Brev:

Vil ikke sove på eget værelse

Hej Helen

Jeg har skrevet til dig før vedrørende min datter, men denne gang handler det om min kæreste datter fra et tidligere forhold.

Hun er lige fyldt 6 år og hendes storebror er 9 år. De er naturligt meget tætte – pga. deres forældres skilsmisse – og de går i samme skole og SFO og er derfor sammen det meste af dagen. Indtil for et år siden delte de værelse herhjemme. Så fik de i stedet hver deres værelse, på hver sin etage. Hun sover på 1. sal ved siden af Amalies værelse og vores soveværelse og han sover i stueetagen. Og det skaber en del problemer.

Helt fra starten ville hun slet ikke være på sit værelse – hverken om dagen eller om natten. Måske logisk nok, da hun jo ikke har været vant til det. Hun sagde, at hun var bange og tænkte dårlige tanker. Når hun skulle tage nattøj på foregik det på trappen ned til stuen – ikke på værelset. Ville slet ikke være deroppe! Om natten kom hun ind til os – hver nat – stillede sig i fodenden og ventede på at blive puttet igen.

Det virkede egentlig ikke som om, hun havde mareridt, og vi forsøgte at tale med hende om, hvordan hun skulle tænke gode tanker og vænne sig til at sove videre uden at stå op. Ikke fordi hun ikke måtte komme ind til os, men fordi det vist var blevet en vane mere end et behov. Som vi så det. Det resulterede så i, at hun i stedet gik nedenunder til storebror, hvor hun sov videre i hans seng sammen med ham. Han vågner ikke og hun bliver derfor ikke sendt tilbage.

Vi har sagt til hende, at hun gerne må komme ind til os – men vi putter hende oftest i egen seng igen – med mindre hun er meget ked af det. Og det vil hun jo helst undgå.

Når hun en sjælden gang sover hele natten i egen seng, vågner hun om morgenen og går med det samme ned til storebror. I weekenderne finder vi hende ofte på gulvet på hans værelse, hvor hun leger – mens han stadig sover. Om dagen er hun blevet lidt bedre til at lege alene – en sjælden gang. Men for det meste vil hun være sammen med nogen. Og det er jo også dejligt at være sammen med alle ungerne, så vi er næsten altid sammen. Eller også leger de to store sammen på hans værelse.

Hun må have et kæmpe behov for kontakt og tryghed og det skal hun selvfølgelig have!! Vi bruger meget tid på at kramme, kysse, hygge og sørge for, at hun ved, hvor meget vi elsker hende! Også uden lillesøster, så hun får sin egen tid sammen med os. Men for os er det altså en naturlig ting, at børn sover på deres eget ...

... værelse, med mindre de er syge eller har slemme mareridt. Det gør Amalie jo også. Er klar over, at Amalie er så lille, at hun ikke er ligeså bevidst – men det kommer jo. Og så skal der helst ikke være sådan et dårligt fokus på området.

Det er nu nået så vidt, at søster inden sengetid går rundt udenfor sit værelse og ryster med armene og med skælvende stemme siger, hvor bange hun er og at hun ikke vil sove alene. Det virker som en vanebetinget ting – som om hun har sat sig for, at hun får disse mareridt. For vi hører hende faktisk aldrig have mareridt. Måske en gang hver anden måned, hvor vi selvfølgelig tager hende ind til os med det samme. Min kæreste mener det er en slags hysteri og det virker også lidt sådan. Men det gør det jo ikke mindre hjerteskærende og hun har det åbenlyst dårligt.

Vi forsøger at lade lyset være tændt, vi læser for hende, nusser hende i håret og bliver på etagen indtil hun sover. Hun falder oftest også i søvn efter lidt brok – men går altså ned til bror omkring midnat.

Skal vi bare lade hende gøre det og satse på, at det holder op om noget tid? Skal vi lade hende sove dernede helt fra starten som hun jo helst vil, så vi slipper for postyret omkring sengetid?

Vi har også prøvet dét med en madras på vores værelse, som kan fungere som tryghed for hende. Men det resulterer bare i, at hun går derind efter 5 min. Og når vi så går i seng, så siger hun, at madrassen er for langt væk fra vores seng og vågner mange gange for at rykke den nærmere eller for at komme op til os. Da hun delte værelse med sin bror lagde hun sig ofte også op til ham – selvom de sov ved siden af hinanden på værelset i forvejen.

En sidste ting – vigtigt – hjemme hos deres mor deler de værelse, da det er en lille lejlighed. Det er jo også forvirrende, men svært at gøre noget ved. Og deres mor vil ikke blande sig i det, selvom det ofte bringes på bane derhjemme. Moren sov dog selv sammen med sin bror op i teenageårene, pga. slemme drømme siger hun – og det påvirker vel også datteren at høre det. Så bliver det jo ganske normalt at have det sådan.

Lang smøre – men jeg vil virkelig gerne have lidt input. Er løbet tør for idéer :o). Skal vi bare lade hende sove sammen med broren, når han nu er ligeglad? Jeg vil bare have, at hun ikke længere fokuserer så meget på det og bliver glad igen. Vi har ellers et fantastisk forhold - papmor og papbørn imellem. De er nogle meget dejlige unger!

Mange hilsener
C

Læs Helens svar »

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

20. september 2025 | Diverse | 6 år

Flytteovervejelser og skolestart/skifte

Kære Helen Mig og min kæreste er forældre til en sund og rask dreng på 6...

Læs hele brevet og Helens svar

25. april 2025 | Udvikling | 5 år, 6 mdr.

Skole parathed

Hej Helen. Jeg har en pige der skal starte i skole i år. Hun er født i...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: