Svar: Morsyg på 17 måneder

---

Kære alle tre

Tak for jeres brev:o) Jeg kan godt forstå at I er ved at være godt 'tyndslidte' og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om I får den hjælp i har brug for? Jeg tænker især, at I har brug for at tale med nogen. I må jo være i krise og det er vigtigt at I 'får luft', da I jo skal have overskud til ikke bare selv at hænge sammen, men også få hverdagen og jeres lille piges liv til at fungere.

Er der en læge tilkoblet jer, som I har tiltro til og som I kan få en samtale med. Jeg tænker det er relevant for jer at vide, hvordan I skal forholde jer i forhold til jeres lille pige og den sygdom hun måske har - det lyder jo som om de fortsat udreder og ikke er kommet til nogen endelig diagnose.

Lægen vil jo kunne rådgive jer bedre end jeg omkring, hvad vil være mest hensigtsmæssigt for jeres lille pige.

Samtidig tænker jeg også at jeres datters vejrtrækningsproblemer vel ikke forsvinder fra den ene dag til den anden, uanset om diagnosen så viser sig at være det ene eller det andet. Jeg ved at dagplejeren tidligere har følt sig utryg ved at passe jeres pige og jeg tænker derfor at det er vigtigt at alle føler sig trygge ved situationen, hvis jeres pige skal starte til januar.

Umiddelbart tænker jeg at det vil være rigtig godt, hvis en af jer forældre eller en af bedsteforældrene kunne begynde at besøge dagplejeren en gang imellem. Det er vigtigt at jeres datter lærer stedet at kende og føler sig tryg ved det og ved dagplejeren, selvom I ikke er til stede.

Jeg ved at I har forsøgt at være der sammen med hende tidligere men desværre uden større held, hun er dog blevet ældre nu og situationen er måske en anden. Jeg tror derfor mere på langsom indkøring og tilvænning end på at aflevere hende og gå fra hende.

En god ting er altid at billedgøre tingene. Det kan være en god idé at hun har en lille billedbog med, hvor der er forskellige fotografier af ...

---

---

... jer hjemme. Det kan være billeder af mor, far, bedsteforældre, hunden, huset, barnevognen osv. altså billeder som minder hende om jer og som derfor 'fortæller' hende at I stadig er det et eller andet sted. At I ikke er blevet væk fra hende.

Samtidig tænker jeg også at det vil være helt relevant at få den tilsynsførende pædagog for dagplejen involveret i 'sagen'. Jeg synes I skal have et fælles møde, jer forældre, dagplejer og pædagog omkring, hvordan I kan støtte jeres lille pige bedst ud fra de problemer hun evt. måtte have.

Det er vigtigt at lave en plan som I alle er fælles om og det kunne f.eks. handle om at den tilsynsførende pædagog var hos dagplejeren lidt i begyndelsen, så der var flere voksne hænder lige i de første dage, hvor jeres datter skal afleveres.

---

---

Har I talt med en rådgiver? Det kunne også være en god idé at I fik en samtale med en af kommunens rådgivere omkring jeres muligheder for at få hjælp. Der er i øvrigt også ansat rådgivere på sygehuset og det kunne også være en hjælp. Jeg tænker jeg på, at det er vigtigt at I taler med nogen om hvilken form for hjælp I kan søge, så dagligdagen bliver lettere for jer alle. Det kunne f.eks. være omkring tabt arbejdsfortjeneste.

Der er ingen tvivl om at jeres datters frygt sandsynligvis handler om alt det hun har været igennem og hun finder naturligt størst tryghed ved sine forældre. Der er ingen tvivl om at jeres lille pige naturligt er knyttet meget til sin mor, men ikke på en dårlig måde - hun er jo fint i stand til også at knytte sig og føle tryghed ved f.eks. bedsteforældre, når mor ikke er der. At hun foretrækker dig, når du er tilstede er kun helt naturligt.

Jeg ved at det er en meget svær situation I står i og jeg krydser mine fingre og håber på det bedste for jer alle tre. Det er altid hårdt ikke at vide, hvad fremtiden bringer:o) Pas godt på hinanden, skriv endelig igen og knus herfra:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sygdom:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---