Brev:

Opdragelse 3 og 4 år

Kære Helen

Jeg har meldt min ind i medlemsklubben og skriver til dig, fordi min familie og jeg har store problemer.

Vi er 2 voksne og 2 børn på 3 og 4 år. Min datter blev 4 i dec. 05 og min søn 3 i marts 06. Der er altså kun 15 måneder imellem dem.

Vi oplever store vanskeligheder med at få vores børn til at gøre, hvad vi beder dem om. Jeg bliver også nødt til at sige, at ægteskabet mellem min mand og jeg ikke er for godt. Vi har været meget uenige om hvordan man skal opdrage børn, men nok mest om, hvad der kunne forventes af mig som mor og hustru.

Det er egentlig ikke det jeg vil tale med dig om, men der er jo ikke nogen tvivl, at børnene kan mærke, at forholdet mellem deres mor og far ikke er så godt, og at de ikke oplever så megen glæde i familien som andre måske gør.

Vores børn er ellers meget velfungerende: altid meget glade i børnehaven, sociale og vellidte. Så vidt jeg er orienteret, kan man mærke på et barn, hvordan det har det, hvis det ændrer karakter og væremåde i institutionen. Hjemme er de jo som regel også søde og velfungerende, men vi har altså vores hyr med temperament m.v.

Jeg tror egentlig ikke de er meget anderledes end andre børn, og jeg er udmærket klar over, at de afspejler deres forældre i deres måde at være på. Min mand og jeg er bare uenige om, hvor meget vores uoverensstemmelser påvirker dem. Jeg mener de er som børn er i den alder og min mand mener, det er pga at jeg ikke har været konsekvent nok over for dem. At jeg ikke har været det må jeg også indrømme er rigtigt. Jeg har ikke været god til at holde fast ved min beslutning, hvilket ofte har resulteret i, at mine børn har fået det som de gerne vil have det. Jeg har f.eks. været god til at sige ”nu er det sidste gang jeg siger det” og så sagt det igen. Eller Nu skal det være, og så var det ikke alligevel. Det har jeg desværre været lang tid om at indse, at det går ikke.

Nu er vi så i den situation, at min datter ofte bliver rigtig ked af det og gal. Hun kan finde på at skrige og slå, når jeg f.eks siger, at nu går jeg ned efter de forskellige putteritualer. Inden hun bliver gal prøver hun diverse ting, ”jeg sveder, jeg er tørstig, puden ligger ikke ordentligt mv. - Jeg har indtil for kort tid siden reageret nogle gange ved at blive sur og talte højt til hende, men nu har vi aftalt, at jeg bare siger ”nej” og hvorfor meget kort og så ikke går fra hende, når hun bliver gal. Jeg bliver der og taler ikke om konflikten eller om noget overhovedet. Viser bare at jeg er der for hende. Det går faktisk meget godt. Det tager tid før hun falder til ro, men på et tidspunkt sker det jo.

Lærer det hende, at jeg mener det jeg siger? At hun ikke får noget ud af at blive gal og hidsig?.

Jeg vil gerne understrege, at vi som forældre prøver at vælge vores nej’er med omhu og ...

... respekterer vores børn for hvem de er. Vi synes derfor ikke at vi bare siger nej og er urimelige. Og jeg vil også sige, at det er sjældent at jeg skælder ud, men det er nok blevet en del mere på det sidste end tidligere. Især hvis det går lidt galt når hun skal sove. Så er mit overskud selv ved at være i bund.

Jeg har været slem til at være ”servicemor”, som Merete Brun Hansen skriver om, og derfor er vores datter (og også vores søn) på trods af sin alder ikke særlig selvhjulpen. Dvs hun kan sagtens tage tøj på selv, men ”gider” ikke for hun har været vant til at jeg var der til at hjælpe.

I øjeblikket driller hendes underbukser hende konstant, hver gang hun skal have tøj på, og det resulterer som regel i et hidsigt ”anfald”, hvor jeg indtil for kort tid siden prøvede at hjælpe hende med dem hele tiden. Men de blev ved med at drille og hun blev mere og mere hysterisk. Nu vælger vi at hjælpe første gang, men er hun på vej til at blive rigtig sur og irriteret, kan vi ikke gøre andet end at sige ”jeg vil gerne hjælpe dig, men du må falde til ro først”. Hvad mener du om den metode?

Her til morgen gik det helt galt igen. Min datter har utallige morgener været svær at få i tøjet, og jeg har bedt hende komme mange gange uden særlig stor succes og til stor irritation for min mand. Nu havde jeg besluttet mig for, at hun selv skulle tage tøj på, men at jeg ville være ved siden af og hjælpe hvis noget drillede. Det sagde jeg til hende, men så startede det hele igen: underbukserne drillede og hun blev sur. Jeg har gjort op med mig selv, at jeg også har nogle behov eller familien har, så jeg skal også kunne spise morgenmad, så jeg gik nedunder efter ca. 5 min. og sagde hun skulle tage tøj på. Hun reagerede med gråd og alle de ting der var i vejen.

Jeg må indrømme, at jeg næsten ignorerede hende, hvilket jeg ikke har det godt med, men sagde bare ”tag tøj på”. Det endte med at min mand råbte højt af hende og sagde at hun skulle tage tøj på NU og alle blev kede af det.

Min søn på 3 bliver selvfølgelig også påvirket. Min mand er rigtig træt af mig, da han mener skylden er min – at børnene ikke forstår og ”lystrer” og jeg er ved at gå ud af mit gode skind……

Hvad gør vi? Har du nogle gode råd? Det blev et meget langt indslag og jeg kan godt forestille mig at jeg skriver igen efter dit svar, da det nok er blevet for bredt. Men jeg havde brug for at komme af med det hele.

Igen må jeg understrege, at hvis du har det billede, at jeg er en mor der råber og skriger, så er det ikke korrekt. Jeg har nok snarere været for flink og er nu fanget i min egen suppedas, hvor mine børn ikke rigtig ved hvor de har mig..

Deres far er meget bedre til at være konsekvent, på en rigtig god måde, og vores børn er faktisk meget ”farsyge”…….

Glæder mig til at høre fra dig.

Mange hilsner
Mette

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

17. juni 2025 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

Søskendekonflikter

Kære Helen Der har nu været en lang periode hvor min datter på 3 år og søn...

Læs hele brevet og Helens svar

5. juni 2025 | Opdragelse | 3 år, 3 mdr.

Suttestop - 3 år, 3 mdr.

Hej Helen Tak for dit sidste svar angående min datter, som er meget afhængig...

Læs hele brevet og Helens svar

9. maj 2025 | Sovevaner | 3 år, 2 mdr.

Middagslur - 3 år, 2 mdr.

Hej Helen Endnu et spørgsmål angående min datter på 3 år. Min datter...

Læs hele brevet og Helens svar

9. maj 2025 | Opdragelse | 3 år, 2 mdr.

Afhængig af sut - 3 år, 2 mdr.

Kære Helen Min datter på 3 år er utrolig afhængig af sin sut. Den og hendes...

Læs hele brevet og Helens svar

23. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 9 mdr.

Nedsmeltninger og temperament

Kære Helen. Jeg håber, du kan hjælpe os med nogle redskaber til at håndtere...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: