Svar: Ny dagplejer

---

Kære Ulykkelige mor

Det lyder bestemt som om at Emilie har det rigtig svært i øjeblikket og det synes jeg er helt normalt, når man tænker på at hun er flyttet fra sine vante rammer og nu skal forholde sig til noget helt nyt. Det er jo ikke kun dagplejen som er anderledes, men det er også anderledes at bo hos mormor (selvom hun har gjort det før). Samtidig kan hun jo godt mærke at I forældre har travlt med andre ting, nyt hus der skal ordnes så I kan flytte ind osv. Jeg synes et eller andet sted at du skal se det som et sundhedstegn at Emilie reagerer.

Da hun startede i dagpleje sidst, var rammerne anderledes. Hun var yngre, du havde mulighed for at køre hende ind på en anden måde og derhjemme var alt som det plejede at være. Du kan således slet ikke sammenligne de to ting. Dertil kommer at dagplejerne jo også er anderledes og hele dagplejesystemet er faktisk meget følsomt synes jeg... - desværre.

Helt ærligt, så kan man jo få en dagplejer som er fantastisk og hvor barnet bare er havnet i et smørhul og det går bare så godt. En dagplejer som bare er helt stabil, aldrig syg, rummelig osv. og det er guld værd for børn at være et sådan sted. Få børn, gode oplevelser, legestue en gang om ugen osv. Trygt og rart for et lille barn.

Men nogle gange så er det bare lige modsat, - hvis man ser nogle af de breve jeg får her omkring problemer med dagpleje, så er det jo desværre sådan at børnene nogle gange kastes rundt fra den ene gæstedagplejer til den anden. Det er desværre nogle gange sådan at man som forældre kan fornemme at den her dagplejer hun er træt, hun har bare ikke lysten, ikke det drive der skal til.. og kan man så tilmed ikke tale med kommunens dagplejepædagog, ja så går det jo slet ikke. Og de store taber i dette spil, det er jo børnene.

Man ved hvad man har, man ved ikke hvad man får. Du fortæller at du umiddelbart synes at dagplejer virker sød og det lyder også som om at hun virkelig førsøger sidde med jeres datter, berolige og betrygge hende. For mig at se er kommunikationen dog allerede dårlig, hvis hun ligesom gør det til jeres problem eller lader det stå i luften "jeres datter virker bange for de mindste børn.." Og?? På samme måde finder jeg det problematisk hvis hun siger "jeg skal hele tiden sidde med hende" eller "hun kan slet ikke sidde for sig selv" - at udlægge tingene på denne måde gør noget helt andet ved os forældre, end hvis der i stedet bliver sagt "når bare jeg sidder med hende, så er hun rolig"...

Nå men jeg har jo ikke hørt hvordan I kommunikerer og har ikke været der og hvis hun i øvrigt virker sød, dog nu lidt overbebyrdet med 5 børn... så må I vel også give det en chance eller hvad? Hvad mulighed har I ellers?

Alternativet er jo en vuggestueplads. Her er der naturligvis mange flere børn at skulle forholde sig til, men der er tilgengæld også flere hænder og måske derfor også mulighed for at en person i en periode, kunne gå lidt fra og tage sig lidt ekstra af jeres datter. lade hende sidde hos sig, hjælpe hende med at møde de andre fra en lidt tryg favn. Og igen, så er der jo også vuggestuer som fungerer utroligt dårligt og hvor jeg også hører rystende ting...

Jeg synes du skal mærke meget efter i dit hjerte hvad der er rigtigt at gøre, hvad føles rigtigt for Emilie. Jeg ved godt at det er rigtig svært og der er mange ting som spiller ind og hvis udgangspunktet ligesom er den plads hun har nu og det faktisk virker okay, så må det også have en chance.

Her synes jeg dog at det må være muligt at tale med dagplejer om, hvordan man evt. kan tilrettelægge tingene nu hvor Emilie skal køres ind. Det er f.eks. ikke særlig smart at dagplejer har 5 børn, men har hun så det, så er det igen sådan det er. Det kunne man fra dagplejekontorets side måske godt have gjort sig nogle overvejelser omkring og det er jo ikke dagplejers skyld. Men så kunne man måske tale med hende om netop ikke at tage på ...

