Svar: Kraftige reaktioner

---

Kære bekymrede mor

Tak for dit brev og din meget fine beskrivelse af din dreng, og de ting du oplever - dejligt at høre fra dig igen, og stort tillykke med 1 års dagen, hvor går det bare hurtigt:)

Det første jeg vil sige er, at det lyder som om, at I har en meget fin dreng, der er rigtigt godt i gang med en sund og alderssvarende udvikling. Der er ikke noget i det, du beskriver, som tyder på, at der skulle være noget galt, tværtimod:)

Når I oplever, at han reagerer mere derhjemme og slår mere ud efter jer, griner af jer, når I siger nej osv. så er det fordi han er meget tryg ved jer forældre. Det er ofte tegn på, at han har en grundlæggende følelse af, at mor og far er der for ham - hvilket er meget godt og meget vigtigt. Den samme tryghed og tillid har han naturligt ikke til personalet i vuggestuen, så derfor afprøver han ikke grænser på samme måde her.

Det betyder naturligvis ikke, at I ikke skal lære ham, at ae i stedet for at rive, eller lære ham, at I ikke bryder jer om, at han bider eller slår. Derfor er det også rigtig fint, at du netop forsøger at sige "ae-ae" i stedet og viser ham, hvordan han kan kærtegne jer. Han er dog stadig så lille, at han naturligt har svært ved at kærtegne. Han har svært ved at styre sine bevægelser, så det, der er ment som kærlig nus, kan let blive til slag, ligesom kys kan blive til bid.

Derfor er det vigtigt, at I forsøger at stoppe den nære kontakt, før han forløber sig. Så når I kysser og krammer, sidder og nusser osv. så vender I ham rundt eller afleder ham på anden vis, før han når at "sætte tænderne i jer".

Det er også vigtigt, at I anerkender hans spirende selvstændighed. Han viser, som du skriver, naturligt mere og mere egen vilje, og tegn på, at han gerne vil selv. Når han protesterer mod at blive lagt på puslebordet, ikke vil skiftes osv. så er det sandsynligvis ikke selve skiftningen, som han protesterer imod, men det at I tager ham, lægger ham ned og begynder at tage tøjet af ham.

Derfor er det vigtigt, at I her anerkender hans selvstændighed, og her er det ikke nok at aflede ham ved at give ham forskellige ting i hænderne, her er det vigtigt, at I inddrager ham, så I netop lader ham deltage og dermed føle sig selvstændig. Det kan f.eks. være ved at lære ham selv at løfte numsen, når bleen skal lægges under ham. Han kan f.eks. støtte fødderne i puslepladen og selv løfte sig op, når du siger "løft numsen, skat" eller lignende. Han kan også få en vaskeklud i hånden og prøve at vaske sig selv lidt (naturligvis ikke, hvis der er afføring).

Og så kan det faktisk være en god idé nogle gange at lade ham stå op og blive skiftet. Anerkende, at han ikke har lyst til at ligge ned, og har han blot en tisseble, så kan han sagtens stå op på gulvet, når han skal have en ren ble på. I kan bruge buksebleer, som gør det noget lettere netop at skifte ham stående. Og hvis han en gang imellem oplever, at han kan blive skiftet på denne måde, så vil han sandsynligvis lettere acceptere, når han nogle gange er nødt til at ligge på puslebordet:)

Jeres dreng er stadig så lille, at han har svært ved at forstå et nej. Det er i princippet rigtig godt, for det er vigtigt, at han har lyst til at udforske verden og finde ud af sig selv og sine omgivelser, så derfor er det godt, at han bliver ved og ved, fordi han derved lærer :) Men, når verden så går ham imod, når han mærker, at I vil noget andet, end han vil, så bryder hans verden sammen.

Og så bliver han ofte oprigtigt ked af det, frustreret og fortvivlet. Han er ikke uartig, men bryder sammen, fordi han ikke forstår, hvorfor tingene ikke kan være, som han gerne vil. I en sådan situation er det vigtigt, at I forsøger at lytte til ham og forsøger at genformulere det, som du tænker er hans ønske eller den følelse, han har f.eks. "sååå, bliver du bare så ked af det, sååå", eller "det er også dumt, at... ". På den måde kan han høre, at du lytter til ham og forstår, hvad det er, han gerne vil - også selvom det ikke altid bliver, som han ønsker sig det.

Det samme kan du f.eks. gøre ved puslebordet, eller når han skal have en ren ble på eller bukser på - f.eks. sige: "jeg skynder mig, så er det hurtigt overstået", "nu skal du bare have bukserne på, så kan du lege igen" - så han igen og igen føler, at du lytter til ham, og så han føler sig forstået. Du kan også her inddrage ham ved f.eks. at spørge, hvor hans fødder er henne og bede ham hjælpe med at komme den ene fod i buksebenet, og så den anden fod osv. Det vil også være med til at styrke hans ordforråd og dermed sproglige udvikling.

Når I siger nej til ham, eller når I stopper ham i noget, som han er i gang med, så vil der strømme adrenalin rundt i kroppen på ham, og her påvirker det rigtig mange ting. Adrenalin vil f.eks. gøre at muskelmassen øges. Det vil du opleve ved, at du får svært ved at holde ham. Han kan pludselig virke ekstra stærk, ...

