Brev:

Skilsmisse - 5 år, 7 mdr.

Kære Helen

Min mand har i mandags truffet beslutningen om, at ham og jeg skal skilles. Vores forhold har kørt på pumperne i lang tid, med underskudskommunikation og frustrationer til følge. Jeg ønskede, at vi prøvede at komme igennem det sammen ved at gå i parterapi, men min mand så desværre ikke det samme lys for enden af tunnelen, som jeg gjorde/gør.

Jeg har et par spørgsmål i den forbindelse, men jeg har også brug for fortælle lidt om konteksten, så jeg undskylder på forhånd, at mit brev nok bliver lidt langt...

Det er en meget svær situation for os begge. Nok mest svær for mig lige nu, fordi jeg stadig ikke er afklaret med beslutningen og føler at den på brutal vis er blevet trukket ned over hovedet på mig, uden jeg kan gøre hverken fra eller til. Jeg slås derfor med store emotionelle udfald og har i det hele taget rigtig svært ved at overskue hverdagen. Jeg er sygemeldt på mit arbejde, for det kan jeg heller ikke overskue.

Jeg var ved lægen i går og fik en henvisning til en psykolog. Bruddet mellem min mand og jeg har nemlig sat en masse i gang inde i mig, bl.a. i forhold til min afdøde mor, der var alkoholiker og min far, der på mest forunderlig vis har formået at svigte mig gang på gang på det følelsesmæssige plan. Og så sørger jeg selvfølgelig også over tabet af både mand og idéen om kernefamilien og frygter den tid, jeg står overfor. Jeg føler mig i den grad alene, og tanken om at få en hverdag til at fungere uden min mand er helt utopisk lige nu.

Jeg føler, at jeg er krakeleret fuldstændigt. Min mand formår heldigvis at være stærk for os begge, når det kommer til vores to børn på 5 og 2 år. Han er faktisk en helt fantastisk god far lige nu og rummer alle konflikter og hverdagssituationer helt eksemplarisk. De ved endnu ikke, at der er taget en beslutning om skilsmisse, for der er jo ikke nogen af os, der ved, hvad der skal ske og hvornår, bl.a. i forhold til ny lejlighed og sådan noget, og så jeg er slet ikke afklaret nok i forhold til mine egne følelser, til at også at kunne rumme de følelser, der uundgåeligt vil komme til udtryk fra mine børn.

Har du i den forbindelse nogle anbefalinger i forhold til hvornår det er bedst at fortælle det til vores børn? Jeg tænker, at det jo hverken skal være for tidligt, så der går lang tid, inden den ene af os flytter. På den anden side kan man vel også fortælle det for sent, så børnene slet ikke får mulighed for at vænne sig til tanken og vi sammen kan tale om, hvad der skal ske.

Vi bor altså stadig sammen, og jeg har fortalt min mand, at det er meget vigtigt for mig, at han er der og vi kan agere familie og gøre ting sammen. Ja faktisk er det lettere at gøre ting sammen ud af huset end det er at sidde her lige nu, helt alene med mine tanker. Det er heller ikke alle vores venner og familie, der ved det endnu, men det er jo også ret nyt, og personligt har jeg valgt at dele det med dem, jeg mener kan hjælpe mig. Og så taler min mand og jeg også meget sammen, og vi er meget fokuserede på at skilles på en god måde og stadig være gode forældre sammen. Jeg har foreslået, at vi går i terapi sammen ...

... for at få afsluttet vores forhold på en god måde og få nogle redskaber til at håndtere de sorger, konflikter og frustrationer, der nok uundgåeligt opstår mellem forældre, der gået fra hinanden. Min mand er heldigvis med på idéen.

Vi har talt om, at vi meget gerne vil, at en af os bliver boende i lejligheden. Vi tænker begge, at det vil være det bedste for børnene. At de kan få lov til at beholde deres trygge base, deres værelse, deres rutiner osv.

Hvordan gør man overgangen for børnene så skånsom som mulig? Og hvad med deres aldersforskel? Vil de have forskellige behov for at være sammen med hhv mor og far, og hvordan griber man det an? Vi har tænkt, at den som flytter skal komme på besøg i den gamle lejlighed, så vi kan være sammen alle sammen. Så børnene også kan se, at far og mor kan være sammen og vi kan hygge os som familie. Men det er jo kun på tankeplan... For hvad hvis det ikke fungerer, hvis vi bare ender med at skændes, eller børnene bliver kede af det og ikke kan forstå, hvorfor vi ikke bare bor sammen.

Vi har også gjort os tanker om, at den der bliver i den gamle lejlighed også skal kunne besøge den nye lejlighed, så børnene ved, at alle er ok med at komme der. Igen er det jo på tankeplan, for det er jo slet ikke til at vide, hvordan har det, når vi først er flyttet fra hinanden.

Men vi er jo også begge klar over, at de skal opbygge både base, værelse og rutiner et andet sted også, når en af på et tidspunkt flytter. Hvordan involverer vi bedst børnene i det? Og skal de overhovedet involveres?

Vi vil rigtig gerne bo i nærheden af hinanden og skole (vores søn starter i SFO 1. juni) og institution, men de billige lejligheder hænger jo ikke bare på træerne. Men vi håber, at det lykkes!

Vi er begge meget opmærksomme på, at vores søn i forvejen skal tage stilling til en masse nye ting, når han starter i SFO/skole, og det virker meget brutalt, at han også skal forholde sig til at mor og far skal skilles. Hvordan håndterer vi den situation bedst? Vil det fx være en idé ikke at introducere et nyt/andet hjem, før han er startet (her er vi jo selvfølgelig også afhængige af, hvor hurtigt det går med at finde en ny lejlighed og gøre den indflytningsklar). Hvor meget hjemlig kontinuitet vil han have brug for? Og skal vi sluge nogle kameler og officielt blive boende sammen til der er kommet ro på hele SFO/skole situationen?

Vores datter er blevet RIGTIG glad for sin vuggestue (til forskel for den situation, jeg beskrev i mit sidste brev til dig for over et år siden). Hun er simpelthen den gladeste lille pige, som er fuldstændig forelsket i pædagogerne. De sidste dage af påskeferien gik også med at spørge til, hvornår hun skulle i vuggestue igen. Det betrygger os meget, at hun kan beholde sin trygge base i vuggestuen, men hun kommer jo nok også til at reagere på hele sutuatonen. Hvad kan vi forvente der, og hvordan imødekommer vi bedst hendes behov?

Puha, det blev til en masse ord... men det er også en svær situation. Jeg ser meget frem til dine tanker og overvejelser og håber det kan hjælpe os ind på den rigtige vej.

Mange hilsner

Anne

Læs Helens svar »

Hvordan skifter man ble med Olívy baby care?

En nem guide, som gør bleskift til en god oplevelse for dig og din baby

Som forælder ved du, hvor sart og fin dit barns hud er. Babyhuden er særligt sensitiv i bleområdet, hvor den samtidig er udsat for affaldsstoffer fra urin og afføring samt varme, fugt og friktion fra bleen. Det ...

Læs mere her

Viden om børn: