Brev:

Savner fysisk kontakt

Kære Helen,

Jeg har længe "luret" på din side og nu endelig meldt mig ind, da jeg synes, du giver nogle rigtig gode og brugbare svar. Jeg tror godt, jeg kunne bruge et par gode råd ind imellem.

Kort fortalt om mig:
Jeg er 27 år, førstegangsmor og udenlandsdansker i Schweiz, hvor der desværre ikke rigtig eksisterer hverken sundhedsplejerske, mødregrupper eller aktiviteter for helt nye mødre og små babyer.

Mit problem ligger i, at jeg simpelthen savner min datter så utrolig meget hele tiden, mest af alt fysisk kontakt med hende. Her får du lige vores forhistorie for at kunne forstå hvorfor:

Min datter blev født den 13-09-09 og er et rigtig ønskebarn.
Tiden efter fødslen har været svær for mig, selv om min mand har været og stadig er en hjælp langt ud over, hvad man nok kan forvente. Amningen lykkedes aldrig til stor skuffelse for mig. Jeg følte virkelig, jeg prøvede men hun ville ikke suge, skreg og sparkede helt vildt. Hun var så frustreret. Senere fandt vi ud af, at fejlen nok lå i, at hun de 5 første dage af sin tilværelse havde fået flaske på hospitalet. Først da det var for sent fandt vi ud af, hvor hurtigt de vænner sig til det.

Hun var lidt lille (2760 g og 45 cm) og efter at havde lært at suge fra flasken, havde hun måske ikke kræfter til det med brystet. I hvert fald var vi nødt til at give op med at forsøge efter 3 uger og et hav af divergerende vejledning, for psykisk blev jeg bare mere og mere ked af det. Så den beslutning blev jeg nødt til at tage - kraftigt opfordret af min mand, der kunne se, hvor svært det var for mig.

Jeg har hele tiden pumpet min mælk med elektrisk pumpe, men nu da hun skal have så meget (ca. 150 ml x 5) kan min mælkeproduktion ikke følge med. Jeg pumper derfor 6-8 gange i døgnet (inkl. nat) for at kunne give hende en enkelt flaske af min mælk. Jeg er så ufattelig træt af den dumme pumpe. Vi har allerede haft den med en gang til Danmark. Den fylder en hel kuffert og nu skal vi hjem på juleferie med barnevogn og en hel masse udstyr til 3 uger, hvor vi skal rundt med tog i hele Danmark for at besøge familie og igen skal jeg have den dumme pumpe med.....

- og så er der jo også al den tid, der går med det. Det er en stressfaktor i sig selv, når man ikke er hjemme. Man kan jo ikke ligefrem sidde der i dsb-toget med den! Alligevel kan jeg ikke ligge den pumpe fra mig, for jeg føler et behov for at kæmpe til det sidste med den, til der ikke længere kan presses en enkelt dråbe ud, så jeg ved, jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for hende. I det nye år skal vi også på en del småture og ferie, da min mand har barselsorlov i 3 måneder.

For at få mere fysisk kontakt til Isabella købte jeg en god slynge. Hun skreg dog, når vi skulle have hende i den. 3 gange lykkedes det at få hende i den i "newborn" stilling, og hun faldt i søvn med det samme og sov rigtig godt. Det var så skønt for mig at have hende sådan. Nu kan hun ikke længere "mases samme til en lille kugle", så hun kan ikke ligge i den stilling i slyngen, og jeg bruger den derfor ikke. Baby Bjørn selen har jeg så prøvet, men den kan hun ikke lide at sidde i ret længe. Jeg tror, den er en del hårdere for hendes ryg.

Vi har ...

... lært hende at falde i søvn ved egen hjælp i lift og nu er vi begyndt at lægge hende i hendes egen seng (i vores soveværelse) og der falder hun fint i søvn. Faktisk vil vi vildt gerne have hende over i vores seng nogen gange... f.eks. om morgenen men det vil hun ikke. Hun bliver meget urolig og nogle gange ked af det. Vi burde måske være glade for, at hun fint kan falde i søvn for sig selv, men vi savner faktisk hendes selskab!

