Svar: Samsovning - div. spørgsmål

---

Kære du

Tak for dit brev og velkommen til :) Hvor er det dejligt at høre, at du har fulgt med på sidelinjen og har haft glæde af både mine svar og bøger, da jeres drenge var små - og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig omkring samsovning.

Samsovning betyder, at forældre og børn sover tæt sammen - ofte i samme seng eller i samme værelse. Det I gør, hvor I har to store senge stående op ad hinanden, med børnene i den ene og forældrene i den anden, er derfor samsovning.

Du spørger til forskning omkring samsovning, og det har jeg forsøgt at finde. Jeg vil beskrive lidt ud fra følgende tre overordnede emner:

1) De psykologiske effekter af samsovning
2) Forældre-barn-tilknytning og samsovning
3) Selvstændighed, selvberoligelse og samsovning

Ad 1) Psykologiske effekter.

Der er studier, som peger på, at samsovning har langvarige psykologiske fordele. Den tætte kontakt om natten giver barnet ekstra tryghed og styrker derfor barnets grundlæggende følelse af sikkerhed og tillid. Fortalere for samsovning siger, at børn, der har sovet sammen med deres forældre, vil have et bedre selvværd, være mindre angste og generelt have færre følelsesmæssige problemer, når de bliver ældre.

Der findes et studie fra 2002, hvor man har fulgt familier igennem 18 år. Dette studie viste, at der ikke var negative effekter af at have samsovet i barndommen. I 6 års alderen havde børnene ikke flere søvnproblemer eller andre problemer, og ved 18 år så man heller ikke nogen skadelige konsekvenser ved samsovning.

Der er dog også studier, som viser, at når man sover sammen, så sover både forældre og børn dårligere - simpelthen fordi bevægelser og lyde kan give forstyrrelser om natten, så man vækker hinanden. Personer, der er imod samsovning siger, at det er vigtigt at sove hver for sig, fordi samsovning kan stresse hele familien. Det er vigtigt også at være opmærksom på, at børn skal lære at sove uden deres forældre. Hvis barnet er vant til, at forældrene altid er der, så kan barnet få svært ved at falde i søvn, hvis der er overnatning hos en ven, eller barnet vil have svært ved at deltage i ture med skolen og lignende, der kræver overnatning. Og så er det vigtigt at tage hensyn til forældrene og parforholdet. Børn i sengen kan give forældrene dårligere søvn og mindre privatliv.

I forhold til dette, så tænker jeg umiddelbart, at hvorvidt samsovning giver ro, bedre søvn, mindre angst og højere selvværd - eller modsat - giver stress, dårligere søvn, lavere selvværd og afhængighed af forældrene - må handle lidt om, hvorfor man sover sammen. Hvis man fastholder samsovning på grund af angst eller utryghed hos barnet, så kan det naturligvis fastholde barnet i en følelse af ikke at kunne sove alene, hvilket vil kunne øge barnets ængstelighed. Det kan i givet fald være med til at gøre, at barnet vil have svært ved at tage på overnatning, lejrskoleture osv. Men hvis man har et barn, som ikke har noget problem med at sove ude hos andre, så kan samsovningen måske netop være det, som giver barnet den nødvendige tryghed til at kunne dette.

Og i forhold til dårligere søvn og mindre privatliv for forældre, så er dette naturligvis noget, som er vigtigt at medtænke. Det er uhensigtsmæssigt, at forældre har sex i soveværelset, hvor børnene ligger og sover lige ved siden af - og sex er vigtigt i et parforhold. Det er derfor vigtigt, at forældre er opmærksomme på, at deres samliv ikke må gå i stå på grund af samsovning, og der må tænkes i alternative løsninger her:)

Ad 2) Forældre-barn-tilknytning

Der er ingen tvivl om, at når man taler om tilknytningsteorier, så er det af stor betydning, at børn vokser op med en grundlæggende følelse af, at mor og far er tilgængelige, lytter og reagerer - særligt i situationer med utryghed, hvilket ofte er natten for det lille barn.

Jeg var en gang til et foredrag med Edward Tronick. Han er udviklingspsykolog og en af de absolut førende eksperter indenfor tilknytning mellem børn og forældre. Han står blandt andet bag "Still Face Experiment", hvis du har hørt om det. Han sagde blandt andet, at tilknytning og natlig omsorg hænger sammen. Natlig omsorg er ofte mere intimt og særligt - man kan ligge sammen med barnet, holde barnet tæt ved sig og berolige med nærhed og kærtegn, hvilket vil kunne forstærke tilknytningen. Og når barnet oplever, at en bestemt person altid er der for at trøste og beskytte barnet om natten, vil dette kunne føre til en dybere følelsesmæssig forbindelse.

I forhold til dette, så tænker jeg, at det naturligvis ikke er sådan, at en tryg tilknytning ikke kan skabes uden samsovning. Det, der er vigtigt er, at man er tilgængelig, lytter og reagerer på sit barn. At barnet sover på eget værelset betyder ikke, at forældrene behøver være fraværende.

Hvis barnet sover på eget værelse, så er det derfor vigtigt, at putingen foregår på en tryg og rolig måde, så barnet forbinder det at sove med noget trygt og rart. Det er også vigtigt, at barnet kan kalde på eller opsøge sine forældre i løbet af natten, hvis han eller hun vågner op af en ond drøm eller lignende. Det må aldrig være sådan, at barnet er bange for at søge trygheden hos forældrene.

Ad 3) Selvstændighed og selvberoligelse

Kritikere af samsovning mener, at børn skal lære at berolige sig selv, når de vågner om natten. Argumentet er, at hvis et barn altid er faldet i søvn ved siden af en forælder, så vil barnet kunne blive afhængig af forældrenes tilstedeværelse for at kunne sove. En gammel undersøgelse fra Sverige (1982) konkluderede, at jo ældre barnet bliver, jo sværere bliver det at vænne barnet fra samsovning. Hvis samsovning fortsætter ind i skoleårene, så er vanen så indgroet, at det bliver en svær vane at bryde.

Fortalere for samsovning siger dog, at det er noget vrøvl. Det er meget kulturelt bestemt, og behovet for at børn skal sove alene er kommet i takt med, at vi har fået større huse, børn har fået eget værelse, der er børne- og forældreafdelinger osv. I visse kulturer er det helt normalt, at børn og forældre sover sammen, og hvis vi kikker tilbage i ...

---

---

... tiden, så var det helt normalt, at flere børn delte samme seng, og at mange sov i samme rum. Vi behøver ikke gå længere tilbage end 1940erne, hvor det faktisk var sådan.

Jeg tænker, at idéen om at børn "skal lære at trøste sig selv" er en lidt mærkelig tanke, som desværre er meget udbredt i det vestlige samfund. Hvis vi kikker evolutionært på det, så er det helt naturligt, at børn søger forældres trøst - og børn vil over tid naturligt kunne sove alene, når de er følelsesmæssigt parate. Og som forældre, er en af vores vigtigste opgaver netop at reagere på, lytte til og trøste vores børn.

Så, hvad når jeg så frem til...

Jeg tænker, at samsovning generelt er godt. For det lille barn opfylder samsovning de basale behov for tryghed, mælk osv. og små børn græder ofte mindre og sover mere roligt. Sundhedsstyrelsen anbefaler f.eks. også, at man sover i samme rum (ikke samme seng), som sit barn de første ca. 6 måneder, da det nedsætter risikoen for vuggedød.

Jeg tænker også, at samsovning er godt, hvis barnet går igennem en lidt utryg periode. Det kan være sygdom, skolestart, flytning, skilsmisse og lignende. Her kan samsovning give en ekstra tryghed og være det, som gør, at barnet har overskuddet til at håndtere de udfordringer, som hverdagen giver i den periode.

Jeg tænker, at samsovning også er godt, hvis alle trives med det. Hvis ingen - hverken børn eller forældre - lider af manglende søvn eller privatliv, så er det fint.

Men, hvornår er det så ikke godt...

Jeg tænker, at det kan være problematisk, hvis jeres børn f.eks. insisterer på at sove hos jer hver nat, og de ikke er i stand til at sove andre steder. Det bliver problematisk, hvis de undgår at overnatte hos venner eller ikke kan tage med på lejrtur eller lignende, fordi de er bange for at sove uden deres forældre.

