Svar: Opfølgning på selvstændighedsalder og afvænning af sut

---

Kære Mor

Tak for dit brev. Det er rigtig godt du skriver tilbage, og jeg vil meget gerne uddybe. Jeg vil forsøge at svare i den rækkefølge dine spørgsmål stilles, så jeg forhåbentlig kommer lidt omkring det hele:)

Når jeg forsøger at forklare, hvordan I kan møde jeres datter osv. så kan det meget hurtigt virke firkantet - og sådan er opdragelse ikke. Der skal være plads til forandring, man skal vælge sine kampe osv. Når det så er sagt, så er det som udgangspunkt en god idé at holde fast i, at når far er i gang med at smøre creme på, så er det far, som gør dette - og ikke pludselig mor. Far kan her f.eks. sige "jeg smører dig nu. Du kommer hen til mor bagefter" eller I kan indgå en form for kompromis "jeg smører dig med creme. Mor hjælper dig med nattøjet". På den måde holder far fast i, at han sagtens kan gøre creme-smøringen færdig, men han lytter og anerkender, at hun også gerne vil have sin mor.

Der kan her naturligvis godt komme protester, hun kan godt blive lidt ked af det, græde eller måske blive vred. Men det er helt okay at holde fast i reglen om, at det er far/mor, som smører creme i aften. Hvis I skifter voksen midt i handlingen, så kan hun lærer, at hvis hun protesterer nok, så kan verden ændre sig - og det kan faktisk være med til at gøre, at hun vil begynde at afprøve flere grænser.

Når det så er sagt, så skal I naturligvis ikke holde ved, hvis I kan mærke, at det bare er for meget for hende. Hvis hun er fuldstændig ødelagt, ikke til at komme i kontakt med og slet ikke kan reguleres ned, så overtager mor (eller omvendt). Her handler det netop om at hjælpe hende til ro - og ikke om at hun skal lære noget - og her der det vigtigt, at den forælder, som bedst kan få hende rolig, hjælper hende med dette.

I forhold til fjernsynssituationen og vinke farvel, så er det ikke forkert, at I vinker farvel i denne situation. Hun er træt, hendes overskud er ikke ret stort, og at hun ikke får vinket, får hende derfor til at bryde sammen. Når du i den situation siger "jeg kan godt se, det var helt forkert, og du blev ked af det" så viser du hende, at du ser hende. Du eskalerer ikke konflikten, og du hjælper hende tilbage i ro. Det er rigtig fint!

Når det så er sagt, så betyder det ikke, at I altid skal gøre sådan. Nogle gange vil det være helt okay, at I hjælper hende med at lære at sige "pyt" og hjælper hende videre. Det kan blive et problem, hvis I ender med at gøre alting om af frygt for hendes reaktioner, eller hvis jeres ritualer ender med at blive styrende for hele familien. Det er stadig jer voksne, som bestemmer, hvordan tingene skal være i hverdagen. Det er jer der har overblikket, og jer der sætter rammerne.

Måske kan det hjælpe jer at tænke, om I hjælper hende til ro (så er det helt okay at gøre tingene om), eller om I forsøger at forhindre hendes følelser (så kan det være bedre at stå fast og støtte hende i at alle følelser er okay).

I forhold til at "splitte jer", så kan jeg godt forstå, at dette kan misforstås. Det jeg mener er, at hun skal opleve jer forældre som en enhed. Det skal helst ikke være sådan, at hun kan sige nej til mor og kalde på far, eller at hun midt i en situation kan få den anden til at overtage noget. Små børn har brug for at mærke, at vi bevarer roen, når de ikke kan. De har brug for at kunne læne sig op ad os voksne, og de har brug for at være sikre på de voksne. Når I fremgår som en fælles enhed, så skaber I sikkerhed.

Sagt på en anden måde, så skal hun føle, at mor og far hænger sammen - også når hun er uenig, vred eller ked af det. Hun skal ikke holde styr på jer, og hun behøver ikke vælge mellem jer - I har fuldstændig styr på det, og det er det, I signalerer. Derfor er det f.eks. vigtigt, at I er fysisk tætte, smiler til hinanden, sidder sammen o sofaen, holder i hånden, når I går tur osv. Fordi I på den måde viser, at I hører sammen.

På samme måde er det vigtigt, at I bakker hinanden verbalt op. I kan f.eks. sige "Det er far/mor, der bader dig i dag, så kommer jeg og giver dig tøj på bagefter" eller "far/mor læser godnathistorie og så kommer jeg og kysser godnat bagefter. På den måde hører hun direkte, at I støtter op om, at den anden kan lige så godt - og at I stadig begge gerne vil hende.

Det overordnede regler, skal I være enige om. Når jeres datter bliver 4 år, så vil hun naturligt bedre kunne forstå årsag og konsekvens - og her kan det f.eks. opstå en situation, hvor hun spørger mor, om hun må få en is. Mor siger nej, fordi I skal spise om lidt. I stedet går hun så hen og spørger far, som siger ja.

Hvis det sker tit, så vi hun lærer, at de voksne ikke hænger sammen, at man godt kan komme udenom et nej, og at det ikke kan betale sig at tale videre med mor - man kan bare skifte voksen. Og det er dette, I gerne vil undgå. I stedet kunne far f.eks. svare "hvad sagde mor?", jeres datter svare "hun sagde nej". Derefter kan I så tale sammen om det. I kan måske finde en løsning, hvor hun kan få lidt frugt eller andet før spisetid, eller aftale, at hun får en is, når I har spist aftensmad.

Alt det, som I stille og roligt arbejder med nu, påvirker således også situationer i tiden fremover. Allerede nu er det godt, hvis hun kan lære, at mor og far bakker hinanden op, at I støtter hinanden, at I ikke kan spilles ud mod hinanden. I er forudsigelige voksne, I har sat nogle fælles rammer, og hun kan regne med jer og med det I siger.

Beslutningen om at skiftes til at putte - og herunder smøre med creme, give nattøj på, læse historie osv. er rigtig god! Det er bestemt en god idé, at I skiftes til dette, og naturligvis er det vigtigt, at mor også kan. Det er således ikke forkert, det I har gjort!

I skal her være opmærksomme på, at forudsigelighed ikke handler så meget om, hvorvidt det er mor eller far - men mere om, at der gøres de samme ting. Rutinerne er mere eller mindre de samme, så overgangen til at skulle sove ligner sig selv, og at I voksne gør det nogenlunde ens - selvom I naturligvis er forskellige, hvilket I også gerne må være. Det er jo hele tiden en balance! Jeres datter kan godt lære, at når mor og far skiftes, så er der lidt forskel, men hovedtrækkene er ens.

At hun reagerer på disse ændringer, betyder ikke, at det er forkert, men at det stadig er lidt nyt for hende. Og du skriver det faktisk selv så fint, at de dage, hvor I har haft god kontakt under aftensmaden, vil hun gerne have dig til at smøre med creme og give nattøj på. Det er præcis, som det skal være og som du ...

---

---

... også selv tolker det. Det er ikke, fordi hun forsøger at styre dig eller jer. Det er fordi, hun rigtig gerne vil forlænge den gode kontakt, som I har haft.

Det er ikke forkert, at far nogle gange tager sig af lillesøster, og at det nogle gange er dig, der gør det. Det er sådan det er at være en lille familie. Og en af fordelene ved søskende er, at man helt naturligt lærer at dele og lære at vente på sin tur. Måske er det vigtige her ikke så meget, at I deler opgaverne, men mere, hvornår skiftene sker - fordi det kan skabe ekstra uro, hvis I skifter voksen midt i en aktivitet jf. ovenstående.

Med hensyn til tilknytning, så er det ikke vigtigt, at mor og far kan og gør det samme. Det er ikke vigtigt, at både mor og far kan putte, eller aflevere og hente - det er ikke sådan, at tilknytningen er dårlig, hvis kun den ene forælder kan dette.

Det, der er vigtigt i forhold til tilknytning er, at den voksne er stabil, tilgængelig, og at barnet kan regne med, at den voksne er der - også når barnet har det svært. Tilknytning handler også om, at de voksne passer på barnet og ikke omvendt. Tilknytning skabes, når man er sammen gentagende gange hver dag. Det skabes gennem tid sammen, hvor der ikke er en masse krav. Det skabes via øjenkontakt, fysisk nærhed og hensigtsmæssige reaktioner og følelsesmæssig tilgængelighed.

Hvis du er sammen med din datter mange timer dagligt. Hvis du er følelsesmæssigt til stede, hvis hun kan tale med dig, søger ro og trøst hos dig, så er tilknytningen stærk - også selvom du ikke altid putter.

Det er en styrke at forældre er forskellige, fordi det giver barnet noget forskelligt. Det vigtige er faktisk ikke, at I kan det samme. Det vigtige er, at jeres datter kan regne med jer - på hver jeres måde. Og når jeg læser jeres beskrivelse, så virker det meget tydeligt, at det kan hun.

I forhold til dig, så søger hun dig i ro - og ikke kun i krise. Hun vil rigtig gerne være sammen med dig, I har tæt kontakt i hverdagen, hun vil også gerne have dig til at smøre med creme og søger din kontakt ekstra, når I har haft en god kontakt. Og hun søger dig, efter hun er faldet til ro igen. Det viser, at du er en meget tryg base. At hun kan afvise dig - og vende tilbage, er faktisk et klassisk tryghedstegn, selvom det godt kan gøre ondt:)

I forhold til lillesøster og forudsigelighed, så har du naturligvis ret i, at lillesøster oplever, at far starter putningen, og mor nogle gange overtager. Det kan godt blive forvirrende på sigt - men især når hun bliver ældre. Så længe hun ikke er ældre, end hun er, så bliver hun primært rolig gennem sine sanser. Når hun mærker, at I er rolige, hjælper hende med flasken, derefter nattøjet, putter hende osv. Uanset hvem af jer det er - så finder hun roen i dette.

På sigt kan det dog være en god idé, at I også her holder fast i, at én voksen gør det færdigt. Det er ikke så vigtigt, hvem af jer der putter om aftenen - men for mange skift undervejs vil være godt at undgå i takt med at lillesøster bliver ældre.

---

---

I forhold til tandbørstesangen, så skal man nogle gange starte forfra og nogle gange ikke. Det afhænger igen helt af situationen. Det lyder som en god idé at starte forfra i den givne situation, fordi I derved forhindrede, at verden blev helt uoverskuelig for jeres datter. I hjalp hende tilbage til kontakt og ro, så hun faktisk kunne falde i søvn - det var en god beslutning.

Men andre gange kan det måske godt lade sig gøre at holde fast i, at I ikke starter forfra - og så rumme hendes følelser, selvom det er svært. Hvis du kan mærke, at du ikke kan tage hende op og holde hende, fordi hun fysisk kæmper, så lad hende ligge. Vær hos hende, så hun mærker, at du ikke forsvinder, og at du godt kan bevare roen, selvom hun ikke kan. Når der så falder lidt ro over hende, så sæt ord på "Det var anderledes i dag, det var også dumt" eller lignende. Og giv hende så mulighed for at få masser af kys og kram.

Med hensyn til sutten og andre reguleringsstrategier, så kan det være en puttebamse, nusseklud eller lignende, som bliver en sut-afløser på sigt. Men det er også fysisk kontakt og nærhed. At sidde hos jer eller ligge på sofaen ved siden af jer, mærke jeres hånd på ryggen eller på maven. Langsomme, dybe tryk på kroppen, og en rolig vejrtrækning. Nogle børn finder også ro, hvis man synger den samme sang.

Jeres sutteaftale med sutten i en æske, tænker jeg er et forsøg værd. Det kan måske fungere, fordi hun ikke kan se sutten, når den ligger i æsken - og hun samtidig får at vide, at her ligger sutten til du skal sove. Når I lægger sutten i vindueskarmen, så ligger den helt synligt, og den er let for hende at få fat i - og hun kan naturligt ikke lade den ligge. Det bliver sværere for hende at slippe den.

Når hun i bilen spørger efter sutten, så sig f.eks. "sutten er til at sove med. Nu er vi hjemme." Og hjælp hende så med at komme ind og lande ved f.eks. at sætte jer sammen, læse en bog, tilbyd hende en bamse eller lignende. Det må gerne være lidt svært, og hun må gerne blive ked af det - det er helt okay, så støtter I hende i det. Men også her gælder, at verden naturligt ikke skal bryde fuldstændig sammen - hvis hun får anfald af fortvivlelse, så lyder det som om, at det ikke er lige der, I skal stille krav om sutten, og så giver I hende den bare.

Hvis det viser sig, at hun ikke kan håndtere kravene om "sutten i æsken" lige nu, så er det naturligvis også okay. Hun er ikke ret gammel, og i takt med at hun bliver ældre, så vil hun naturligt blive bedre til at sætte ord på sine følelser og behov, og det bliver på den måde også lettere at hjælpe hende. På den måde arbejder tiden også for jer, og hun vil naturligt få lettere ved at sige farvel til sutten på sigt.

I gør det godt. Der er ikke noget, der tyder på at jeres datter ikke er trygt tilknyttet, og I lyder til at håndtere det hele super. I er gode til at læse hende og afkode hendes behov. I er gode til at være i hendes følelser, uden at gå i panik. I er også rigtig gode til at stoppe op og reflektere - det er jo netop derfor, I skriver til mig.

Det er en svær periode lige nu, det er en svær alder - men det er meget tydeligt, at I elsker jeres datter (begge piger) meget højt og vil hende det allerbedste. Det er helt normalt, at I er trætte, at I kommer i tvivl, og at I nogle gange føler jer utilstrækkelige - men det betyder ikke, at I er det. I gør det godt!

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - og ellers så spørger I bare igen:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---