Annonce

Annonce

Svar: Putning - falde i søvn selv


16. marts 2026

Kategori:
Alder:
17 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af, hvordan I forsøger at skabe nye putterutiner :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med jer omkring dette, og så må I selv vælge til og fra, hvad I tænker, at I kan bruge.

Det er helt normalt for alderen, at putningen kan gå lettere, når far putter, end når mor gør det. Mange børn har en lidt anden følelsesmæssig tilknytning til mor, som gør, at det er sværere at slippe mor - hvor det er lettere for barnet at acceptere at skulle sove selv, når det er far, som putter. Det er ikke fordi, I gør noget forkert, det er heller ikke fordi, jeres dreng ikke er trygt tilknyttet jer begge - det handler blot om, at det er naturligt for jeres dreng at have lidt sværere ved at give slip til søvnen, når det er mor.

Hos jer kan det også spille ind, at du jo er gravid. Selvom der er tid til den lille ny kommer til verden, så mærker jeres dreng allerede forandringerne nu. Han fornemmer, at noget er ved at ændre sig, og han fornemmer, at det har noget med mor at gøre. Din krop ændrer sig, måske har du været påvirket af kvalme og ligget mere ned, du løfter ikke på ham, som du gjorde tidligere, pladsen på dit skød bliver gradvist mindre, og I begynder begge at kræve lidt mere selvhjulpenhed af ham - f.eks. omkring, at han nu skal sove selv. Alle disse forandringer vil naturligt kunne gøre, at han "klamrer sig" lidt mere til mor, når han skal sove.

Du spørger, om I skal acceptere, at der er forskel på, hvordan mor og far putter. Og ja - det tænker jeg, at I skal acceptere lige nu. Jeg synes ikke, at det er et problem, at han lige nu falder i søvn hos mor, eller har brug for at mor er der, når han skal sove. Det lyder som om, at han har brug for denne nærhed for at kunne give slip på dagen, finde roen og overgive sig til søvnen. Og det vigtigste er ikke, hvordan han falder i søvn, men at han føler sig tryg og kan sove roligt derefter.

I hverdagen søger han lige nu ofte sin far mere end mor. Det forstår jeg godt påvirker dig - og jeg tænker, at det trods alt må være rigtig rart at mærke, at når han skal sove, så har han brug for dig. Han har brug for at mærke, at du stadig er der for ham, at du passer på ham, og at han kan være helt tryg:)

Hvorvidt far skal være den der putter mest afhænger af, hvordan det fungerer, når du sidder der. Som jeg læser dit brev, så er det, når du forlader værelset, at han bliver ked af det. Hvis du sidder der, så vil han de fleste gange være rolig. Det er vigtigt, at I ikke gør det til en kamp for mor lige nu - så hvis du kan gøre ham tryg ved at stoppe jeres "gå ud og ind-" strategi, når du putter, så synes jeg det er super fint. Du kan i stedet blive hos ham, have en beroligende hånd på ham, sidde der og vugge ham lidt på siden, som I har praktiseret før, eller du kan tage ham op og sidde med ham i gyngestolen som nu. Det betyder ikke, at du giver op, det betyder blot, at du møder ham, som han viser behov for lige nu - og far kan fint gøre noget andet.

I må finde ud af, hvad der vil fungere bedst for jer. Måske vil det fungere bedst, at far putter 3-5 dage om ugen, og mor putter de andre dage. Måske vil det fungere, at det er faste aftener, som I har hver især - så jeres dreng naturligt stadig puttes af jer begge. Hvis I følger en fast plan, så giver det måske lidt overskud til jer hver især, og samtidig vil det på sigt være med til at give genkendelighed og dermed tryghed.