---

---

... tur i de 3 uger. Simpelthen prioritere at være hjemme. Både fordi det er for meget forlangt at hun skal holde øje med 5 børn i en bus osv. som du skriver, men også fordi din datter har behov for lige at falde til rette inden de begynder at rende rundt til en hel masse...

Det er altid forfærdelig at skulle gå fra sit grædende barn og netop det at vi selv bliver påvirket af situationen, gør det bestemt ikke bedre. Emilie spejler sig jo i dig og hun fornemmer meget tydeligt, hvis du har det svært med at aflevere. Derfor tænker hun også at der må være noget galt, - "hvis mor synes det er så forfærdeligt at jeg skal være her, så vil jeg ikke være her...". Hun kan selvfølgelig ikke sætte ord på dette, men hun fornemmer det ganske give sådan.

Hun er so sagt utryg ved situationen fordi det hele er noget nyt. Hun har en alder nu, hvor hun jo er meget mere bevidst om hvad der sker omkring hende og samtidig er hun ikke gammel nok til at forstå at du er der, selvom hun ikke kan se dig. Hun skal således stadig lære at du kommer igen og at hun ikke er forladt.

Derudover skal hun jo finde ud af det hele. Hun kender endnu ikke sig dagplejer, rutinerne, de andre børn. Hun skal have tid til at finde sin rolle, finde ud af hvordan det hele fungerer. Finde ud af at dagplejer er god og sød, at hun er der for hende, når Emilie har behov for det osv. Du ved selv, hvordan det er at starte nyt arbejde, du står selv i den situation. Du ved hvor meget energi du bruger på at finde ud af, hvordan tingene fungerer der. Du har den fordel at du kan spørge, når du er i tvivl men det kan Emilie ikke. Der er således rigtig meget hun skal forholde sig til og forsøge at kapere, meget hun skal lære og når man ikke har sprog, så bruger man sin fysisk. Hun klamrer sig til dig fordi det her er rigtig svært for hende.

---

---

Derudover så er det normalt rigtig svært at skulle gå fra at være hjemme til at være i dagpleje. Hun har det jo så dejligt hjemme, I har det så hyggeligt og så godt, så selvfølgelig vil hun helst det og naturligvis protesterer hun, når det så ikke kan være sådan.

Emilie skal således lære at der også er rigtig rart i dagplejen, at hun godt kan være glad der. Glad for sit nye sted – her er også en god voksen og nogle dejlige kammerater, her er også rart at være... Og på et tidspunkt vil hun sikkert begynde at protesterer når du så kommer og henter hende igen... Nu havde hun det jo lige så hyggeligt der, hvorfor skal hun så hjem...?

Emilie reagerer altså helt normalt. Men I kan overveje om det skal være en anden en mor der aflevere. Det kunne måske være mormor eller far? Hvis det er bedst at det er dig, så forsøg ikke at trække tingene i langdrag. Du hjælper hende bedst ved at aflevere hende i favnen på dagplejer, sig farvel og fortæl at nu passer dagplejer på hende og gå så - vink farvel i vinduet. At gøre det sådan kan være vigtigt i starten fordi hun ikke skal føle at du vægrer dig mod at aflevere hende, du skal ikke blive hængende så længe at hun tror der er noget galt.

Du kan gøre to ting - hvis du kun vil have hun er der i 45 minutter, kunne du så prøve at være der sammen med hende hele tiden og ikke gå? Simpelthen for at vise hende at du synes det er et dejligt sted, du kan sidde med hende på skødet, lade hende studere de andre børn, du kan tale med de andre børn og dagplejer og på den måde vise Emilie at du synes det er et okay sted at være. Eller - du kan i stedet vælge at lade hende være der lidt længere tid, så hun også har mulighed for at opleve der er rart at være. Hun må meget gerne være der nogle timer, så hun både oplever at spise der, blive skiftet, måske falde i søvn... så hun ikke sidder og spejder mod døren fordi hun venter at mor kommer lige om lidt, men så hun oplever at være der.. - kan du følge mig?

Det blev til en masse tanker herfra, - jeg håber du kan bruge nogle af dem lidt videre, rigtig meget held og lykke fortsat:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

Viden om børn:

---