Svar: Opdragelse generelt

---

Hej med dig

Tak for dit brev :) jeg kan godt høre at I har lidt udfordringer i øjeblikket og som du selv skriver, så har din datter en alder lige nu, hvor hun naturligt prøver grænser. Det er helt normalt og hun lyder til at udvikle sig rigtig fint og være fuldstændig alderssvarende - det gør det naturligvis ikke mindre hårdt, men det vil måske hjælpe dig at vide, at det du oplever er normalt. Det er ikke fordi du nødvendigvis gør noget forkert og du behøver ikke opfatte dig selv som en dårlig mor :)

Din datter vil have perioder, hvor hun græder, skriger, råber, er sur, løber væk, bliver gal osv. ligesom hun vil have perioder, hvor hun er glad, smiler, driller, jubler, tydeligt bare er super lykkelig - det kan føles som om at hun skifter humør meget hurtigt, bedst som hun er glad og alt er super, så bliver hun frygteligt frustreret og ked af det. Og modsat, bedst som hun er ked af det, så bliver hun pludselig meget hurtigt glad igen. Der skal ikke ret meget til, så skifter humøret.

Det er uhyre vigtigt at du kan rumme dette, at du kan rumme hende. At kunne rumme betyder at du kan holde ud at hun har det som hun har det, at du ikke forsøger at ændre på det og at du ikke tager det personligt. Og især det sidste er meget vigtigt - hun må gerne blive ked af det, vred, sur, kan være glad osv. uden at det behøver have noget med dig at gøre og det er okay at hun har de følelser hun har - du skal lade hende vise sine følelser og vise hende at du stadig er der for hende uanset, hvordan hendes humør så er.

Hun har en svær alder i øjeblikket og det kræver stort overskud, tålmodighed, forståelse og omsorg at være forældre til en pige på 2-3 år. Jeres datter har rigtig meget behov for at I prøver at forstå hende og sætter jer i hendes sted, samtidig med at hun har behov for at der er visse regler og at I er konsekvente omkring disse. Det er super godt at du forsøger at opdrage demokratisk, forstået på den måde at du lytter til hende og lader hendes mening blive hørt - men det er også vigtigt at du i denne alder, overvejer meget, hvad du vil og ikke vil og holder fast i det nej du så giver.

Det er også vigtigt at du ikke giver hende for mange valgmuligheder, for børn i din datters alder vil reagere instinktivt og hvis du spørger hende om hun vil have banan eller pære, så svarer hun måske banan, får det og 2 minutter efter vil hun så hellere have pære. Hun handler lystbetonet og lysten kan skifte meget hurtigt. Faktisk ved hun ikke altid hvad hun selv vil eller ikke vil og det kan gøre tingene lettere for jer, hvis du ikke stille for mange spørgsmål, men tager nogle valg for hende. F.eks. omkring maden, så kan du give hende en tallerken med lidt forskellige muligheder, så kan hun vælge derudfra og det er så det tilbud hun får.

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har en vigtig rolle og prøver at handle bedst muligt alt efter situationen. Jeg ved godt at det er svært og nogle gange kan virke umuligt at skelne mellem reel gråd eller hysteri, men prøv ..:o)

Børn på jeres datters alder får ofte fortvivlelsesanfald og her er barnet ikke uartig. Hun er derimod oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, at hun ikke kan finde ud af noget osv. Det kan sagtens være små bitte ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget. Det har hun brug for at I forstår, hun har brug for en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre at I forstår det: "Bliver du bare så ked af det lige nu" eller "driller skoen, skal mor hjælpe dig" eller "det er også irriterende at mor skrællede æblet, når du hellere ville have det skåret ud ...".

Jo mere du kan sætte ord på, jo bedre er det, for på den måde hører hun at du forstår hende. Hun vil også naturligt i takt med at hun bliver ældre og bedre til at tale, kunne rette dig "mig ikke ked af det, mig sur!" og så kan I tage udgangspunkt i det.

Du skal overveje hvilke konflikter du tager. Er der egentlig noget i vejen for at hun får sin vilje i lige netop den situation. Siger du nej, fordi du er træt og ikke orker mere, fordi det nu bare er blevet en principsag eller er det et reelt nej, fordi hun ikke må noget, som du f.eks. ved kan være farligt for hende. En dag kan ...

---

---

... meget hurtigt blive fyldt med nej, nej, nej, hvilket et utroligt opslidende for både barn og forældre og derfor må man nogle gange give efter, indgå kompromis eller sige okay, hun får det hun gerne vil. Hvis hun en gang imellem oplever Ja, så vil hun også lettere kunne acceptere et nej andre gange.

At indgå kompromis handler om at give alternativer. Hvis din datter beder om at få en is 15 minutter før I skal have aftensmad, så kan du sige "Du kan ikke få en is, men se her er et stykke agurk i stedet". Det er ikke sikkert at hun er med på det, men hvis du har besluttet at hun ikke skal have is, men mere sufficient kost, så er det sådan. Her må du så igen sætte ord på "Du vil bare så gerne have en is, men vi skal have aftensmad først". Hold fast i den beslutning der kommer, også selvom hun så bliver gal, smider sig på gulvet og græder, fordi tingene ikke går ligesom hun vil.

Når I er ude, så er det vigtigt at hun ikke løber væk fra dig, da du naturligvis er nødt til at sikre at hun ikke kommer til skade. Det er dog helt naturligt at hun forsøger, hun øver sig i at adskille sig fra dig og mange 2-3 årige børn løber væk, gemmer sig osv. Hun må enten sidde i indkøbsvognens sæde eller du kan have hende i en klapvogn.

For at hun også skal kunne gå selv, så kan du lave en lille sele, en rem, som hun kan holde i. Selen kan du sætte på klapvognens eller indkøbsvognens side og så skal hun holde fast i den, når I går. Hvis hun ikke gør dette og løber sin vej, så må hun sættes op i vognen. Du er altså nødt til at lære hende, at hun gerne må gå selv, hvis hun holder i selen, men løber hun sin vej, så må hun sidde i vognen. Dagpleje-mødre bruger ofte sådanne seler på siden af barnevognen, så de største dagpleje-børn kan gå selv og de mindste være i vognen.

Med hensyn til protest mod at skulle sove, så kan dette handle om flere ting. Måske er hun ikke træt nok, når du putter hende og har måske brug for at du putter hende senere.

Det kan også være at hun har brug for at du sætter dig hos hende, læser en historie og taler lidt om dagen der er gået. Hvis du sidder hos hende, så falder hun måske til ro. Det er vigtigt at gøre slutningen af dagen til noget hyggeligt.

---

---

Måske har hun brug for at få en åben seng, så du netop kan sidde hos hende. Hvis hun er ked af at komme i seng, så er det måske tremmerne hun ikke bryder sig om, fordi de forhindrer hende i at komme ind til dig om natten ...

Måske er hun bange for mørke og har brug for at have en lille natlampe tændt og døren ud til gangen stående åben, så hun kan høre at I stadig er der og at hun ikke er helt alene.

Der er og kan være masser af grunde til at hun pludselig ikke vil lægge sig til at sove og det er vigtigt at du forsøger at finde ud af, hvad det kan handle om :)

Med hensyn til at blive siddende ved bordet eller lege med familien, så er I her nødt til at blive enige om, hvad regler der gælder. Det nytter ikke noget at du synes hun skal blive siddende og bedsteforældrene så giver efter og går med hende. Du skriver at du bliver ked af det, fordi bedsteforældrene ikke får lov til at spise færdig - jeg tænker at det faktisk ikke er dit problem, hvis farfar har behov for at spise færdig, så må han jo sige fra overfor jeres datter ... De bøjer sig og du kan ikke opdrage på dem.

Hvis du har et ønske om at hun skal blive siddende eller lege for sig selv, så må du holde fast i dette. Så må I voksne tale om at det er vigtigt at hun lærer dette og så må hele familien holde fast i at sådan er reglerne. Det kan ikke nytte noget at nogen siger noget og nogle andre noget andet - slet ikke, når du bliver frustreret og ked af det :)

Du skriver at du er frustreret og ked af det og at du føler dig som en fiasko som mor ... Jeg tænker at du måske har brug for at tale med en som kan rådgive dig hjemme. Det kan være sundhedsplejersken du ringer til, det kan også være at der i kommunen hvor I bor er ansat familieterapeuter, som tager ud og giver gode råd. Jeg synes du skal prøve at ringe til kommunenens sundhedsplejersker og høre, hvad mulighed der er for jer. Selvom jeres datter er 2 år nu, så kan du stadig godt få rådgivning derhjemme og sundhedsplejersken vil enten selv kunne aflægge jer et besøg eller henvise jer videre :) Hvis din datter går i vuggestue, så kan du også tale med pædagogerne der :)

Jeg håber du kan bruge ovenstående lidt videre, fortsat held og lykke.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---