Brev:

Bøvl i børnehaven

Kære Helen

Vores store pige er startet i børnehave. Hun startede for et par måneder siden.

Min mand og jeg havde nok forventet, at overgangen ville blive rimelig nem - hun var supernem at køre ind i vuggestuen og har altid været glad for at komme i vuggestue og været vellidt af børn og voksne. Yderligere flyttede hun samtidig som hendes bedste venner, og de kom også på stue sammen.

Desværre er det ikke helt gået, som vi håbede. Vi hører næsten dagligt, at vores datter fortæller, at der er nogen, der har drillet, slået eller skubbet, så hun er blevet ked af det.

Jeg synes også, at overgangen til børnehaven var lidt svær. De voksne er ikke helt så tilgængelige som i vuggestuen, og det var nogengange svært helt at få et overblik over, hvordan dagen var forløbet.

Jeg har taget kontakt til pædagogerne for at høre, hvordan de vurderer, at det går med det hele. Jeg tror godt, at de kunne mærke, at jeg er lidt bekymret, og siden har de været meget opsøgende overfor mig, så jeg synes, at der er kommet gang i en fornuftig dialog, og jeg har fået et lidt bedre overblik over, hvad der rent faktisk foregår. Det er jo rart.

De beskriver, at min datter er en følsom type, der har lidt let til tårer. Der skal ikke så meget til at slå hende ud. De siger ganske vist også, at hun altid kommer hurtigt over det, og så er hun på banen igen.

Herhjemme har hun også tendens til at være pyldret. Det sker nærmest pr. automatisk, at når hun skal spørge om noget, så sker det med "grædestemmen". Jeg er ved at blive skør af det, og jeg ber hende tit om, at hun bruger sin almindelige stemme, for det andet er faktisk lidt træls at høre på. Det lyder lidt hårdt, når jeg selv læser det på skrift, men det er virkelig irriterende, og det virker som en rød klud foran mig.

Jeg er med på, at tonen selvfølgelig er lidt hårdere i børnehaven, og det kan jo nok også tage tid lige at finde sin plads. Det er jo også naturligt, at der opstår konflikter i løbet af en dag, og selvfølgelig bliver hun ked af det, hvis der er nogen, der slår eller driller. Men nogen gange vender tingene jo også den anden vej: En pædagog beskrev, at vores datter i dag tog et stykke legetøj ud af hånden på et andet barn. Det andet barn blev vred (forstår man jo godt) og hev tingen til sig igen. Også ...

... begyndte vores datter at græde – selvom hun jo i den situation var grunden til konflikten.

Hun hænger meget fast i sine gamle venner. For tiden går de virkelig hinanden på nerverne, fornemmer jeg. Og pædagogerne har prøvet at opfordre dem til at søge lidt alternative legekammerater, men de VIL åbenbart være sammen. Også selvom de komme op at skændes mange gange om dagen.

Vores datter sover heller ikke længere til middag, og det kan jo også være en medvirkende faktor til, at hun er så tyndhudet. Men jeg synes nu faktisk, at hun klarer det rigtig flot. Hun er langt mere følsom overfor lavt blodsukker – det har pædagogerne også bemærket, og jeg fornemmer, at de sørger for, at hun lige får lidt at spise og lidt vand, hvis hun er ved at gå sukkerkold.

Hun er rigtig dygtig med sit sprog og fortæller mangt og meget – både ting, som (måske) rigtig er sket, men hun har også en meget livlig fantasi – f.eks. tror jeg ikke helt på, at hun nogen gange lige flyver sig en tur over legepladsen – bare ud med armene og afsted :-) Det er jo fint med en god fantasi, men det kan også være lidt svært for os helt at finde hoved og hale i fiktion og fakta.

Jeg synes selvfølgelig, at det er synd for hende at hun skal bryde sammen og græde mange gange i løbet af en dag, og jeg vil så gerne have, at det bliver lettere for hende. På den anden side, så synes jeg også, at hun er nødt til at komme lidt ind i kampen. Alt det hylen kommer man jo ingen vegne med.

Jeg forsøgte at snakke med hende i dag. Sige, at hun jo er en stærk pige og rigtig god til at tale med folk. Jeg har sagt, at hun skal sige stop, hvis der er nogen der driller. Og hvis bedstevennerne slår, så skal hun også sige, at det vil hun ikke have. Så må hun sige, at hun ikke gider at lege med nogen, der slår. Hun skal jo ikke bare være prygelknabe og være den der altid græder over det mindste.

Jeg kan godt selv høre, at det måske er store krav til en lille pige, men jeg synes virkelig, at hun fortjener bedre. Jeg fortalte også, at der jo også nogen gange er nogen på mit arbejde, der siger noget til mig, så jeg bliver ked af det. Hun virkede helt forundret over, at det også kunne ske for mig :-)

Hvordan hjælper vi vores datter til at blive lidt bedre til at klare de daglige konflikter?

Venlig hilsen
Ravnemor

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

21. august 2025 | Udvikling | 3 år

Svær børnehavestart - 3 år

Kære Helen, Jeg skrev til dig for ikke så længe siden om vores dreng J på...

Læs hele brevet og Helens svar

5. august 2025 | Renlighed | 3 år

Toilettræning - men ingen afføring

Kære Helen. Vi søger lidt hjælp ang. vores tvillinger på 3 år som vi lige...

Læs hele brevet og Helens svar

1. august 2025 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

En umulig ulvetime

Kære Helen. Så er det mig igen. Tak for svar sidst ift. lillesøster. Nu...

Læs hele brevet og Helens svar

22. juli 2025 | Kost og ernæring | 2 år, 11 mdr.

Madvaner hos 3-årig dreng

Kære Helen, Det er første gang, jeg skriver til dig, og der kommer...

Læs hele brevet og Helens svar

17. juni 2025 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

Søskendekonflikter

Kære Helen Der har nu været en lang periode hvor min datter på 3 år og søn...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: