Svar: Udviklingskrise?

---

Kære Lotte

Der er ingen tvivl om at jeres dreng brager igennem selvstændighedsfasen - det der tidligere hed trodsalder og det er en rigtig svær tid, både for børn og for forældre. Det gør det jo så heller ikke lettere, at han samtidig skal forholde sig til tre sprog og endnu mangler mange ord til at udtrykke sin vilje, ønsker og meninger.

Det er en tid, som kræver utroligt meget forståelse og overskud fra jeres side, samtidig med at der naturligvis er en opdragelsesmæssig side ind over også. Det handler om at lære ham visse regler, at han f.eks. ikke må hoppe i møblerne, at han ikke må smide med maden, ikke vælte koppen med mælk med vilje osv. Men det vigtigste er nok at forsøge at lytte til ham og prøve at finde ud af, hvad det er han vil, eller ikke vil og så hjælpe ham med at sætte ord på. Så kan han rette jer, hvis I har misforstået og han føler sig forstået, hvilket er alfa omega, for at ungå yderligere konflikter.

Når man er frustreret og ked af det, så pumper adrenalinen rundt i kroppen. Hvis man bliver kaldt hysterisk eller bliver sat i et hjørne, så puster man til ilden, adrenalinen pumper endnu mere og det bliver sværere at falde til ro. Hvorimod, hvis man lyttes til og føler sig forstået, så slapper man mere af.

Det kender I også fra jer selv. Hvis du f.eks. er irriteret og frustreret, utilfreds med noget og din mand, din chef eller f.eks. jeg sagde til dig: "hold dog op med at være så hysterisk", eller "gå med dig, jeg kan ikke holde dig ud", "sæt dig lige over i hjørnet og slap lidt af" - så ville du blive stik tosset. Men hvis vi derimod lyttede til dig, spurgte ind til hvad der var galt, forsøgte at forstå dig, så ville du få det meget bedre. Det betyder ikke, at vi ville give dig ret, at vi automatisk sagde "jamen så gør vi som du vil", men det at du følte dig lyttet til og din mening talte, det ville få dig til at føle dig værdifuld og det er meget vigtigt.

Det er vigtigt, at I ved at konflikter ikke kan undgås, det hører med til hverdagen og til at være børn/forældre. Men det er meget vigtigt at komme ud af en konflikt på en god måde og gør vi det, så kan vi alle lære noget af den.

Man skal altid overveje, hvorfor man siger nej og hvorfor man bremser barnet i det, som barnet gerne vil, det barnet gør. Hvis det er fordi barnet kan yde skade på sig selv, så er man som forældre forpligtet til at stoppe barnet - det er således din opgave at forhinde din dreng i at slå hovedet ned i gulvet, han må ikke komme til skade. Det er også din opgave at holde fast i ham, så han ikke løber ud foran en bil, selvom han ikke vil holde i hånden osv. Her må man holde fast i sit nej og om nødvendigt holde barnet fast, fordi vi som voksne ved bedst.

Men nogle gange siger vi nej, fordi vi er trætte, ikke rigtig har overskud og her kan det være okay en gang imellem at tænke - "hvad er der egentlig i vejen for at barnet får sin vilje" eller tænke, "kan jeg mon finde et alternativ".

Der er helt klart forskel på børns temperament og derfor også på hvor voldsomt de reagerer. Nogle børn er meget temperamentsfulde og det kan virke meget voldsomt, det kan nogle gange virke nærmest provokerende, fordi det virker som om, at det man siger slet ikke bliver lyttet til og man skal ...

---

---

... gentage tingene 117 gange og igen en gang, uden at man oplever effekt. Og hos andre børn skal man bare sige nej en enkelt gang og så ligner de nogen, hvor verden er ved at bryde sammen.
Men uanset hvordan vi er, så har vi det alle bedst, hvis vi mødes med respekt og bliver accepteret som den vi er.

Nogle gange er jeres dreng for træt til at spise selv, han kan ikke overskue det og her hjælper det at hjælpe ham. "Øv hvor den driller gaflen, skal mor hjælpe dig". Andre gange er det skoene som ikke er til at få på og igen må du stille dig til rådighed - lade ham selv forsøge sig først, for han vil gerne, han er i selvstændighedsfasen - så giv ham plads til at forsøge sig og stil dig så til rådighed, når du kan se at det er svært: "Hvor er det svært med de sko, ej altså hvor de driller, skal mor hjælpe dig" og så tag ham på skødet og hjælp ham med det, så I løser opgaven sammen.

Nogle gange må du aflede, tilbyde ham noget andet. Hvis han f.eks. bliver ved med at hoppe i sofaen og det ikke er tilladt hos jer, så tag ham ned imens du fortæller ham at det vil du ikke have og prøv så at aflede ham med noget andet, "kom skal vi ikke læse en bog" eller lignende, fordi det at hoppe i sofaen ofte kan blive en måde at få kontakt på og blive en leg på. Johan hopper i sofaen, mor tager ham ned.. Den leg kan fortsætte i timer og det Johan gerne vil have er jo kontakten, det er også derfor han bliver ved. At tilbyde et alternativ skal således ikke opfattes som en belønning, men som en afledning og for at lære ham, at når vi sidder og læser, så har vi det hyggeligt sammen, men når du hopper i sofaen så bliver jeg sur og det er ikke hyggeligt...

---

---

Nogle gange vil det være sådan, at han afviser jer og den hjælp I søger at give ham. Han kan ikke forklare, hvad det er med ord og du kan ikke forstå ham. Så er han ikke parat til din hjælp og er slet ikke parat til fysisk kontakt og det er også okay. Vi andre kan også blive så frustrerede at vi har brug for lige at gå lidt på afstand og rase lidt ud eller tælle til ti og har ikke lige lyst til at en kollega kommer og lægger hånden på skulden... Det rum skal Johan også have lov til at have.

Men du skal stadig stille dig til rådighed. Vær til stede, endten ved siden af ham eller i nærheden. Sæt dig evt. på gulvet "kommer du ikke over til mor, Johan, kom skat". Nogle gange må du også lade ham være lidt, gå lidt fra ham et par minutter og kom så tilbage, sid lidt hos ham, kærtegn ham lidt "blev du bare så ked af det, sååå". Det kan være meget vigtigt at I overvejer, hvornår I selv går og hvor langt væk I går, i forhold til at sende ham væk. Der er således stor forskel på at gå og på at blive sendt væk. Hvis I går, har han mulighed for at søge jer igen og I kan tage imod ham uden at bære nag - hvis I sender ham væk, så siger I til ham at I ikke kan holde ham ud og ikke vil have noget med ham at gøre - og det gør ondt, langt ind i hjertet:o)

Igen handler det om at han skal føle sig lyttet til, føle sig forstået. Han skal fornemme at I gerne vil ham og holder af ham og at I godt kan rumme, at han har det svært. Det er okay.

Jeg håber at ovenstående tanker hjælper jer lidt videre på vej. Rigtig meget held og lykke med ham fortsat og rigtig god weekend:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---