Svar: Min kæreste bliver mere og mere uinteresseret

---

Kære frustrerede far

Tak for dit brev og din åbne, ærlige og fine beskrivelse af din kæreste og alle dine tanker - det er rigtig godt du skriver! :)

Jeg tror, at din kæreste har en fødselsdepression. Og det skal naturligvis behandles. Det er du nødt til at tale med hende om, og så skal I have fat i jeres læge, som kan hjælpe jer videre.

Det er ikke usædvanligt, at den store omvæltning at få et barn kan udløse en depression under graviditeten eller i den første tid efter fødslen. I Danmark rammes 10-15 procent af nybagte mødre af en fødselsdepression. Den kommer ofte ikke fra den ene dag til den anden, men udvikles gradvist. Derfor vil du opleve, at din kæreste langsomt får det værre og værre...

Hos mange kvinder starter det 3-6 måneder efter fødslen, en reaktion kan dog også komme tidligere eller langt senere. Hos nogle kommer reaktionen op til 2 år efter fødslen. Man ved ikke helt, hvorfor nogle kvinder udvikler en fødselsdepression og andre ikke gør. Der er mange faktorer som kan spille ind. Det kan f.eks. have betydning, hvordan din kærestes forhold er til hendes egen mor, det har betydning hvordan hun selv er vokset op. Det kan også have betydning om hun f.eks. er meget perfektionistisk. Hvis hun altid har følt, at hun skulle gøre alt særlig godt for at blive accepteret eller for at være berettiget til kærlighed, så kan det være svært at opretholde dette, når hun selv bliver mor - for ingen kan gøre alt perfekt. Det kan være svært at håndtere en hverdag, når man ikke kan have kontrol med, hvad der sker. Graviditetsforløbet, fødselsforløbet, jeres indbyrdes forhold osv. kan også spille ind...

En fødselsdepression kan have mange symptomer - hun kan f.eks. have tankemæssige forstyrrelser, hvor hun går og tænker på, at hun kan miste kontrollen eller være bange for at der skal ske en ulykke. Hun kan virke glemsom og forvirret, have svært ved at koncentrere sig...

Hun kan have følelsesmæssige forstyrrelser, hvor hun græder og let bliver ked af det. Hun kan have en følelse af at jeres barn ville have mere glæde af en anden mor. Hun kan være bange for at være alene og føler sig ikke i stand til at ...

---

---

... glæde sig. Nogle kvinder føler sig fanget...

Hun kan have fysiske symptomer, som ondt i maven, svimmelhed, hovedpine. Mange kvinder klager over, at de er meget trætte, men at de ikke kan sove, når de lægger sig for at sove...

Når du fortæller, at hun afleverer jeres dreng i vuggestue, henter ham og tager ham med til sit frivillige arbejde, og først kommer hjem sent om aftenen, så får jeg på fornemmelsen, at hun "flygter hjemmefra". Altså at hun ikke vil være hjemme, men er nødt til at være ude. Hun kan ikke være alene med jeres søn derhjemme - måske fordi hun ikke kan håndtere hans krav, eller fordi hun er bange for, at der skal ske noget. Måske er hun bange for det ansvar det er at være sammen med ham alene...

Det at hun prioriterer sit arbejde højere end jeres søn og dig, flygter hjemmefra tyder på en fødselsdepression - og selv når hun er hjemme, så går hun ind foran computeren og lukker døren - og reagerer ikke på, at jeres dreng står og græder udenfor... Det lyder som en mor, der slet ikke kan overskue situationen og som næsten ikke kan holde sit eget barn ud....

---

---

Samtidig fortæller du at alt er kaos, der er ingen form for systematik - ingen ro og regelmæssighed. Hun har ingen idé om, hvad jeres dreng spiser, hvornår osv. Hun har ikke nogen fornemmelse af, at han har brug for ro efter en lang dag i vuggestue. At han har brug for at blive taget op, holdt om, passet på... Tværtimod virker det som om, at hun har en masse negative tanker omkring ham og er træt af ham...

Og så sover hun rigtig meget.... og lader ham løbe rundt....

Det går naturligvis ikke - hun gør det ikke med vilje - hun har brug for hjælp. Du er nødt til at tale med hende om det og få hende til lægen - du er nødt til at gå med til lægen, og forklare hvor slemt det står til - måske er hun ikke selv bevidst om, hvor slemt hun har det - en del af det at have en depression kan også være at man benægter, at man ikke selv kan se det... men hjælp skal hun - og du og jeres dreng - have :)

Rigtig meget held og lykke med det hele - stort knus med på vejen - igen - det var rigtig godt du skrev. Det er godt og vigtigt, at du reagerer :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sygdom:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---