Svar: Langsom tarm og potte
Kære forvirrede og bekymrede mor
Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille store dreng:)
Det lyder ganske rigtigt som om, at han er blevet meget opmærksom på sin afføring og er helt bevidst om, at når han får resulax, så kan han komme af med afføringen - og det skal foregå på potten. Det synes jeg umiddelbart lyder rigtig fint, og det er, som du skriver, en positiv udvikling.
Jeg tænker, at det lyder som en god plan med resulax hver anden dag, som lægen har sagt - generelt bør I følge lægens anvisning her og også tale med lægen om, hvorvidt han kan få resulax, hver gang han skal af med afføringen. Det er en læge, som bedst kan vurdere dette...
Jeg tænker dog også - kunne det mon hjælpe jer med et toiletsæde? Så jeres dreng ikke kun sidder på potte, men også prøver at sidde på toilettet, som han ser at mor og far gør. Jeg foreslår det, fordi det giver jer mulighed for at sætte jer foran ham, lade ham hvile fødderne på jeres lår - det er godt og vil hjælpe ham til at han bedre kan presse og komme af med afføringen - og så kan I sidde og holde lidt om ham, hjælpe ham med at vugge lidt frem og tilbage imens han presser - og være der for ham. For du fortæller jo, at selvom han faktisk gerne vil på potten og giver udtryk for, at han gerne vil af med afføringen, så er det stadig svært for ham og nogle gange er det som om, at han fortryder - fordi det er for svært, måske gør lidt ondt at presse osv. Hvis han kunne sidde på toilettet og I kunne berolige og betrygge, så ville det måske lykkes bedre for ham og han ville ikke være så bange for det...
Derudover tænker jeg, at det vil være rigtig godt, hvis I kan indføre lidt faste toilettider, hvor han nu begynder at tisse på toilettet. Han kan sandsynligvis ikke holde sig mere end ca.3 timer, så prøv at lægge mærke til, hvornår han sidst har tisset og se så, om I kan få ham på toilettet næste gang, så det lykkes at tisse der. Toilettider ligger ofte som det første, når man står op om morgenen og som en del af det at skulle i bad om aftenen. I løbet af dagen - før I kører op for at handle, før han skal ud at lege, i forbindelse med måltider osv. Det kan være en god idé at ...
... tænde for vandhanen, så han kan høre vand der løber...
Jeg vil anbefale at I bruger buksebleer, altså bleer der kan trækkes op og ned som et par underbukser. Han får på den måde stadig sikkerheden med bleen, men skal tisse og lave på toilettet. Hvis bleen er våd, så var det godt, at han havde den å og så skifter I den bare. Hvis den er tør, så roses han for det, så kan den bruges igen. Bleen suger godt, så selvom der er kommet et par dryp, så kan den genbruges, hvor underbukser skal skiftes. Det er derfor vigtigt, at han får den succesoplevelse, som det er med bleen.
Da han tilsyneladende er meget opmærksom på belønningssystemer, så kan I lave et papir, hvor på der sættes et klistermærke eller lignende, når han har tisset eller lavet på potte eller toilet. Når papiret er fyldt, så kan det udløse en gave eller noget andet, som han kunne tænke sig...
Det vil også være rigtig godt at læse bøger om at tisse og lave afføring på toilettet, så I på den måde får talt lidt om det og hjælper ham med at finde ud af, at det kan han godt klare nu:)
Med hensyn til sutten, så er det fint at holde fast i, at den som udgangspunkt kun skal bruges, når han skal sove. Det er godt, hvis den kan have en fast plads, hvor han selv lægger den, når han står op om morgenen og så ligger den der, indtil han skal bruge den, når han atter skal sove. Det er uhensigtsmæssigt for hans sprog og hans tænder, hvis han har sutten i munden hele tiden - derfor bør brugen af den minimeres.
Det lyder dog som om, at han lige nu godt kan have brug for den og at det måske bliver for meget for ham, hvis I fjerner den, I må prøve at fornemme, hvad han er parat til. Det kan også være, at han vil være okay med at sutten gives til julemanden - og så er det slut med sut, før det er slut med ble. Den rækkefølge kan også være helt okay. Det er en balance, for nogle børn har også brug for sutten, netop når de skal smide bleen, fordi de så kan berolige og trøste sig selv lidt med sutten, hvis de synes det med bleen og toilettet er lidt svært...
Jeg håber, du kan bruge disse tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke fortsat:)
Og rigtig god jul til jer alle fem:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om renlighed:
25. januar 2026 | Renlighed | 3 år, 6 mdr.
Hej, Vi har toilettrænet to børn tidligere, men vores dreng har problemer....
Viden om børn:
Smile
Der er ikke noget bedre end at få et smil fra sit barn!
Allerede få timer efter fødslen ligger barnet og kigger på sine omgivelser og på mor og far. I et sådan øjeblik kan man godt opleve sit barn smile. Det er dejligt, men er dog endnu ikke det bevidste smil.
Først når barnet er ca 6 uger gammelt kan man opleve det mere bevidste smil, hvor det er synet af mor, far, storesøsters ansigt, som får lillebror til at smile.
Jo mere du kan smile, pludre og...
Naturlægemidler - børn
Naturlægemidler er en særlig gruppe lægemidler, der ofte indeholder tørrede planter, plantedele, eller udtræk af planter.
Naturlægemidler er frihandelslægemidler, hvilket betyder, at de ikke behøver blive solgt på et apotek. Læge og apotek behøver således ikke at være involveret i behandlingen, og derfor kan naturlægemidler kun godkendes til behandling af "lettere sygdomme".
Naturlægemidler anbefales ikke til børn under 2 år uden lægens anvisning....
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
TAK for din fantastiske brevkasse! Jeg har overhovedet ikke tal på, hvor mange gange jeg har hentet uvurderlig hjælp ved at læse dine svar på alle mulige problematikker om tør hud, sutteflaske, søvn, afføring, øjenbetændelse osv. osv.
1000, 1000 tak!
Du gør livet nemmere for nybagte forældre og deres afkom. 😊
De bedste hilsner fra
Lise, mor til dejlige Anna på snart 5 mdr.





