Svar: Forsigtig og bekymret pige

---

Hej med jer

Tak for dit brev og velkommen tilbage - dejligt at høre fra dig igen:)

Det lyder som om, at I har en rigtig sød og dejlig 7årig pige, og det lyder også som om, at I gør jer rigtig mange gode tanker. Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig/jer og forsøge at svare på dine spørgsmål.

Når jeres datter reagerer med afføring flere gange hver dag i hverdagen, så tænker jeg umiddelbart, at det hænger sammen med, at hun bliver lidt spændt eller nervøs - og det påvirker hendes tarmsystem. Hverdagen indeholder mange indtryk, og der er mange krav forbundet med at gå i skole - og hendes tarm kan naturligt være lidt følsom for alt dette. At det sker i hverdagen og ikke i weekenden, tænker jeg hænger sammen lidt "hverdagsstress" og det lyder ikke til at være tegn på fysisk sygdom.

Jeg tænker, at det kan være lidt hårdt for hende at skulle sidde stille på sin plads, vente på sin tur, række hånden op osv. Og i 1. klasse øges kravene i forhold til at lære bogstaver, begynde at læse, regne, arbejde med selvstændige opgaver, gøre sig umage og "blive færdig". Hvis hun er en meget pligtopfyldende pige, så kan hun godt lægge et pres på sig selv om at skulle klare det hele godt - også selvom lærerene er søde og ikke presser hende.

Samtidig er skolen jo ét langt socialt rum, som hun skal finde ud af at være i. Hver dag kan være fyldt med spørgsmål som "hvem vil lege med mig i dag?" "Hvem vil ikke lege med mig?" "Griner de andre ad mig?" "Bliver jeg valgt fra eller til?" Ligesom hun skal aflæse de andres reaktioner, kunne håndtere konflikter, finde ud af hvad det vil sige at være en god ven osv.

Det er alt sammen helt naturligt, men det er hårdt arbejde - og det kan sagtens give lidt af den hverdagsstress, som jeg tænker påvirker hende - og dermed en urolig tarm.

Hvis hun ikke har stærke smerter, ikke har blod i sin afføring, og hun i øvrigt trives, vokser og spiser normalt, så tænker jeg, at afføringsmønsteret handler om en krop, der reagerer på følelser.

Hvis I vil sige noget til hende, så kunne det være noget i retning af "din mave arbejder ekstra om morgenen, fordi den ved, at du skal have en lang dag. Det er helt normalt, at maven reagerer, når man skal noget vigtigt," så hun ikke føler sig forkert eller bliver unødigt bekymret over det. Giv hende tid om morgenen, så der er tid til at komme ordentligt på toilettet.

Når jeres datter taler om sygdom, og hun er bange for, at der kan være noget galt med hendes finger eller ben, så tænker jeg, at det er vigtigt, at tage denne snak alvorligt. Hun lyder til at være en pige, der tænker rigtig meget over tingene, og det er vigtigt at anerkende hendes tanker - uden at gøre hende yderligere bekymret.

Du har naturligvis helt ret i, at sidste vinters sygdomssnak, fordi I alle var syge på skift, naturligvis kan være noget, som hun har hørt og lært at tale omkring. Men her er det vigtigt, at hjælpe hende med at sortere i alle de signaler, som hun mærker fra sin krop.

En måde at svare hende på, når hun spørger igen og igen kan f.eks. være:

"Jeg kan godt høre, at du er bekymret for din finger/dit ben." Når I svarer på denne måde, så anerkender I hendes følelser.

"Dit ben er ikke brækket. Hvis det var det, ville du slet ikke kunne gå på det." Når I svarer sådan, så giver I hende en kort og rolig vurdering, som hun kan være rolig i.

"Det føles ikke rart. Skal vi lige sidde lidt sammen/tage et glas vand/lave en lille øvelse for at få kroppen til at falde til ro?". Når I svarer på denne måde, så hjælper I hende videre, så hun netop ikke hænger fast i en bekymring omkring sin krop.

Det kan være en rigtig god idé at læse bøger om kroppen og hvordan kroppen fungerer. Gerne bøger, som også handler om, hvordan man kan passe på sin krop, hvorfor man skal gå i bad, børste tænder, spise god mad osv. Alt det, som kroppen naturligt har behov for. Det skal naturligvis være bøger, som beskriver kroppen som stærk og sej, og som handler om kroppen generelt. Så bøgerne giver hende en følelse af, at hun (hendes krop) er præcis, som den skal være. Bøgerne må ikke give en følelse af, at der er noget galt.

Du spørger, om det er normalt, at børn kan blive nervøse eller urolige for at gå i skole i en periode - og ja - selv børn, der er glade for deres skole, kan have perioder, hvor deres krop reagerer med ondt i maven, hovedpine eller "jeg har det dårligt." Nogle børn reagerer også med at blive lidt kortluntede, der skal ikke så meget til, før bægeret flyder over, og børn kan også reagere med at virke meget trætte og generelt mangle overskud.

Jeres datter har en historie med sig om, at hun reagerer kraftigt på skift og nye omgivelser. Det var svært for hende at begynde i børnehave, og det var også svært at begynde i 0. klasse. Når jeg læser jeres beskrivelse af hende, så lyder hun til at være en pige, som er lidt sansesensitiv, og som godt kan blive lidt belastet af lange dage. Samtidig lyder hun også til at være en pige, som måske lige nu bekymrer sig lidt om mange forskellige ting - men hun er glad for skolen, hun vil gerne ...

---

---

... derhen, og hun vil rigtig gerne lære. Og det lyder derfor ikke som om, at hun har skolevægring.

Det er dog naturligvis godt, at du er opmærksom på det og kan gribe ind, hvis det pludselig ændrer sig. Og det er virkelig godt, at du selv er uddannet skolelærer og faktisk ved noget om skolevægring. Læg mærke til, om hun faktisk begynder at nægte at skulle i skole, om hun begynder at kræve "sygedage", og om hun generelt virker til ikke rigtigt at være glad. Jeg synes ofte man kan mærke forandringen ved at lægge mærke til latter og grin. Hvis hun normalt ler og griner meget og pludselig stopper med det, så er der noget galt.

Man kan naturligvis godt drøfte, om dagen er for lang for hende fra kl. 7.15-15.30 - men det er svært at gøre det meget kortere, når I også skal passe jeres arbejde. Det betyder ikke, at I gør noget forkert, det er sådan virkeligheden er - og jeg tænker, at mange børn har længere dage, end jeres datter har. Når det er sagt, så er det naturligvis vigtigt at anerkende, at det er en lang dag, og at hun nok ikke er en pige, der lige nu har behov for, at der skal ske en masse andet, når hun har fri.

Måske kan I nogle dage hende hende tidligere, det behøver ikke være hver uge, men af og til. Det kan også være, at I har bedsteforældre eller andre, som måske kan hente hende tidligere en gang imellem. Ikke fordi at der skal ske en masse, blot for at hun kan komme hjem og koble fra med stille leg, hvor hun tegner, lytter til en lydbog, eller f.eks. bager boller sammen med den, der henter hende...

Så er der spørgsmålet omkring far, madras og trygheden om natten. Jeg tænker ikke, at det er forkert. Der er mange 7-årige, som har behov for ekstra tryghed. Det lyder som om at det, at far ligger på madrassen ved siden af hende, er med til at skabe ro i hendes nervesystem og gøre, at hun faktisk sover godt natten igennem.

Hvis I, og især far, har det okay med det, så er der ikke nogen grund til panik. Det gør hende ikke "afhængig" af jer, at far lige nu giver hende den ekstra tryghed - tværtimod.

Hvis I på sigt gerne vil ændre på det, kan I gøre det langsomt. Far kan f.eks. ligge på madrassen, men gå tilbage i egen seng, når jeres datter sover. Når hun er tryg ved dette og har vænnet sig til, at det foregår sådan, så kan I f.eks. aftale, at far kommer, hvis hun stadig er utryg efter 10 minutter, så hun lige får lov til at prøve selv. Det er her naturligvis rigtig godt, hvis hun har en puttebamse eller lignende. Det kunne f.eks. også være en t-shirt af fars, så hun på den måde oplever at have lidt af far hos sig - det vil faktisk hjælpe nogle børn.

---

---

Men - I skal ikke ændre noget nu, hvis det fungerer og giver ro. I skal kun ændre noget, hvis I er klar til det, og ikke fordi hun bør "kunne sove selv, fordi hun nu er 7 år gammel". :)

Så kan man naturligvis også spørge, hvorfor jeres datter mon er så bekymret, som hun er. Jeg tænker, at det ikke er noget nyt, det er en del af hendes personlighed, og som du selv skriver, så ligger det nok til både hendes mor og far.

7 års alderen er en "tænke-alder". I denne alder begynder mange børn at tænke lidt mere abstrakt og tænker "hvad nu hvis..." De følger rigtig meget med i, hvad der sker omkring dem, de hører, hvad de voksne taler om, de opdager, at der kan ske meget i den verden, som vi lever i. De forstår også sygdom, død og ulykker på en anden måde end før. Og det betyder alt sammen, at de kan blive lidt mere ængstelige, end man tidligere har oplevet.

Det betyder her rigtig meget, hvordan I reagerer på hendes uro og bekymring. Når hun f.eks. siger "jeg har ondt i min finger," så kan du kigge kort på den, evt. puste på den og blot sige "ja, den driller lidt, det er ikke farligt," og så kan I gå videre til noget andet. Når hun siger "Jeg er utilpas," så kan svaret være f.eks. "jeg kan godt høre det. Jeg tror, du er sulten - se her er lidt, du kan spise." Nogle gange kan et svar også være en hånd på ryggen, at se roligt på hende, smile til hende, sætte sig tæt på hende - eller måske bare sige "det er helt okay, jeg er her". Så I lytter, men svarer kort og uden en masse snak eller lange forklaringer.

Det vigtigste er, at I ikke skælder ud eller giver hende følelsen af at være forkert. Det er vigtigt, at I ikke siger "stop nu med det pjat" eller "der er jo ingenting i vejen." Det er også vigtigt, at I ikke tjekker fingeren igen og igen eller f.eks. spørger "Har du stadig ondt? Hvor meget? Hvordan føles det nu?" eller lignende. Hvis I hele tiden spørger og tjekker op, så kan I give hende en følelse af, at det måske alligevel er lidt farligt, og hun kan derfor blive mere urolig.

Det er vigtigt at hun kan læne sig ind i jeres ro og i jeres vurdering, så når hun bliver bekymret eller urolig, så hjælper jeres ro og jeres vurdering hende med at slappe af. I er de voksne, så I kender til sygdom og fare, og hvis I er rolige og siger (både verbalt og nonverbalt), at der ikke er grund til bekymring, så kan hun naturligvis regne med dette.

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker lidt videre og sender dig et knus med på vejen:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---