Brev:

Lille storebror

Hej Helen

Jeg kunne godt bruge lidt tanker omkring hvordan, jeg bedst kan tackle de situationer hvor storebror bliver lige lovligt voldsom ved lillebror. Storebror er lige knap 2 år, elsker at gå i vuggestue, snakker som et vandfald og er i det store hele en glad og dejlig dreng. Han er dog blevet storebror i en ung alder (lillebror er 9 mdr.), og har derfor selvfølgelig lidt svært ved, helt at leve op til de ”storebror-krav” der stilles til ham. Især det der med at lillebror er lille, og at man derfor skal passe lidt på ham, er svært at huske i mange minutter i træk, og især efter at lillebror er sluppet ud af kravlegården og nu gør hele lejligheden usikker.

Der er selvfølgelig situationer hvor storebror i regulær vrede eller frustration slår den lille, men det er næsten altid i forbindelse med at jeg om eftermiddagen er alene hjemme med dem begge efter at den store har haft en hel lang vuggestuedag - og jeg så samtidig omsonst forsøger f.eks at få lavet aftensmad.

Når det sker taler jeg med ret store bogstaver, fjerner ham fra lillebror og siger – nej, man må ikke slå. Men jeg synes, det virker ret tydeligt, at den store egentlig bare prøver at sige at han har brug for lidt nærvær og hygge efter en lang dag væk hjemmefra. Så vi prøver at have så lidt praktisk der skal ordnes om eftermiddagen, så vi kan nå at snakke og lege lidt inden aftensmaden.

Jeg er lidt mere i tvivl om hvad jeg skal gøre når situationen imellem ungerne er knap så sort/hvid. Lillebror er 9 mdr., meget mobil og meget nysgerrig. Han er efter storebror og hans spændende legetøj, så snart han ser sit snit til det. Og så kan storebror godt blive lidt mere hårdhændet i sit forsvar for ejendomsretten, end jeg måske lige synes at lillebror kan tåle.

Også når de leger sammen, kan storebror blive lidt for voldsom. Han elsker at tumle med os, give krammere og lege hest. Problemet er bare at lillebror blever temmelig blå i hovedet og fladmast af at have en krammeivrig storebror ”hyppende” på ryggen. Jeg forsøger selvfølgelig altid at være lige i nærheden når de er ”sluppet løs sammen” så jeg kan gribe ind med det samme når lillebror er i fare, ...

... for de er selvfølgelig begge så små, at man ikke kan forvente, at de selv kan styre showet. Jeg tror, det jeg er mest i tvivl om er, hvor meget jeg kan forvente, at den store kan forstå.

Min kæreste er af den overbevisning, at vi skal være håndfaste og sige klart og tydeligt – nej! - når storebror bliver for voldsom, og så forklare ham, at sådan behandler man ikke lillebror. Men jeg føler bare at jeg så kan gå en hel eftermiddag og sige nej og forklare i det uendelige - og storebror bliver bare mere og mere frustreret. Forstår han forskellen på en blid og en hård krammer? Og på at man godt må tumle med lillebror, bare ikke for voldsomt? Osv.

Jeg synes det er synd for ham hvis han skal ”skældes ud” for noget som han måske slet ikke er gammel nok til at styre selv endnu og er måske også lidt bange for at han skal komme til at synes at lillebror er rigtig dum; det var jo meningen at de gerne skulle have lidt glæde af hinanden på sigt ;0)

Jeg synes, jeg på det sidste har oplevet, at storebror nogle gange har været forvirret over hvordan han skal agere overfor lillebror, hvis han f.eks gerne vil tumle med ham eller hvis han har taget noget af hans legetøj. Så har jeg et par gange oplevet at storebror ligesom ”for en sikkerheds skyld”, eller måske for at se hvad der sker, helt bevidst har slået lillebror oven i hovedet, mens han samtidig står og kigger interesseret/udfordrende på mig. Og så bliver jeg jo nødt til at skrue bissen på. Samtidig med at jeg får dårlig samvittighed over igen at skulle ”skælde ud”, for storebror har jo ikke selv valgt altid at skulle tage hensyn til en besværlig baby.

Det blev lidt rodet men jeg tror det jeg egentlig vil spørge om er hvordan jeg forhindrer lillebror i at lide al for meget overlast uden at storebror enten tror at det er ok at slå, skubbe osv, fordi vi ikke siger nej tydeligt nok – eller et storebror går og bliver alt for frustret og ked af det, fordi vi ”skælder ham ud” for ting som måske er helt uundgåelige og naturlige, når man trods alt stadig kun er en meget lille storebror.

Håber du kan finde hoved og hale i det jeg har skrevet.

Kærlig hilsen
Rikke

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

2. maj 2025 | Sovevaner | 21 mdr.

Lang putning - 21 måneder

Kære Helen, Vi håber, du kan hjælpe os med at skabe en kortere og endnu...

Læs hele brevet og Helens svar

2. maj 2025 | Udstyr | 22 mdr.

Natlampe

Kære Helen Som du ved, så har vi store udfordringer med storesøsters (22mdr)...

Læs hele brevet og Helens svar

13. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.

Håndtering af selvstændighedsalder og aftenputninger

Kære Helen Jeg skriver til dig igen om vores datter på 22 måneder, som i...

Læs hele brevet og Helens svar

10. april 2025 | Opdragelse | 22 mdr.

Reaktion på at være blevet storesøster

Kære Helen Jeg skriver til dig igen om min datter på 22mdr som er blevet...

Læs hele brevet og Helens svar

4. april 2025 | Sovevaner | 22 mdr.

Opfølgning på opvågninger om natten - 22mdr

Kære Helen Tak for dit svar vedr. mit brev om min datters opvågninger....

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: