Svar: Mangel på moderfølelse

---

Kæreste du

Jeg er meget glad for at du skriver til mig:o)

Når man adopterer et lille barn har man ofte været igennem en lang periode, hvor man har fået hormonbehandling mv og gennem flere år har set frem til at det lille ønskebarn skulle komme.

Både en selv og omgivelserne har store forventninger til ankomsten af det lille barn og det forventes nærmest at man som mor nærer moderlige følelser med det samme, man ser sit barn.

Det er ikke acceptabelt at sige 'Jeg føler ikke noget for mit barn – mit barn er til tider ved at drive mig til vanvid!' I stedet mødes man med 'Åh hvor er det dejligt for jer, nu er I en lykkelig familie', hvilket man slet ikke føler.

Mange skammer sig i starten og skjuler at de har disse følelser eller at de mangler moderfølelsen for barnet, men det er helt naturligt og det at opbygge moderfølelse tager tid. For nogle kvinder kommer moderfølelsen først rigtigt, når man begynder at arbejde igen og man mærker, at barnet har savnet en imens det har været i institution. Eller når barnet bliver så stort at man får følelsen af, at man er den der er bedst til at trøste, og man er den der kender sit barn bedst.

Du bør bestemt ikke føle dig som en dårlig mor og du må prøve at lade være med at tænke på hvad andre tænker. Det er helt normalt at adoptivforældre føler sig 'forkerte' og hvad tænker andre ikke om mig,- synes de jeg er utaknemmelig osv.

Både du og din søn skal vænne jer til at være en familie og I skal lære hinanden at kende. Du skal ikke være ked af at din søn i øjeblikket foretrækker sin far, måske minder far ham om noget han kender. Jeg mødte engang en familie som havde adopteret en lille pige, som i lang tid ikke fandt tryghed hos nogen af forældrene, men mormor var den der duede. Måske var det hende trivelige figur og det grå hår, som gav pigen nogle trygge minder. Jeg nævner det bare for at fortælle dig at selvom det er hårdt, så er det naturligt at barnet ...

---

---

... søger tryghed ved noget der er genkendeligt på en eller anden måde og det har ikke noget med dig som person at gøre.

Lige nu har du det rigtig skidt, men tro mig tingene ændrer sig med tiden. Jeg har fuld forståelse for din frustration og jeg kan godt fornemme at du lige nu er i en periode, hvor du næsten ikke kan holde ud at være alene med ham, måske med tanke for ikke at slå til, eller angsten for at at du kommer til at gøre noget ved ham i din afmagt og frustration.

Alle forældre vil, uanset om det er et biologisk barn eller et adopteret barn, på et tidspunkt blive overrumplet over det følelsesregister sådan et lille menneske kan frembringe. Det er lige fra glæde og lykke til vrede, frustration og afmagt.

Jeg tænker at det vil være en rigtig god idé at du snakker med nogen om hvordan du har det. Ofte hjælper det at få sat ord på og fortælle igen og igen.

---

---

Har du haft kontakt til foreningen Adoption og Samfund (www.adoption.dk). Jeg ved at I her kan komme i en gruppe og møde andre forældre, som har stået i en lignende situation og jeg tror det vil være rigtig godt for dig at tale med nogen, som kan fortælle at de har haft det præcist ligesom dig. Det er altid rart at vide at man ikke er den eneste:o)

For nogen hjælper det også at tale med en psykolog og det behøver ikke at være et længere varende forløb,- bare det at tale med en, at få lette sit hjerte og så til en professionel, det kan være guld værd.

Jeg vil foreslå dig at gå ind på hjemmesiden www.gaia-instituttet.dk, som du også finder i min linksamling. Her kan man få hjælp, hvis man har det som du har det lige nu.

Derudover vil jeg sige at du måske skal gøre det legalt at være væk hjemme fra og lade far tage sig af jeres dreng. Simpelthen fordi du måske på den måde langsomt vil opleve følelsen af at savne dem/ham og opleve at de/han også har savnet dig.

Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke med det hele og sender dig et stort knus:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

Viden om børn:

---