Svar: Frustreret over ikke at forstå min datters reaktioner

---

Kære søde du

Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker :)

Jeg er slet ikke i tvivl om, at du er en rigtig god, sød, nærværende og omsorgsfuld mor! Det er ingen tvivl om, at du elsker din datter højt og vil hende det allerbedste, og det er helt naturligt, at du nogle gange kommer i situationer, hvor du af afmagt kommer til at sige noget forkert eller at du i bagklogskabens klare lys tænker, hvorfor reagerede jeg dog ikke sådan i stedet...

Det hører med til at være forældre, og ingen af os er perfekte. Alle forældre kan komme til at råbe af deres børn eller vil komme til at sige noget, der ikke er pædagogisk korrekt. Nogle gange opstår der situationer, hvor vi bare føler afmagt. Der er jo ikke noget vi hellere vil end at hjælpe vores børn, eller sikre at de har det godt - og hvis vi kommer til at gøre noget, som vi fornemmer gør dem ondt, så bliver vi naturligt selv kede af det... men det er jo menneskeligt - og hvem vil ikke gerne have en menneskelig mor? :)

Det vigtige er jo netop, at du rent faktisk gør dig alle de her overvejelser og tænker over, hvad du gør, hvornår, hvorfor og hvordan. Og at du også er i stand til at sige undskyld, når du kommer til at skælde for meget ud eller får sagt noget forkert. Det lærer din datter også noget af - hun lærer jo, at det er okay at begå fejl. At det er okay, at man nogle gange ikke formår at gøre det, som man måske burde. At hun kan komme og sige til dig, hvis hun har gjort noget forkert - netop fordi det ikke forventes, at alt skal være perfekt.

Og faktisk lyder det som om, at hun allerede har denne grundlæggende fornemmelse - at hun kan sige til dig, hvis hun har gjort noget forkert, eller hvis hun synes, at du ikke er retfærdig. Når hun f.eks. siger til dig "ej, du kan da ikke sige, at du er glad for, at jeg er ked af det!", så viser det jo netop, at hun har en stor tillid til, at hun kan være ærlig overfor dig. At der er en gensidig forståelse og plads til ærlighed, plads til at sige, hvad man tænker, og hvad man føler. Det er guld værd, og det er jo netop kommet i kraft af den måde, du har mødt og stadig møder hende på.

Jeg tror din mand og jeres venner og familie har fuldstændig ret, når de siger, at det er imponerede så roligt, du tager det. Jeg tror, at mange ville ønske, at de havde dine evner og din måde at tackle det hele på - og det er rigtig vigtigt, at du lytter til det, og tager det til dig, når de siger det til dig :) Og ja - måske er du lidt for perfektionistisk og måske skal du arbejde med at acceptere dig selv og måden du er mor på... Men når det er sagt, så er det også bare rigtig svært altid at forstå sine børn, hvorfor de gør som de gør og hjælpe dem - og nogle gange så er du naturligt nødt til at forsøge dig frem og samtidig huske på, at der er mange måder at gøre tingene på:)

Nogle gange, når du har konflikter med din datter, eller når der opstår svære situationer, så er det måske fordi hun ligner dig. Det kan gøre det sværere at hjælpe hende, fordi du føler, det hun føler, du kan sætte dig hundrede procent ind i, hvordan hun har det, og hvad hun føler - og hvor din mand måske vil være bedre til at hjælpe, fordi han har en helt anden tilgang. Derfor kan det være okay, hvis du nogle gange siger, at dette må far lige tage sig af.

Det gælder også situationer, hvor du simpelthen ikke forstår hendes reaktioner. Hvorfor gør hun sådan? Hvorfor siger hun sådan? Hvor du ikke forstår det, fordi du ikke kan genkende det fra dig selv... Her kan det også være en god idé, at du taler med din mand om det, fordi hun måske lige netop her ligner sin far, og han vil kunne sige "det kan ...

---

---

... jeg da godt forklare dig, sådan ville jeg da også gøre" eller lignende.

Jeg tænker derfor, at du nogle gange med fordel kan drøfte situationerne med din mand og få hans tanker med på banen, for din datter har jo også halvdelen af sine gener fra sin far, og det kan måske hjælpe dig med at forstå hende bedre:)

Derudover tænker jeg, at du godt kan begynde at spørge hende. I stedet for at du begynder at tænke over, hvad hun gør og hvorfor, så må du gerne spørge hende. Hun har en alder nu, hvor hun måske begynder at kunne sætte lidt ord på sine handlinger, tanker og følelser. Så når hun f.eks. siger "stop Asger!" til nabodrengen, der glad løber imod hende - så kan du efterfølgende godt spørge hende, hvorfor hun egentlig sagde stop til ham. Måske svarer hun "jeg kan ikke lide, når han kommer løbende, han er alt for voldsom", og det er jo sådan set en fin forklaring. Det kan du godt anerkende og sætte dig ind i, og samtidig kan du tale med hende om, hvordan det kan virke, når det bliver sagt stop på den måde, og hvordan man så måske kan sige fra på en anden måde... Det er jo en styrke at kunne sige fra :) Og måske Asger også kan guides i, hvordan han kan sige hej, uden at det bliver for voldsomt :)

At spørge hende giver mulighed for at tale om tingene på en måde, hvor I begge kan føle jer lyttet til :)

---

---

Og ja, så er det som du selv er inde på, også en god idé, hvis du kan forsøge at skifte fokus - lige nu er fokus på det, som ikke virker. Det er det, som fylder i dit hoved, og det kan din datter naturligt også mærke. Husk også på alt det som virker, alt det skønne og dejlige, der er ved hende og alt det gode, som hun gør og faktisk er super god til. Husk at fortælle hende, hvor meget du sætter pris på hende og elsker hende - også når I har en konflikt og hun ender med at sige "jeg vil aldrig mere være din datter!". Der er ikke noget der gør mere ondt end denne besked, og jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det. Pas dog på ikke at tage det personligt, men prøv at rumme hendes frustration i stedet :) Og så må du også gerne møde hende i den følelse og f.eks. sige "så ville jeg godt nok blive ked af det" eller lignende - så du fortæller hende, hvor meget hun betyder for dig:)

Konflikter mellem søskende er normalt - men ikke desto mindre meget svært at håndtere! Har du selv søskende eller er du enebarn? Hvis du ikke selv er vokset op med søskende og ikke har haft disse konflikter, så er det naturligt meget svært at forstå, hvorfor det overhovedet er nødvendigt. Der er ingen logisk forklaring på, hvorfor storesøster partout skal tage legetøjet fra lillebror eller bide ham i fingeren - det gør hun blot fordi de er søskende og dermed rivaler.. Og det er virkelig frustrerende! Og hun skal naturligvis have at vide, når hun gør noget forkert. Men søskende er nogle gange de bedste venner og de holder sammen - og andre gange er de bare virkelig oppe at toppes og kan slet ikke være i rum sammen.

Du skal forsøge at møde dem hver især, og de kan også have brug for hver deres opdragelse, fordi deres personlighed er forskellig. Det er derfor ikke sikkert, at storesøster skal have tingene at vide på samme måde, som du siger tingene til lillebror - det må tiden vise. Det kan også være, at du skal lade dem have hver deres interesser, give dem tid hver især, så de begge føler sig prioriteret osv. De skal ikke altid lege sammen og behøver ikke være bedste venner - det er dejligt, når de kan men det er også okay nogle gange at opfordre til, at de leger hver for sig :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - og sender dig et stort knus med på vejen :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---