng hører, at far forstår, at han gerne vil have mor, men samtidig holder fast i at far naturligt kan bruges".

---

---

Det kan også være rigtig godt, hvis far nogle gange gøre tingene lidt anerledes end du gør det, så det måske er lidt sjovere og der sker nogle lidt andre ting, når det er far... det er vigtigt, at far ikke trækker sig eller bliver ked af det, men i stedet prøver at signalere, at han vil jeres dreng...

Det kan også være godt, hvis far og søn kan gå til noget sammen, som er uden mors deltagelse - svømning f.eks. fordi man her har tæt fysisk kontakt og jeres dreng skal støttes af far i vandet. Det kan give de to et særligt bånd og far en følelse af at han faktisk godt kan hjælpe jeres dreng og får lov til det :)

At jeres dreng har svært ved at blive afleveret i vuggestuen er også helt normalt. Det er svært at skifte situation, det er svært at være hjemme og skulle af sted - men lige så snart han er afleveret, så er han glad og han trives siger pædagogerne... Nogle gange kan det være en fordel, at du forsøger at aflevere på et andet tidspunkt, måske lidt tidligere, så der er kommet knap så mange børn og så der er mere tid til at tage imod jeres dreng.. nogle gange kan far med fordel være den der afleverer.. Nogle gange er det godt, hvis du kan blive i institutionen lidt, så du hjælper ham med at lande, andre gange vil det være bedre, at du afleverer ham i favnen på pædagogen og siger farvel hurtigt, så du ikke trækker tiden ud.... Prøv om I kan vurdere, hvad der lige nu vil hjælpe ham bedst muligt :)

Håber du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---