Hvis jeg står og kigger på hende, nusser hende eller synger lidt kan hun ikke falde i søvn. Hun lægger sig kun til at sove, når hun er alene og ikke kan se os. Jeg ville ellers gerne være hos hende, og måske holde hendes hånd indtil hun sov. Når hun sover har vi begge to - men særligt mig når jeg er alene med hende i dagtimerne - stort lyst til at tage hende op og være sammen med hende. Hvis hun ligger glad og vågen i sin seng med store øjne, skal vi så tage hende op eller vente til hun selv kalder på os??

Jeg har prøvet at få hende til at ligge på mit bryst, men det vil hun ikke. Hun har fået en sut og den er hun blevet helt vildt glad for. Hun bryder ud i voldsom gråd hvis hun taber den i søvne. Det er nærmest som om den sut har snuppet min plads nu!

Trods min mands store indsats på alle områder, har jeg været ret ked af det efter fødslen. Nogen gange overmaner den følelse mig, og jeg forstår slet ikke hvorfor, da jeg har al grund til at være så glad. At få barn har tydeligvis sat en masse tanker igang om at være mor og mit forhold til min egen mor, som jeg altid har syntes var og stadig er alt for fraværende og meget lidt fysisk. Derfor er det så vigtigt for mig, at være så tæt på min egen datter.

Men det er svært - jeg kan nærmest ikke få nok af hende! Tanken om at hun nu til jul skal hjem til familien og "gå fra arm til arm" er svær, da jeg ved, jeg så selv får mindre tid med hende, men de skal jo også have lov selvfølgelig.....

Hvordan tror du min datter oplever det at se mig ked af det. Jeg prøver selvfølgelig at være glad, så hun ikke opdager noget, men de mærker det jo nok alligevel. Nogle gange er jeg også kommet til at græde mens jeg har givet hende flaske, og jeg prøver så at undgå øjenkontakt med hende.

Min mand har "sat mig igang" hos en dansktalende psykolog hernede, for jeg magtede ikke rigtig selv at tage initiativet. Jeg vil jo gerne have det bedre, så jeg håber, det hjælper.

Alt dette for at sige, at vi prøver forskellige måder at være sammen med hende på, men jeg kan bare mærke, at jeg slet ikke får nok fysisk kontakt med hende. Det eneste jeg kan gøre er at bære rundt på hende. Ellers kan jeg lægge hende foran mig og synge for hende. Men jeg ville også så gerne kunne sove eller bare ligge og slappe af med hende.

Kan det virkelig være, at hun ikke kan lide så meget fysisk kontakt?? Jeg tror ikke rigtig på det..... Kunne bare så godt tænke mig, at hun ville putte sig ind til mig eller min mand i det mindste.

Undskyld, hvis denne mail blev lidt for lang og rodet. Jeg håber du forstår, at problemet er ikke, at jeg ikke magter min datter, men derimod alle de tanker jeg har haft efter fødslen.

Kan du hjælpe mig med at få et tættere forhold til hende?

Mange hilsner L

Læs Helens svar »

Derfor vælger flere Tiny Tumult – blødt tøj til sensitiv hud

Kender du følelsen, når selv det blødeste tøj ikke er blødt nok til dit barns sensitive hud? Hos Tiny Tumult skaber vi præcis dét, mange forældre leder efter: silkeblødt, ansvarligt produceret børnetøj, der giver dit barn komfort og bevægelsesfrihed – og dig som forælder ro i maven.

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

20. oktober 2025 | Kost og ernæring | 3 mdr.

Småtspisende baby - 3 mdr.

Hej Helen. Tak for dine gode råd til mit tidligere brev. Det har hjulpet...

Læs hele brevet og Helens svar

6. oktober 2025 | Udstyr | 2 mdr.

Påklædning - efterår og temperaturer

Kære Helen Min dreng er nu 10 uger gammel og da vi de sidste dage har haft...

Læs hele brevet og Helens svar

6. oktober 2025 | Diverse | 2 mdr.

Grøn afføring - 10 uger

Hej Helen Vores dreng er nu blevet 10 uger, og han trives umiddelbart rigtig...

Læs hele brevet og Helens svar

6. oktober 2025 | Sovevaner | 2 mdr.

Hjælp søges efter 7 dage uden egentlig søvn

Kære Helen. Jeg har en dreng på 10 uger. Født med akut kejsersnit. Han sad...

Læs hele brevet og Helens svar

4. oktober 2025 | Sovevaner | 2 mdr.

Søvn - Korte dagslure og sover godt om natten

Hej Helen Jeg har længe fulgt dig og brugt din bog om søvn, da min store...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: