Svar: Vuggestue og opdragelse.

---

Hej med dig

Tak for dit brev, det er rigtig godt, du skriver - jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig:)

Lad mig begynde med at sige, at du bestemt ikke har "skabt et lille monster", og det er naturligvis ikke okay, at pædagogerne i vuggestuen giver dig den følelse. Beskrivelsen af din datter lyder som helt almindelig 14-måneders adfærd!

Du beskriver en pige, som faktisk lyder til at være under et vist pres. Du fortæller, at hun er begyndt i vuggestue (hun har hidtil gået i dagpleje). Hun har været syg, hun har fået flere tænder, hun har oplevet mange vikarer i institutionen, og det er alt sammen med til at gøre hende mere utryg. Der har ikke været den forudsigelighed, den genkendelighed, som er nødvendig for, at hun føler sig tryg.

Og når hun bliver utryg, er i tvivl om hvad der sker, hvorfor hun har ondt, hvem der passer på hende osv. så vil hun naturligt reagere med at klynge sig mere til en pædagog. Hun vil søge sin yndlingspædagog, og når pædagogen så ikke er der, så bliver det naturligt ekstra svært for din datter at være der.

Samtidig er det helt naturligt, at hun også reagerer fysisk - hun kan ikke sætte ord på, hvor svært det er for hende, og derfor begynder hun at slå ud, ligesom hun får flere anfald af fortvivlelse, verden bryder lettere sammen for hende. Hun er stadig så lille, at hun ikke er i stand til at regulere sine store følelser, det har hun brug for hjælp til. Det vil naturligt svinge lidt fra uge til uge - og det hænger både sammen med den situation, som hun befinder sig i, og også sammen med hendes alder og den udvikling, som hun går igennem.

Netop med den alder, din datter har nu, så oplever man ofte en slags separation-gentilnærmelses-fase, som ofte hænger sammen med, at hun nu begynder at gå mere rundt, at hun er adskilt fra dig i løbet af dagen, at hun nu skal klare flere ting på egen hånd. Det betyder, at hun på den ene side vil have ekstra meget brug for tæt kontakt. Hun vil virke ekstra kropssøgende, have behov for at mærke dig, være mere på skødet, sidde mere på armen - og ofte vil det være sådan, at når hun så kommer op, så vil hun alligevel ned, og når hun så er nede, ja så vil hun op igen. Det kan være rigtigt svært at finde ud af, hvordan hun støttes bedst lige nu, det kan føles lidt som "op-ned-op-ned" og som om hun ikke selv helt kan finde ud af, hvad hun har behov for - og derfor svært at hjælpe. Men det er altså helt naturligt for alderen og det er derfor helt naturligt, at I hjemme oplever hende mere krævende, og at hun viser behov for, at I sidder mere med hende.

Derudover så betyder en uge hjemme på grund af sygdom, at det er svært at komme tilbage i institutionen igen. Det kan godt føles som en "ny indkøring" for hende, og derfor har hun brug for ekstra tid og forståelse, når hun vender tilbage. Hun skal lige finde ud af rytmen, mærke genkendeligheden igen, for at hun atter er tryg ved det hele.

Jeg kan godt forstå, at du bliver både ked af det og frustreret, hvis du har fået at vide, at du skal opdrage på din datter derhjemme, og at det indebærer, at du skal lade hende græde og være sur, selvom det så ender med, at hun kaster sig ned i jorden og banker hovedet i gulvet. Det skal naturligvis ikke gøres på denne måde!

Din datter er 14 måneder gammel, og det betyder, at hun skal hjælpes med at regulere sine følelser. Hun skal ikke ignoreres, og du skal naturligvis sikre dig, at hun ikke kommer til skade, så hun skal ikke bare ligge ulykkeligt og græde, samt banke hovedet i gulvet.

Din datter får fortvivlelsesanfald. De opstår, når hun mærker, at noget er svært. Det gælder både, hvis tingene driller, at maden falder af gaflen, før det rammer munden. At du giver hende den blå kop i stedet for den røde, at du skærer blommen ud, og hun ville spise den hel. Det sker også, hvis du f.eks. siger nej eller forhindrer hende i noget, som hun gerne vil. Det kan være, at hun skal sidde i sin klapvogn, når I går ved vejen, og hun vil hellere prøve at gå selv, eller det kan være, at du siger, at hun skal have sko på, og hun vil hellere bare ud i strømpesokker.

Når hun mærker, at verden (andre) vil noget andet end hende, så bliver hun ked af det. Hun er ikke uartig, hun afprøver ikke grænser, hun er oprigtigt ked af det. Og det har hun brug for, at du (og andre voksne) forstår. Og i en sådan situation hjælper det ikke at ignorere hende eller fortælle hende, at hun skal stoppe, lade være med at skabe sig, ikke være hysterisk eller lignende. Det der hjælper er at vise hende forståelse, vise hende, at du lytter til hende, at du anerkender hendes lyst til f.eks. at ville lege med noget - også selvom det måske ikke kan lade sig gøre.

Det er her meget vigtigt at vise hende ro og overblik, fordi hun vil spejle sig i det, hun ser og mærker. Derfor er det via dit rolige kropssprog og dine beroligende ord, at du hjælper hende med at blive rolig og få samling på sig selv igen. Og det gælder naturligvis også i institutionen. Fortvivlelsesanfald er ikke farlige, men det er vigtigt, at din datter hjælpes til ro, fordi hun så danner de forbindelser i hjernen, som senere vil sætte hende i stand til at finde ro uden voksnes hjælp. Og at ignorere hende eller ikke reagerer på hende er aldrig en løsning!

Naturligvis har du en vigtig rolle i forhold til opdragelse - men det handler bestemt ikke om, at "du skal lade din datter græde alene, så lærer hun det". Det er simpelthen ikke rigtigt, og hvis det er holdningen i institutionen, så har de et stort problem.

Opdragelse derhjemme handler om, at du skal sætte tydelige men venlige grænser f.eks. lære hende, at hun ikke må slå, men kan ae i stedet. Det handler om, at hun gerne må blive vred og frustreret (det er helt naturlige følelser, som vi alle kan have), og du hjælper hende igennem disse følelser ved at være der, give hende fysisk kontakt og nærhed, holde om hende, hvis hun vil. Og lytte til hende, anerkende ...

---

---

... hende. Det handler om, at du gerne må sige nej - men at du samtidig skal trøste og være der for hende, fordi det nogle gange kan være svært at få et nej. Og nogle gange kan hun måske blive tilbudt et alternativ i stedet for et nej.

Helt konkret, så kan du hjemme f.eks.

- Give hende få valg. F.eks. "sko eller jakke først?", "den røde eller blå kop?" Og nogle gange vil det være bedre, at du slet ikke lader hende vælge, men tager en beslutning og tilbyder hende det du synes. F.eks. stiller en tallerken foran hende, hvor der er tre forskellige fødevarer på, så hun ikke skal tage stilling til, hvad hun skal spise, men blot vælge mellem det tilbud du giver hende.

- Når verden bryder sammen for hende, så vær i øjenhøjde med hende. Sæt dig hos hende eller tag hende på skødet. Sæt ord på de følelser, som du fornemmer, at hun har, og på det der sker "Sååå skat, du blev ked af det." "Sååå, driller maden, det er også dumt." Og vis hende, at du er der for hende "Jeg er lige her, kom skat, kom op til mor" eller "mor passer på dig, det er helt okay."

- Hvis hun bryder så meget sammen, at hun risikerer at komme til skade - f.eks. slår hovedet i gulvet eller ind i væggen, så skal du flytte ting, lægge en pude under hendes hoved, holde hende blidt. Du skal undgå store reaktioner - ikke blive forskrækket eller vred på hende, men være rolig og nærværende - og bestemt ikke ignorere hende. Bare sid hos hende, tal stille og roligt til hende. Vis hende, at du er der, og at du godt kan rumme de store følelser, som hun ikke selv kan rumme, så hun kan spejle sig i din ro. Når hun falder lidt til ro, så tag hende op til dig, kram hende, vug hende, kys hende. Giv hende evt. lidt vand at drikke.

- Hvis hun slår, så grib blidt hendes hænder og sig f.eks. "stop - bløde hænder," eller "Av-av. Ikke slå. Ae-Ae" og vis hende, hvad hun skal gøre i stedet. Hun er så lille, at hun naturligt stadig kan have svært ved motorisk at finde ud af slag vs. kærtegn, men det skal hun stille og roligt lære.

