Svar: Lære at falde i søvn alene - 8 år

---

Kære Mor

Tak for dit brev :) Det er rigtig godt du skriver, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig.

Det er naturligt, at børn i periode kan være angste for at være alene, kan have svært ved at være uden deres forældre, bekymrede for at lægge sig til at sove, bange for at vi går fra dem osv. Men nogle gange bliver frygten for adskillelse så stor, at der er tale om angst - det man kalder separationsangst - og når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at det lyder som om, at jeres datter har angst...

- Du beskriver en pige, som har svært ved at falde i søvn selv. Hun kan ikke lide at ligge i sin seng på sit værelse alene, hun vil have, at I sidder hos hende indtil hun er faldet i søvn - og hvis I forsøger at gå, så bliver hun rigtigt ked af det.

- Du beskriver også en pige, som har svært ved at sige farvel, når hun skal afleveres i skolen om morgenen. Hun kan ikke vinke farvel til jer og selv gå ind i skolen, I skal med, og der skal være en voksen til at sige farvel sammen med hende.

- Du beskriver en pige, som har brug for, at I bliver hos hende, når hun skal til sport. I må ikke køre derfra, det er vigtigt for hende, at hun ved, at I sidder udenfor og venter, så hun på den måde har en sikkerhed om, at I er der.

- Du beskriver en pige, som ikke vil lege hos andre børn. Hvis hun skal lege med nogen, så skal det foregå hjemme hos jer. Hun er mest tryg derhjemme og bliver usikker over at være hos andre.

- Måske har hun også fysiske reaktioner f.eks. klager over ondt i maven, ondt i hovedet eller lignende, hvis I taler om, at hun i morgen eller senere på dagen skal være væk fra jer i en periode....

Alt det du beskriver, er alt sammen tegn på, at hun har en overdreven følelse af savn og utryghed, at hun er bekymret på en måde, som er ved at tage lidt overhånd, og det lyder som om, at hun begynder at gøre sig tanker om, at det kan være farligt at være væk fra mor og far, at der kan ske jer noget, hvis I ikke er sammen osv.

Selvom separationsangst i perioder er helt normalt, og selvom børn også er forskellige og udvikler sig forskelligt, så er de ting, du nævner, nogle ting, hvor man tænker, at hun i en alder af 8 år burde kunne klare disse, men det kan hun ikke - og det lyder som om, at der gradvist er flere og flere ting, som hun undgår, fordi det bliver sværere og sværere for hende.

Når man har et barn med angstsymptomer, så kommer man meget let til at indrette hverdagen på en måde, så man hjælper barnet med at undgå det, som føles svært. Når I ved, at jeres datter har svært ved at sige farvel, så hjælper I hende med at finde en voksen, som kan sige farvel sammen med hende, når I ved, at hun ikke vil lege hos andre, så sørger I for at legeaftaler bliver hjemme hos jer, når I ved, at hun ikke kan falde i søvn på sit værelse, så bliver I siddende til hun sover... osv. ...

---

---

... osv. I skal derfor medtænke, om I selv gradvist kan være med til at forstærke jeres datters separationsangst og gøre det sværere for hende...

Det er ofte en god idé at arbejde med at ændre en til to ting af gangen - f.eks. starte med at lære hende, at hun godt kan sove på eget værelse. Det er ikke farligt at ligge i sin seng, I er der, passer på hende, og hun kan være helt tryg - selvom I sidder i stuen. Hun kan naturligt kalde på jer, hvis hun vågner af en drøm osv.

En måde at nå frem til dette kunne f.eks. være at tale med hende om, hvad hun er bange for. Sætte ord på, at hendes krop har brug for at slappe af, ligge stille og roligt i sengen, og hele tiden berolige og betrygge hende i, at I er der, passer på hende.

Det kan være en god idé at lade hendes dør til værelset stå åben, så hun kan høre jer, og I må meget gerne gå frem og tilbage, så hun igen og igen betrygges i, at I er der for hende og naturligt "tjekker ind" en gang imellem, lige kysser en ekstra gang, putter dynen om hende osv., før I så går igen.

Det kan være dejligt for hende at ligge og lytte til lidt afslappende musik, det kunne også være en lydbog eller lignende. Meget gerne noget, som hun kender og også kender slutningen af, så hun ikke ligger og holder sig vågen for at høre, hvordan historien ender, men når dertil, hvor hun finder tryghed i netop genkendeligheden i at høre det samme. Og I behøver ikke sidde og lytte med ;)

---

---

Det er godt, hvis der ikke er en masse lys på værelset, som kan være med til at holde hende vågen, så nogle gange kan lys i rummet op mod værelset være bedre end lys på selve værelset. Modsat, så kan en natlampe med svag belysning også være med til at give ro, og nogle børn har stor glæde af stjerner eller lignende, som kan sættes op på loftet og lyse i mørke...

En sovebamse kan være en rigtig god idé, og måske vil hun have glæde af at få lov til at sove med en af jeres dyner, hovedpude eller lignende, så hun på den måde oplever at have noget af jer tæt omkring sig. Når far ikke kan sidde der, så kan det at sove med fars dyne måske hjælpe...

Når alt dette er sagt, så kan jeg dog ikke diagnosticere, og det kan I heller ikke - derfor er det vigtigt, at I taler med lægen og f.eks. skolepsykologen omkring jeres datters reaktioner. I kan kontakte kommunens PPR (her sidder børnepsykologerne), I kan også kontakte skolesundhedsplejersken og tale med hende omkring jeres datter og hendes reaktioner og drøfte mulighederne for at få hjælp, hvor I bor :)

Jeg ved fra jeres tidligere breve, at jeres datter gennem længere tid har vist tegn på angst. Jeg tænker derfor, at det er vigtigt, at I nu søger hjælp til at komme videre. Hvis hun har angst, så skal det tages alvorligt, så hun ikke får voldsommere angstlidelser senere hen i livet...

Håber I kan bruge dette lidt videre, stort knus med på vejen :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sygdom:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---