---

---

... han stritter imod, protesterer fysisk. Du kan måske se, at hans pupiller trækker sig sammen, hans puls og blodtryk stiger, og du vil også kunne opleve, at han kan virke "helt ude af den". Det er også i disse situationer, at han f.eks. kan finde på at bide dig.

Det er ikke farligt, når adrenalinen strømmer rundt i kroppen, men det er vigtigt, at du hjælper ham med at finde ro, hvis og når hans verden på denne måde bryder sammen. Adrenalin virker som ild, - hvis I ikke lytter til ham, f.eks. skælder ud, siger "hold så op" eller lignende, så puster I til ilden. Hvis I derimod bevarer roen og viser ham forståelse, så falder ilden og dermed også jeres søn til ro. Det bedste I kan gøre er derfor at bevare roen og ikke irettesætte eller skælde for meget ud. I skal prøve at vise ham den ro, som I gerne vil lære ham.

Hvis du har ham på armen, og han vender sig om og direkte slår dig i ansigtet, så må du naturligvis gerne sige "Nej!" eller "Av!", og derudover kan det være en god idé, at du sætter ham fra dig. Det, at du lader en handling følge med dit nej, altså at du sætter ham fra dig, kan være med til at gøre, at han bedre husker, at det her skulle han ikke gøre. Hvis han vil være i din favn, så skal han ikke slå. Han lærer det ikke første gang, men at lade en handling følge med kan gøre, at han stille og roligt begynder bedre at kunne huske det:)

Derudover, så er det, med den alder han har, en rigtig god idé at aflede ham og hjælpe ham videre. Fjerne fokus fra det han gør, som er forkert, og vise ham, hvad han kan gøre i stedet. Hvis han f.eks. er optaget af at gokke sit hoved ind i jer, så bed ham f.eks. om at finde en bog, som I kan læse - og så kan I sætte jer og læse i den sammen. På den måde får I drejet ham væk fra at slå, men viser ham, at I stadig gerne vil have ham på skødet, og at det er hyggeligt og en rar måde at være sammen på, når I sidder og kikker i en bog.

Nogle gange kan behovet for at slå ud efter jer eller gokke hovedet ind i jer også være en måde at bede om opmærksomhed og nærhed på. Det kan her være en rigtig god idé at give ham ekstra nærhed og tæt kontakt. Måske give ham en kildetur eller lægge ham ved siden af jer og give ham lidt massage fra hoved til tå, imens I sætter lidt ord på alle kroppens dele. Så I både giver ham opmærksomhed og mulighed for at mærke jer, men også hjælper ham med at mærke sin egen krop. Og igen også stimulerer hans sprogudvikling:)

---

---

Når han bliver vred i spisesituationer, så skal I overveje, hvorfor vreden opstår netop her. Du skriver blandt andet
"eksempelvis er han blevet frustreret, hvis vi har byttet en ske ud med en anden". Nu ved jeg jo ikke, hvordan I bytter skeen ud eller hvorfor... men hvis I har taget skeen ud af hånden på ham, så kan jeg godt forstå, at han bliver frustreret. Han forstår naturligt ikke, hvorfor den ene ske er bedre end den anden, og det er naturligt ikke befordrende for hans selvfølelse. Nogle gange kan I, i en sådan situation, vise ham den anden ske og tilbyde den, og han kan selv række ud efter den, hvis han har lyst til at bruge den. Andre gange skal han måske have lov til at spise med den ske, han har fået fat i selv...:)

Anerkendelse af selvstændighed ved middagsbordet kan også gives ved, at I hjælper ham til at spise med gaffel. Det er lettere at spise med gaffel end med ske. Derfor vil børn ofte lære at spise med en gaffel først. Og I må gerne have gang i to gafler samtidig. I kan hjælpe ham med at få maden på den ene gaffel, tilbyde ham den i hånden, og han fører den selv til munden og spiser selv. Imens gør I så den anden gaffel klar, I bytter, og han spiser selv osv. Stille og roligt vil han naturligt også selv gerne komme mad på sin gaffel, og kan her så spejle sig i jer, og hvordan I gør - men igen føler han, at han er medbestemmende og aktiv i måltidet. Og så må han naturligvis også meget gerne spise med fingrene og på den måde styre måltidet selv:)

Når jeres dreng reagerer fysisk med at slå, rive, gokke hovedet ind i jer, bide i dine hænder osv. så er det, fordi han mangler ord, og derfor ikke kan forklare, hvad det er, han vil eller ikke vil, hvad det er, han bliver ked af, frustreret over osv. Derfor er det vigtigt, at du forsøger at afkode, hvad der ligger bag og ud fra dette forsøger at imødekomme ham. Og nogle gange skal han afledes, andre gange skal ordene sættes på for ham, så skal han inddrages, føle sig anerkendt og have medbestemmelse, og atter andre gange skal han have ekstra knus og kram...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, og at det også giver dig lidt ro med på vejen :)

Jeg vil også anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om Børn & opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". Heri kan du læse meget mere om, hvordan du kan møde din dreng, give ham masser af selvværd, samtidig med at du gerne vil lære ham visse ting, styrke hans selvstændighed osv.:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---