Svar: Næsvis når vi er på besøg hos andre

---

Kære Mor til tre

Tak for dit brev:o)

Jeg kan godt forstå du synes det er hårdt og jeg kan godt fornemme din frustration over at du gerne vil kunne besøge og snakke med din veninde uden at din dreng forstyrrer. Jeg bliver dog nødt til at sige til dig, at jeg synes det er urimeligt høje krav du stiller.

Du har en veninde, som du taler godt med, I har kemi der passer sammen, I vil gerne hinanden. Men det er jo bestemt ikke ens betydende med at din søn synes at hendes børn er interessante at lege med. De er yngre end ham og han synes faktisk ikke det er særlig sjovt at være der. Han keder sig, har ingen at snakke med, har ikke noget at lave... Og ja - så kan han lege med de andre børn, men de siger ham ikke særlig meget og han har ikke noget tilfælles med dem, andet end at de er børn.

Det er jo ikke anderledes end dig, hvis du blev sat sammen med nogle voksne som talte og arbejdede med et eller andet som overhovedet ikke interesserede dig, så ville du også gerne tidligt hjem..:o)

Når du sidder og snakker med din veninde og prioriterer dette, så er du ikke tilgængelig for din dreng, men du har taget ham med. Han virker provokerende i sin opførsel, snakker med osv. fordi han vil have din opmærksomhed, fordi han synes det er træls at I bare sidder der. Når du så samtidig næsten sender ham væk - "gå nu ind og leg med de andre", så beder du ham om noget han ikke har lyst til og samtidig siger du også at du ikke gider være sammen med ham - ikke nogen rar følelse.

Han fortæller dig "jeg gider ikke lege med det babylegetøj" og selvfølgelig gør han ikke det. Dette er ikke en provokation, men faktisk en fin forklaring på, hvorfor han foretrækker at sidde hos jer - legetøjet og de andre børn er ikke for ham. Du bør faktisk som mor sørge for at tage noget legetøj, spil og andre ting med, som han kan beskæftige sig med, men samtidig kan du ikke forvente at han så vil sidde og beskæftige sig selv i flere timer.

Du siger selv at du snart næsten ikke gider tage ham med, men helt ærligt - hvorfor lader du ikke også være? Det er jo ikke rart for hverken dig eller ham... Hvorfor skal han med? ville han ikke kunne være hjemme hos sin far eller hos en legekammerat, en som han gerne ville hygge sig med, imens du snakker med din veninde...

Det vil også give jer mulighed for at tale voksensnak og tale om ting som han ikke skal høre. Det er jer voksne, som har et ansvar for netop ikke at tale om noget, som han senere får mareridt over. Det er ikke hans skyld. Det er synd at han hører ting han ikke skal høre og får det dårligt med det, og det er også en pædagogisk opgave efterfølgende at skulle samle op på det han har hørt, drømt, forstået.

Han kan helt naturligt ikke svare på, hvorfor han opfører sig som han gør. Han er jo frustreret over at skulle tilbringe timer med mennesker, som han ikke finder særligt interessante og frustreret over at du prioriterer din veninde og dine interesser fremfor hans interesser... og det kan han jo ikke sætte ord på.

Det at skulle sidde og lytte til voksen snak, eller bare at skulle sidde stille uden at foretage sig noget, er utroligt stressende for børn. Det er uanset om de er med hos en veninde, om man kører langt i bil, om man er på café eller andet. Hvis man ikke sørger for at have noget med, som de kan beskæftige sig med, underholdes med, ja så er det næsten dømt ...

---

---

... til at gå galt. Børn har brug for at vi medtænker hvordan de kan underholdes, når vi voksne tager dem med til steder, som ikke giver dem underholdning...

Når han hænger over bordet for at få mad, så er det ganske givet også et udtryk for at 'nu sker der endelig noget', det er jo kedeligt at sidde ved bordet, men når maden står der, så kan man jo gå igang med at spise...

Han vil på ingen måde vise at han har magten over jer og hans udtryk om at "være ordentlig næste gang"... Jamen han er faktisk som han skal være og han reagerer sundt og helt fornuftigt, præcis som alle andre børn også ville gøre. Han er ikke uartig, men opfører sig som han gør, fordi han på grund af lav aktivering får udløst en masse stressorer i sin hjerne som får ham til at opføre sig irriterende.

Med hensyn til at sige "lortemor" og lignende udtryk, så tænker jeg at I her er nødt til stille og roligt at sige fra. I skal sige til at sådan et sprog vil I ikke høre og forklare kort og præcist, at her er der en grænse, sådan vil I ikke tales til.

Men det handler også om at børn har brug for anerkendelse, de har brug for at føle at de kan gøre et vist indtryk på omverdenen. Hvis et barn således føler sig overset og ignoreret, at der ikke lægges mærke til det, så vil barnet ofte begynde at opføre sig dårligt simpelthen for at blive lagt mærke til. Dårlig opførsel kan således komme som et indre råb om "lad være at ignorere mig". Negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed.

---

---

Børn får raserianfald og nogle anfald er helt okay. Det er udtryk for at barnet oplever en følelsesmæssig smerte, f.eks. når I forældre bare ikke forstår, hvorfor noget er enormt vigtigt for jeres dreng, så kan han få et følelsesmæssigt anfald, som kan virke meget voldsomt. Når børn får disse følelsesmæssige fortvivlelsesmæssige anfald, så skal man som forældre være der, lytte, trøste, vise at man hører det, prøver at forstå det.

Børn kan dog også få rigtige raserianfald, som ikke handler om følelser, der er ingen smerte, desperation og panik, men som handler mere om at barnet har lært at hvis det bare skriger længe nok, så får det sin vilje. Hvis bare jeg teer mig tilstrækkeligt længe, så får jeg det jeg vil have. Det vil sige at barnet bruger sin raseri til at kommunikere sin vilje igennem med og faktisk søger at manipulere sine forældre - der er ingen tårer, men ren hidsighed.

Den bedste måde at reagere overfor disse anfald på er ikke at give barnet kontakt. Hvis man er et sted, hvor der er mange andre, så må barnet trækkes til siden. Har du mulighed for at gå, så gør det og du vil se at dit barn meget hurtigt holder op. Børn med denne type anfald vil nemlig ofte stoppe, når de finder ud af at der ikke er publikum.

Det dur heller ikke at forhandle her. Det er derimod vigtigt at skitsere at sådan er reglerne, sådan gør man, sådan gør man ikke og man er nødt til meget konkret at fortælle sit barn, at den måde barnet opfører sig på er uacceptabel.

Til en dreng på 6 år, så vil det f.eks. være relevant at fortælle ham, hvordan han så skal handle. "Hvis du taler til mig på den måde, så vil jeg ikke tale med dig", "Jeg kan godt forstå at du er gal og det vil jeg gerne tale med dig om, men du skal ikke kalde mig lortemor, så bliver jeg ked af det".

Jeg håber at ovenstående hjælper dig lidt videre. Rigtig meget held og lykke fortsat:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---