Du spørger, om du skal undgå at tage ham op, selvom han græder meget i sengen, og bare blive siddende hos ham - og NEJ - det skal du bestemt ikke. Når han græder meget, så har han brug for nærhed og tæt fysisk kontakt. Han har ikke brug for at ligge i sin seng, og målet i en sådan situation er derfor ikke, at han skal blive i sengen, men at hjælpe ham til ro. Det er meget vigtigt, at det at falde i søvn forbindes med noget trygt, dejligt og rart.

Han vil heller ikke kunne forstå, hvorfor du ikke reagerer på hans gråd. Han har brug for en grundlæggende følelse af, at når han er ked af det, så kan han altid søge dig, og du vil reagere, lytte til ham og give ham den trøst og beroligelse, som han har behov for. Når han er ulykkelig, så reagerer du på ...


Annonce

... ham, du sidder ikke bare ved siden af ham og ser på ham græde. Det kan sammenlignes med, at du er rigtigt ked af det, og din mand sidder på sofaen og ser på dig, måske taler han beroligende til dig, men det du har behov for er, at han holder om dig...

Når det så er sagt, så er der naturligvis forskel på gråd, så hvis jeres dreng småklynker, fordi han er overtræt og lige skal finde ud af at slippe dagens oplevelser, så er det fint, at du sidder ved siden at ham, holder en beroligende hånd på ham, og giver det 1-2 minutter for at se om han falder i søvn. Men hvis gråden eskalerer, så skal du tage ham op.

Jeg tænker faktisk, at det for dig kunne være en idé at bruge en lidt anden tilgang, nemlig det jeg kalder for stryge-tøj-metoden. Far kan gøre, som han plejer, men du kan med fordel forsøge denne metode.

Jeres dreng skal puttes i seng, som I allerede gør. Det kan være med bad, godnatmåltid, tandbørstning osv. og så bliver han lagt i sengen. I må meget gerne indføre en puttebamse, nussekanin, slaskedukke eller måske en aflagt t-shirt af mors eller fars, som dufter af jer og minder om at have jer i nærheden. Og i stedet for, at du går fra ham, og han så bliver ked af det, så skal du stille dig på værelset eller lige uden for døren og stryge tøj eller lægge tøj sammen. Det er meget vigtigt, at du står, så han kan se dig, så han ikke behøver rejse sig op for at blive forsikret om, at du stadig er der.

Du må gerne småpludre med ham, hvis han giver lyd og har brug for at høre din stemme, så kan du f.eks. sige "jeg er lige her, skat" så han bekræftes i, at du ikke går fra ham, men han kan fint ligge i sin seng lidt på afstand af dig. Hvis han rejser sig, kan du også sige kærligt "læg dig ned skat, læg dig ned". Det, at han selv lægger sig, kan være med til at gøre, at han bliver liggende. Hvis du igen og igen går hen og lægger ham ned, så kan det næsten virke som en fjeder, hvor han vil rejse sig, og det kan blive til en leg.

Hvis han rejser sig flere gange, kaster med sin sut osv. så lad det ligge på gulvet, stryg skjorten færdig og gå hen til ham, samle sut og bamse op, giv ham det, put ham igen og gå så tilbage til dit strygetøj. Så du igen og igen viser ham, at han kan sagtens være i sin seng, der sker ikke noget, du er der, og han kan være helt tryg og rolig.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Derfra kan du så udnytte metoden og begynde at gå frem og tilbage. Du kan f.eks. sige "Jeg henter lige en skjorte mere, så kommer jeg igen", så går du ud, er kortvarigt væk, og kommer tilbage med en skjorte, som også skal stryges. På den måde har du et formål med at gå fra ham, som ikke handler om, at han skal sove, men som handler om noget praktisk.

Stille og roligt kan du så øge tiden der går, hvor du er væk, og indtil du kommer tilbage igen, fordi han gradvist har lært, at det er helt okay at ligge i sin seng - også selvom du går. Du kommer altid tilbage igen, og er han i tvivl, så kan han altid kalde på dig, for du reagerer naturligt på hans kalden.

