Brev:

Så kom selvstændighedsalderen

Kære Helen

Jeg skrev til dig i maj, efter at vi havde mistet Simons far i januar. Meget er sket siden da, og vi har fået en god og regelmæssig hverdag. Jeg har fået rådgivning fra en psykolog med speciale i børns sorg, og hun mener, at Simon fungerer helt normalt, og at jeg håndterer hans sorg og savn så godt som muligt.

Simon er startet i en 'storegruppe' i den integrerede institution for børn, der skal i børnehave indenfor det næste halve år. Det er han rigtig glad for, og han bliver så dygtig til selv at skifte tøj, spise med kniv og gaffel, tegne etc. Han udvikler sig med stormskridt, ikke mindst sprogligt.

Selvstændighedsalderen er sat ind med fuld styrke, og hans adfærd svarer helt til den, jeg ser hos mine venners børn, og som den beskrives af andre forældre her på siden.

Der er dog én ting, som er særligt svær. Min søster og hendes veninde har boet hos os siden juli. Efter at have mistet min mand er det skønt med selskab, og vi hjælper også hinanden praktisk. Simon har altid været glad for både moster og tante, som vi kalder veninden. De kender ham virkelig godt og er vant til at passe ham.

Men den seneste måneds tid er han begyndt at afvise moster på en meget hård og kontant måde. Han råber og skriger af hende, hun må ingenting, og værst af alt så slår han hende hver dag, så hårdt han kan. Et roligt men bestemt nej fra hende eller mig hjælper intet. For at få ham til at holde op må jeg enten aflede opmærksomheden eller blive rigtigt vred. Ind imellem holder han op, når han kan se, at moster er næsten grædefærdig. Men det kan ikke være rigtigt, at vi skal så langt ud flere gange om dagen.

Når moster kommer hjem fra arbejde, kan han finde på at stille sig op i døren og råbe, 'du må ikke bo her', 'gå din vej', eller lignende. Han blokerer, så hun ikke kan komme ind. Han kan finde på pludselig at slå ud efter hende med gaflen, når vi spiser. Og så videre...... Det er ikke skuespil - man kan se på Simon, at han er oprigtig ...

... vred på hende - men uden en åbenlys grund.

Jeg er begyndt at fjerne ham fra hendes værelse, når han ikke kan være sød ved hende og nægte ham adgang, indtil han kan være sød. Jeg forklarer ham stille og roligt, at moster bliver ked af det, at det gør ondt at blive slået, og at jeg og hun ikke vil have det. Samtidig viser jeg i handling, hvordan man er sød ved moster.

Det er nu så slemt, at min søster næsten ikke kan holde ud at bo her. Det er ikke acceptabel adfærd fra sådan en lille dreng.

Simon er som altid morsyg, og det er som altid ok. Det er i orden, at kun mor må hjælpe og nusse ham, når jeg er der. Men han er begyndt at opføre sig babyagtigt for at få opmærksomhed. Jeg er en baby siger han, kravler på gulvet, imiterer babygråd etc. Det næste øjeblik kan være præget af et hysterisk anfald over, at der ikke er nok melboller i suppen. Han siger glad farvel i institutionen om morgenen - balladen opstår først, når han skal hentes, hvor han egentlig gerne vil med hjem, men hvor hvert et lille skridt er en kamp for at overtale ham til at få tøj på etc. Der prøves grænser af KONSTANT i det store og det små.

Simon udviser ikke separationsangst i forhold til mig og sover heller ikke længere i min seng. Så jeg vurderer ikke, at han efter sin fars død er blevet utryg.

Vi nusser og kæler rigtigt meget, og den bedste tid på dagen er, når vi ligger sammen i min seng en halv times tid og vågner op, mens vi putter sammen under dynen. Han får lov at være 'lille' og sidde tæt ind til mig med dyne og sut og bare blive aet og fortalt, at han er en god dreng om aftenen, når han er træt og pivet efter en lang dag. Det har han rigtigt meget brug for nogle dage. Han hjælper også til herhjemme, og er rigtig stolt, når han for eksempel kan servere en smoothie, som han har hjulpet med at lave.

Kan du se en forklaring på, hvorfor moster skal behandles så hårdhændet? Og hvad kan vi gøre, som vi ikke allerede gør, for at det bliver bedre?

Mange hilsner
L

Læs Helens svar »

Baby sok med pulsmåler - hvad er det?

De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

6. april 2026 | Sovevaner | 2 år, 3 mdr.

Lur og sovetid aften

Kære Helen. Jeg har en skøn og glad pige på 2 år og 3 mdr. Vi har de seneste...

Læs hele brevet og Helens svar

16. marts 2026 | Opdragelse | 2 år, 9 mdr.

Selvstændighedsalder del 2

Kære Helen Tak for dit svar omkring vores datter på 2år og 9mdr. Det har...

Læs hele brevet og Helens svar

11. marts 2026 | Opdragelse | 2 år, 9 mdr.

Afvænning af sut - 2 år, 9 mdr.

Kære Helen Jeg har lige brug for at følge op på mit brev om afvænning af...

Læs hele brevet og Helens svar

11. marts 2026 | Sovevaner | 2 år, 9 mdr.

Selvstændighedsalder - 2 år, 9 mdr.

Kære Helen Jeg skriver til dig om noget som er svært for mig, noget jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

24. februar 2026 | Opdragelse | 2 år, 8 mdr.

Afvænning af sut - 2 år, 8 mdr.

Hej Helen Jeg har tidligere skrevet til dig om vores datter på 2 år og 8 mdr...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: