Svar: Det er kun far der dur - 2 år, 7 mdr.

---

Kære mor

Tak for dit brev og meget fine, åbne og ærlige beskrivelse :)

Lad mig begynde med at sige, at jeg bestemt ikke tror, at du gør noget forkert. Jeres pige afviser dig ikke som person, men fordi hun er i gang med at udvikle mere og mere selvstændighed og egen vilje. Det gør det naturligvis ikke mindre hårdt, og jeg kan sagtens forstå, at du bliver ked af det og bliver usikker, når jeres datter skubber dig væk og kræver sin far - det er så hårdt at føle sig afvist!

Jeg ved fra et af dine tidligere breve, at I har en lillesøster, og du skriver i dit brev i dag, at far gennem længere tid har stået for putning af jeres 2.5 årige datter. Jeg tænker at det, i forbindelse med at lillesøster kom til verden, har været helt naturligt for jer at dele jer op, så far har taget sig mest af storesøster, og mor har været omkring lillesøster, og alt det der følger med her.

Putning er et af de mere sårbare tidspunkter. Det er rigtigt svært at slippe dagen og overgive sig til søvnen, fordi det er forbundet med adskillelse samtidig med, at jeres datter er rigtig træt - og når hun er træt, kan hun f.eks. ikke finde ud af at dele. Hun kan ikke dele dig med lillesøster, og hvis far putter, så kan hun bedre sove, fordi der her ikke er nogen konflikt, ingen konkurrence. Hun ved, at far er der for hende, han forsvinder ikke lige pludselig, fordi lillesøster skal have mælk, en ren ble, græder og skal holdes - hvilket mor sandsynligvis har gjort. Igen helt naturligt med en baby, men stadig en erfaring, som storesøster kan have fået med sig.

Det betyder dog ikke, at du så skal lade far tage over igen og igen. Det er rigtig godt, at I f.eks. har arbejdet på at indføre en ny rutine, hvor du læser godnathistorie, hvorefter far tager over. Det er en rigtig god måde at få skabt en langsommere og mildere overgang til putning og gradvist få mor mere på banen.

Som jeg læser dit brev, så foregår godnathistorielæsning i stuen, hvorefter hun puttes i seng med sin dyne, godnatsang osv. Jeg vil anbefale, at læsningen foregår i værelset, fordi det vil gøre overgangen til putningen mindre voldsom.

Jeg vil anbefale, at du putter hende i tremmesengen og læser højt for hende, imens hun ligger i den. Hun skal stadig kunne følge med historien, se billeder osv. hvis hun er interesseret i det, eller du kan putte hende i seng og tale dagen igennem, så der ikke er billeder, men så hun blot skal ligge og lytte - præcis som du også forsøger og gerne i et forholdsvist mørkt rum. Men så det foregår puttet med sin dyne og sin nussebamse.

Fordelen ved at lade hele putteritualet foregå på værelset og ikke i stuen er, at overgangen bliver mere glidende. I forlader ikke alt det hyggelige i stuen for at gå ind og sove, det er også hyggeligt at komme i seng. Derudover så kan far overtage din rolle - og ikke selve puttesituationen, hvilket også er vigtigt. Far fortsætter der, hvor du har sluppet, som en gradvis overgang.

Du skal sidde ved siden af sengen, læse roligt eller fortælle om dagen og om jeres datter, og hvor skøn hun er, og alt det hun kan. Du er fysisk tæt på, du kan også lægge en beroligende hånd på hende, men du kræver ikke en masse kontakt med hende. Du kan synge godnatsang, og hvis hun siger nej til det, så kan du blot være stille, men blive siddende hos hende.

At hun siger nej til godnatsang betyder ikke nødvendigvis, at hun siger nej til dig. Det kan ligeså godt være et udtryk for, at hun ikke kan rumme mere, ikke har behov for flere stimuli lige der. Hvis hun allerede føler sig lidt presset, kan det godt blive for meget for hende. Men det kan være fint, at du stadig sider der helt stille og roligt, så hun mærker, at du stadig er der, og hun kan være helt tryg ved at falde i søvn.

Hvis hun insisterer på, at far skal synge, så kan du sige "Nu kommer far og synger, jeg går ud". Far kommer ind, og det hele foregår stille og roligt. Der er ikke nogen forhandlinger, ikke noget hastværk. Det vigtigste er, at hun falder i søvn trygt og roligt.

Jeg tænker, at jo mere du kan tage del i alt det, som leder op til putningen, jo bedre vil det være. Det samme gælder naturligvis også i hverdagen, hvor det vil være rigtig godt, at du prioriterer at lave ting sammen med storesøster - hvor det kun er jer to.

Når vi tager en lille ny baby ind i familien, så vil den lille ny naturligt være en konkurrent til forældrenes kærlighed - og den konkurrence bliver ikke mindre, når lillesøster bliver 1 år. I denne alder kan lillesøster gøre meget mere opmærksom på sig selv, hun kravler, rejser sig ved tingene og søger naturligt meget kontakt. Hun er sandsynligvis en ...

---

---

... lille charmerende filur, der smiler til alt og alle - og det gør naturligt storesøster usikker. Storesøster kan godt være i tvivl om, hvorvidt hendes plads i mors hjerte er den samme som tidligere.

Derfor har hun brug for alenetid sammen med sin mor. Tid, der fylder hende op med en følelse af, at hun er fuldstændig lige så elsket, som hun altid har været. At hun er noget ganske særligt, og at ingen nogensinde kan tage hendes plads. Når hun har en indre ro i forhold til dette, så vil det mindske konflikter ved putning, og det vil gøre det lettere for hende at dele dig med lillesøster.

Når det er særlig svært for dig at hjælpe storesøster ved anfald af fortvivlelse, så er det sandsynligvis, fordi far også her har været mest tilgængelig. Det betyder ikke, at han er bedre end dig, det betyder blot, at han er den, som har reageret hver gang, og det han siger og gør er genkendeligt for hende. Det lyder også som om, at I måske er kommet til at lære jeres datter, at det skal være far. Hver gang hun er brudt sammen, så har mor forsøgt, det har ikke hjulpet, og så er far kommet og har overtaget, og jeres datter er faldet til ro. Det kan godt betyde, at dette mønster bliver forstærket, fordi I begge er med til at signalere, at far er "bedst".

Derfor er det vigtigt, at far også bakker dig op. Ikke kun ved putning, men generelt i hverdagen. At far direkte siger f.eks. "mor putter dig, jeg kommer ind og synger godnatsang" eller "mor giver dig jakke og sko på, jeg er lige her imens" eller lignende. På samme måde er det vigtigt, at du også holder fast i, at du gerne vil hjælpe hende "jeg hjælper dig med jakken og skoene, så kommer du over til far bagefter".

På den måde lytter I til hende og anerkender hendes behov, men I holder også fast i, at I naturligvis begge kan hjælpe hende.

I må også meget gerne signalere, at I forældre er forbundne. Det vil sige, at I gerne må sidde tæt i sofaen, I må gerne give hinanden knus og kram, I må gerne gå hånd i hånd, når I går tur osv. Det er med til at signalere, at I er en enhed, og at I ikke kan spilles ud mod hinanden. I er ikke bare to personer, I er jeres datters tryghedssystem. I viser hende, at I hører sammen, og at hun ikke behøver vælge mellem jer - og at hun ikke mister jer.

---

---

Hvis I på den måde bakker hinanden op, er rolige sammen, er glade for hinanden, så vil hendes behov for at holde fast i den ene af jer ofte falde. Det handler ikke om at lukke hende ude, tværtimod. Har hun lyst til at få en krammer, så krammer I alle tre (eller fire). Det ar naturligvis vigtigt at gøre det.

Når du oplever, at jeres datter søger dig efter lidt tid, hvor hun har været ked af det - tænker jeg er helt naturligt. Når hun har anfald af fortvivlelse, så er hendes krop i alarmberedskab, og hun er ikke i stand til at tænke rationelt eller mærke efter, hvad hun egentlig vil eller ikke vil. Alt i hende er bare kaos. Men når du går, og far har reguleret hende ned, så er hun faldet så meget til ro, at hendes følelser igen bliver tilgængelige, og hun kan mærke "jeg savner mor", "jeg vil gerne have min mor igen" - og det er et rigtig godt tegn på tilknytning.

Og til sidst - med hensyn til bollen og hvorvidt hun skal have en hel bolle, det afhænger meget af situationen. I sig selv er det ikke forkert at give hende en ny bolle. Du reagerer på et barn, som er overvældet, og som har glæde af at få noget at spise - MEN - der er heller ikke noget i vejen for, at du en gang imellem peger på bollen, som hun har brækket i stykker og siger "se, du har din bolle her" - og holder fast i, at hun sagtens kan spise den, selvom den ikke længere er hel.

Det kan godt være, at hun protesterer og er ked af det - så kan du anerkende "det var ikke med vilje, nu er bollen i stykker. Pyt med det. Se her, der er smør på. Den kan godt spises. Den smager godt" og på den måde hjælpe hende videre.

Der er dog også situationer, hvor det kan give mening at give hende en ny bolle. Hvis hun f.eks. er syg, hvis hun er ekstremt træt, hvis det hele bare er ved at gå op i hat og briller - og du tænker, at det er den løsning som giver alle ro og mad i maven. Det er en balance mellem at jeres datter skal lære at kunne være i de frustrationer og stærke følelser, som hun har i denne alder - og at du naturligvis også skal vælge dine kampe og beskytte dig selv.

Jeg håber, du kan bruge disse tanker lidt videre :) Derudover vil jeg anbefale dig/jer at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse". I den kan I finde mange eksempler på, hvordan man kan komme igennem forskellige konfliktfyldte situationer.

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---