Jeg tænker, at denne metoden er en fin måde at gøre ham tryg ved sin seng og lærer ham at sove selv - uden at du behøver sidde der, til han er faldet i søvn.

Jeg forstår godt ønsket om at kunne læse godnathistorie, og det kan I også sagtens komme til at gøre på sigt. Men det vigtigste lige nu er, at der sker nogenlunde det samme hver aften, fordi genkendelighed giver tryghed. Det vil sige, at samme godnat-musik, nattøj på, tandbørstning, ind på værelset, blive puttet i sin seng.. alt sammen super fint. Meget gerne puttet med bamse, nusseklud osv. Ligesom I også gerne må sige samme sætning f.eks. "godnat skat, sov godt - mor/far passer på dig" eller lignende. Det er fuldstændig ens, uanset hvem af jer der putter.

Herefter ændrer jeres rutiner sig lidt. Mor bliver siddende og skaber ro med nærvær, eller stiller sig og laver noget praktisk som at strygetøj eller lignende - for på sigt at kunne arbejde med at gå og komme tilbage. Hvor far går kortvarigt ud og kommer tilbage, roligt og kærligt, hjælper jeres dreng med at blive lagt ned og går igen - fordi det fungerer for både ham og jeres dreng.

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre :)

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Hudplejeolie til mor og barn

Når huden hos mor eller barn bliver rød, øm eller irriteret, kan der være brug for mere end almindelig hudpleje.
Apotekets Lacto+ Probiom Olie kombinerer plejende olier med levende mælkesyrebakterier, der støtter hudens mikrobiom og naturlige balance.

Når huden er rød, tør ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

13. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.

Overstimulering og babysøvn

Hej Helen Vi har vores lille dreng på 2 uger og vores store dreng på snart...

Læs hele brevet og Helens svar


5. september 2026 | Sovevaner | 7 mdr.

Meget udfordret søvn

Hej Helen, Jeg har en dejlig, glad og social pige på 7 mdr. der trives godt....

Læs hele brevet og Helens svar


5. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.

Nyfødt søvn

Kære Helen. Så blev vores familie udvidet fra 3 til 4. Lillebror som i dag...

Læs hele brevet og Helens svar


3. september 2026 | Sovevaner | 14 mdr.

Morgenamning forstyrrer søvnen

Hej Helen. Vi har en sund, glad og rask dreng (V) på meget snart 14 mdr....

Læs hele brevet og Helens svar


14. august 2026 | Sovevaner | 7 mdr.

Tvillinger på 6.5 mdr uden rytme

Kære Helen. Jeg har 2 dejlige tvillingepiger på 6.5 måned, som blev født i...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Suttekæde

En suttekæde er en kæde, som holder sutten ved barnet. Den fungerer ved at den sidder både på sutten og sættes fast i barnets tøj. Det kan være meget praktisk for forældrene, men kæden skal opfylde visse krav, for ikke at være farlig for barnet.

Sikkerhedsstyrelsen tester jævnligt suttekæder og det er desværre ikke alle suttekæder, der lever op til sikkerheden.

Det anbefales at:

- En kæde må ikke være mere end 22 cm lang, da barnet så kan få den...

Læs mere i Babylex

Søvn

Børn sover ikke som os voksne, og søvnen og måden barnet sover på, ændrer sig lidt hele tiden. I nogle periode vil børn naturligt sove dårligere end i andre perioder - det sker især, når barnet udvikler sig rigtig meget både motorisk og mentalt, ligesom børn der starter i daginstitution, er syge eller måske får en ny lillebror eller lillesøster, naturligt også sover dårligt i disse perioder.

Jeg bliver tit spurgt: "Hvad gør jeg galt?" eller "Hvordan skal jeg præcist gøre for at...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Hej Helen.

Tusind tak for dit svar. Det var lige hvad jeg havde brug for!

Tak fra Emmas (18 måneder) mor


Annonce