Brev:
SFO/skolestart - ked af at være væk fra mor
Kære Helen
Jeg er i syv sind og har brug for et godt råd og gerne nogle værktøjer vi kan arbejde med.
Min datter på snart 6 år (27/09) har fået en lillebror d. 22.april og siden da, er hun, forståeligt, en forandret pige.
I børnehaven var hun glad, tryg, tillidsfuld, omsorgsfuld overfor venner og de små og ville altid gerne hjælpe til. Hun havde nemt ved at lege med alle og også gerne dem der var mindre. I slutningen af min graviditet blev det en smule sværere at aflevere om morgenen, men det gik stort set altid ok, med tålmodighed, tid og uden tårer.
En uge inden hun skulle starte i SFO (og derved stoppe i bh) fik hun en lillebror, som hun har ønsket sig, glædet sig til og elsker overalt på jorden. Den første uge var far hjemme på barsel og afleverede i SFO uden problemer, derefter har jeg taget over og i starten gik det fint. Hun er kommet i klasse med 6 fra sin bh blandt andet sin bedste veninde, så der er en del kendte ansigter. Men efter nogle uger, begynder hun at nævne at hun savner mig når hun er i SFO. På det tidspunkt, kan jeg stadig godt aflevere, uden de store problemer.
En dag er der en af de andre forældre der fortæller mig, at min datter sad alene og græd da de kom. Derefter lavede jeg en aftale med pædagogerne om at aflevere til en af dem, så hun ikke sad alene og var ked af det. Afleveringerne var derfra svære i starten, med tårer osv, men blev gradvist bedre frem mod sommerferien. Når vi snakkede om hendes dag kunne hun i starten sige at hun savnede mig hele dagen, til at hun kun savnede mig lige i starten, men så gik det over. Men det var noget der fyldte meget, også når hun skulle i seng om aftenen, at hun ikke ville i SFO fordi hun savnede mig for meget.
Hun har haft ret korte dage i SFO frem mod sommerferien (9.30-15) og et par fridage også. Jeg har prøvet så godt jeg kunne, at give hende min tid og opmærksomhed, men med en lille nyfødt, Brystbetændelse mm, har der jo været mindre tid med mig. I starten tilbragte hun mere tid med sin far, som de begge hyggede sig ...
... med, men på det sidste er det næsten kun mig der dur.
Da jeg er på barsel, valgte vi at flytte op i vores sommerhus for sommeren, hvor far har pendlet til arbejde de 2 første uger, og nu har vi ferie sammen i 3 uger. Jeg har jo derfor været meget sammen med min datter og forsøgt at tanke op på nærvær og opmærksomhed. Men jeg er også lidt tyndslidt med 2 børns konstante behov for mig.
For nogle dage siden tog vi til Kbh for at få vaccineret lillebror. Jeg havde lavet en legeaftale til min datter med hendes bedste veninde, som hun har været hos utallige gange og som hun havde glædet sig til i dagevis. Men nu ville hun heller ikke afleveres til dem, mens jeg tog lillebror til lægen. Hun blev ked af det, jeg prøvede at tale med hende, men endte med at måtte tage hende med mig til lægen. Imens stod veninden tilbage helt knust.
Jeg valgte at vi mødtes med dem bagefter på legeplads, da jeg synes det var synd for dem begge ikke at ses.
Min datter vil være hvor jeg er, hele tiden. Hun vil have mig ved siden af sig når vi spiser, hun følger efter mig hvis jeg går ind i et andet rum og spørger mig hele tiden hvor jeg skal hen. I nat har jeg ikke sovet meget, så jeg er træt og brug for at sove, så hun skulle køre en tur med sin far. Det nægtede hun. Hun blev mere og mere ked af det og kørte væk med sin far med tårer i øjnene.
Vi famler lidt i blinde på det her, og det er ekstremt hårdt for os allesammen. Hun kan sagtens hygge sig og være glad, men næsten kun hvis jeg er i nærheden eller hun ved hvor jeg er.
Hendes far bliver frustreret og reagerer nogle gange mere kontant end jeg ville gøre og så ender det også som et stridspunkt mellem os som forældre. I alt det her, er der også en baby, som heldigvis trives, men som jeg også gerne vil give opmærksomhed uden dårlig samvittighed overfor storesøster.
Med skolestart om 3 uger, er jeg meget i tvivl om hvordan vi skal gribe det an og forberede hende bedst muligt på at være væk fra mig.
Jeg håber du har nogle gode råd.
Med venlig hilsen
Mor
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
11. september 2023 | Renlighed | 5 år, 3 mdr.
Hej, Jeg har tidligere skrevet omkring vores datters "lave stort" problem på...
4. februar 2023 | Opdragelse | 6 år, 4 mdr.
Hej Helen. Jeg er fraskilt. Vi deler vores datter på 6 år 6 dage hos mig og...
18. januar 2023 | Renlighed | 5 år, 2 mdr.
5 år, og toiletvægring ved afføring
Kære Helen. Tak for din brevkasse. Vi er 2 forældre til 2 skønne børn, der...
Viden om børn:
Rhesus-uforlignelighed
Vi har hver især en blodtype, som kan hedde A, B, AB eller 0 og derudover er vi delt op i Rhesus positive og Rhesus negative. De fleste mennesker er Rhesus positive, ca 15 % er Rhesus negative.
Hvis en Rhesus negativ kvinde bliver gravid og den kommende far er Rhesus positiv, så kan barnet, som kvinden venter være Rhesuspositiv efter sin far.
Imens barnet ligger i maven, så har det sit eget separate kredsløb, men der kan dog ske en lille udveksling af blod imellem...
Klumpfod (varusfod)
I Danmark fødes ca. 1 ud af 1000 børn med klumpfod. Det svarer til ca. 60 børn årligt i Danmark. Hos ca. halvdelen er der klumpfod på begge fødder.
Klumpfod kaldes også varusfod eller talipes equinovarus. Det er en fejlstilling i en eller begge fødder. Når barnet bliver født, ser foden normal ud, men den kan ikke rettes til normal stilling. Når man ser på foden, vil hælen dreje indad, forfoden pege ind mod midten, og samtidig vil mellemfoden (svangen) være løftet. Foden...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.