Svar: Hvad gør jeg nu?

---

Hej med dig

Det er rigtig godt du skriver til mig, nogle gange er det at skrive i sig selv en god hjælp. Så får du sat ord på nogle af de frustrationer du har og så går det allerede lidt bedre:o)

Jeg ved fra et af dine tidligere breve at din læge vil have dig vurderet på sygehuset inden det besluttes hvorvidt du skal til psykolog eller ej. Jeg synes dog det er uholdbart at din tid er aflyst og at du nu går rundt og har det som du har det - det er ingen af jer tjent med og derfor synes jeg du skal bede din læge om en ny tid til samtale og forklare hvordan tingene står.

Måske har du brug for en sygemelding for at finde dig selv og roen omkring det hele og man kan jo i en vis periode godt være sygemeldt med løn... Derudover tænker jeg at du er nødt til at tale med din læge om hvad muligheder du har. Måske vil det være relevant for dig at få en tid med en socialrådgiver, alle har en rådgiver tilknyttet og du kan få tid hos en, ved at kontakte kommunen. Det er også sådan at mange kommuner har åben anonym rådgivning, hvor du altid kan henvende dig.

Jeg kan se at der i din kommune er både en familieafdeling og en familietelefon, hvor du kan henvende dig og det synes jeg du skal benytte dig af.

Jeg er sikker på at du ikke gør noget galt og at du er en super sød og dejlig mor for din datter. Du gør dig rigtig mange overvejelser om hvordan du kan beskytte din datter. Du græder ikke foran hende og du forsøger at stimulere og møde hende så godt du kan og anerkender hendes behov og hendes personlighed. Du gør det rigtig godt.

Du vægter højt at din datter skal vokse op i et trygt og omsorgsfuldt miljø, være sammen med voksne som elsker hende og støtter hende i god og sund retning. Du ønsker noget andet for din datter end du selv har oplevet som barn og det er rigtig godt.

Du er dog også meget sårbar og jeg ...

---

---

... fornemmer at du nogle gange tvivler på dine evner som mor - helt naturligt i forhold til de ting du har oplevet i dit liv, men faktisk helt ubegrundet, for du gør det hele rigtig godt. De traumer du har med i bagagen vil naturligt påvirke din selvopfattelse og være grund til at du ikke tror på dig selv. Måske føler du nogle gange skyld over at du mangler overskud, tålmodigheden slipper op, du er for træt eller andet og det er helt okay. Det problematiske opstår, når dine tanker omkring disse ting kommer til at fylde så meget, at du faktisk har det rigtig dårligt og her har du brug for hjælp.

Derfor er det utroligt vigtigt at du taler med din mand og med din læge om at der skal ske noget nu, så I alle kan få det bedre. Det er vigtigt at du føler du bliver taget alvorligt. Jeg ved godt fra dine tidligere breve at du føler du har svært ved at blive taget alvorligt af dine omgivelser, men så må du slå i bordet og holde fast og f.eks. overfor din læge kræve at der lyttes og handles. Det vil hjælpe dig at tale med nogen, at dele alle dine tanker. At undertrykke de følelser du har vil kun gøre at du får det værre. Tal med nogen som du har tillid til og som du ved forstår og vil lytte. En anden god måde at bearbejde det hele på kan være at skrive ned, måske skulle du forsøge at føre dagbog. Hver dag sætte dig ned og bruge 15 minutter på at skrive det du tænker og føler - både det gode og det som er svært.

---

---

Prøv også at sætte forventningerne ned til dig selv. Du behøver ikke være overskudsagtig hver dag og aktivere din datter hele tiden, lave specielle retter osv. Det er okay at I lægger jer på sofaen eller bare i sengen og slapper af foran fjernsynet, hvis det er det der virker og giver ro...

Jeg håber du kan bruge mine tanker lidt videre. Jeg sender dig et stort knus herfra og ønsker dig og dine en rigtig god pinse:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---