Jeg er ikke enig med institutionen om, at din datters reaktioner skal forklares med "personlighed". Jeg tror, det handler rigtig meget om skiftende vikarer og manglende genkendelighed og tryghed i hverdagen. Og ja - naturligvis har du en vigtig rolle hjemme, også i forhold til opdragelse, men de har bestemt også en vigtig rolle i institutionen.

Derfor skal vuggestuen også på banen. Det er ikke okay, at de lægger det over til dig og siger, at du skal opdrage din datter derhjemme. Og jeg vil faktisk foreslå dig, at du beder om at få en samtale med lederen af institutionen og fortæller, hvad det er du oplever, og hvad det er, du får at vide, at du skal gøre.

Derudover så vil jeg foreslå dig at tale med lederen om følgende:

---

---

Din datter har brug for to tryghedspersoner. Hendes yndlingspædagog + en sekundær, så hun stille og roligt hjælpes med at knytte sig til en anden. De to pædagoger skiftes til at hjælpe din datter, så hun bliver tryg ved dem begge. Hvis yndlingspædagogen er nødt til at hjælpe et andet barn, så kan hun f.eks. sige "Jeg hjælper lige Noah, xx (sekundær pædagog) er hos dig. Jeg kommer tilbage igen" eller lignende. Så din datter betrygges i, at yndlingspædagogen kommer tilbage, hun forsvinder ikke, og din datter lades ikke alene. Hun kan være tryg ved sin sekundærpædagog, for det har yndlingspædagogen sagt, og din datter har netop tillid til sin yndlingspædagog.

Det er vigtigt med tydelig modtagelse og aflevering, når I møder ind i institutionen. Det er vigtigt, at du bruger samme ritual - I kommer ind, sætter tasken på hylden, tager sko og jakke af - og så afleverer du hende i favnen på den samme pædagog (eller skift mellem to faste pædagoger), der siger farvel sammen med din datter. I vinker, og pædagogen hjælper hende videre med dagen.

Når din datter bliver ked af det, bliver frustreret eller vred i institutionen, så skal hun naturligvis have lov til at være i disse følelser, for det er helt normale følelser - men hun skal ikke være alene i følelserne. Hun skal ikke bare "græde ud for sig selv" - det lærer hende ikke at regulere sine følelser. Det er den ro og forståelse, som hun mødes med, der lærer hende at regulere sine følelser. Så nej - man skal aldrig bare lade hende græde!

Jeg er fuldstændig overbevist om, at lederen af institutionen vil være enig i dette. Jeg kan ikke forstille mig, at en uddannet pædagogisk leder vil sige "at din datter bare skal græde og dermed lærer hun, at det ikke nytter noget at skrige." Derfor er det vigtigt med et møde, hvor lederen af institutionen deltager.

Når du beder om et møde, kan du f.eks. formulere noget i retning af: "Jeg har fået at vide, at jeg skal opdrage hende mere derhjemme, hvilket indebærer, at jeg skal lade hende græde og være sur. Jeg oplever, at min datter har glæde af ro, tydelige rammer og hjælp til at finde ro hos en voksen. Jeg vil gerne undgå metoder, hvor hun overlades til at græde alene. Jeg vil meget gerne holde et møde med dig, og jeg kunne godt tænke mig, hvis vi kunne lave en plan for, hvordan min datter bedst støttes, når følelserne bliver lidt for store for hende."

Hvis du bliver mødt med en forklaring om, at det er svært på grund af mange vikarer og dermed skiftende personale, mangel på uddannet personale osv. så kan du svare noget i retning af: "Jeg har fuld forståelse for, at I har vikarer og nye medarbejdere, men det må ikke gå ud over børnene. Det er naturligt vigtigt at sikre, at alle børn kan føle sig trygge - også når der er vikarer. Så kan vi aftale, hvordan I sikrer dette i praksis?"

Jeg håber, at du kan bruge dette videre :)

Jeg vil også anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om børn & opdragelse", og så vil jeg naturligvis også meget gerne høre fra dig, hvis du holder et møde med lederen af institutionen - og du har lyst til at fortælle mig, hvordan det er gået.

Rigtig meget held og lykke med det hele herfra!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---