Jeg tænker også, at samsovning ikke er godt, hvis det overskrider jeres grænser. Hvis I som forældre egentlig ønsker det anderledes, hvis I gerne vil have mere tid til hinanden, gerne vil have mulighed for lidt mere privatliv om natten - og I fortsætter samsovning udelukkende fordi jeres børn kræver det - så dur det ikke. Samsovning skal helst være noget, som I vælger positivt til og ikke noget, som I inderst inde ikke rigtigt har lyst til mere eller ønsker anderledes.

---

---

Og så er samsovning heller ikke godt, hvis I bare sover super dårligt. Hvis I ender med at ligge helt ude på kanten af sengen eller oplever at blive sparket om natten, fordi pladsen er for trang - så fungerer det ikke. I har brug for jeres søvn.

Jeg har ikke kunnet finde nogen anbefalinger for, hvornår samsovning bør ophøre. De officielle anbefalinger fokuserer primært på forebyggels af vuggedød, men siger ikke ret meget om større børn - sandsynligvis fordi evidensen er uklar.

Hvorvidt I skal hjælpe jeres børn med at sove på eget værelse må afhænge af, hvornår I føler, at tiden er til det. Uanset barnets alder, så bør samsovning stoppe, hvis bare en af jer markant mistrives med det. Hvis I f.eks. konstant er udmattede eller savner par-tid, eller hvis jeres børn virker trætte eller virker til ikke at kunne sove på anden vis, fordi de har lært, at det skal være sådan, så tænker jeg, at det vil være godt at ændre sovevaner.

Derudover, så synes jeg, at jeg kan læse lidt mellem linjerne, at I faktisk gerne vil have det ændret.. Oprindeligt blev drengene puttet på eget værelse i en køjeseng, og I har også installeret lys, som tænder automatisk om natten, hvis man bevæger sig rundt - netop for at imødekomme angst for mørke og sikre, at jeres drenge rent faktisk ville kunne søge jer, hvis de vågnede om natten og havde behov for jer. Udfordringen er naturligvis, at I sover på første sal, og de sover i stuen - så I vil være fysisk meget langt fra hinanden, når I er vant til at sove i samme rum. Det kan dog godt lade sig gøre:)

Når og hvis I beslutter jer for at stoppe samsovning, så tænker jeg, at det skal gøres stille og roligt. Det lyder her rigtig godt, at I lige nu sidder og læser godnathistorie og øver at gå, når drengene er faldet til ro, og før de sover helt. Det lyder som om, at de er helt okay med den metode. Hen af vejen skal samme rutiner så gennemføres på eget værelse og ikke længere i soveværelset. Det er vigtigt, at I sætter ord på, at det ikke er en straf, men at I tror på, at de godt kan lære at sove selv og være trygge ved det. At det er vigtigt at de lærer det, så de kan sove hos venner, tage med på lejrtur osv. som man naturligt bør kunne, når man går i skole:)

I kan tale med dem om, hvad der vil kunne hjælpe dem. Det kan være en særlig bamse, afslappende musik eller lignende. Måske vil de have glæde af at sove i samme værelse, så de stadig har hinanden. Der er, så vidt jeg kan finde ud af, ikke lavet særlig meget forskning omkring søskende, der sover sammen. Men der er ingen tvivl om, at det for nogle børn virker meget trygt, og det kan godt være en måde at afslutte samsovning med forældre. Altså en slags mellemstation, indtil de så selv begynder at føle behov for at sove selv.

Hvis I vælger at lade drengene sove sammen, så skal I naturligvis medtænke deres forskellighed, så den ene ikke ligger og kalder, og dermed vækker den anden, eller der opstår konflikter, fordi den ene har mere brug for natlampe, end den anden har osv. Derfor er det en god idé at finde ud af, hvad de hver især egentlig har lyst til og behov for.

Jeg tænker også, at en løsning ikke handler om enten sove sammen eller sove for sig selv. Det er vigtigt, at adgangen til soveværelset stadig er der - så selvom drengene puttes i egen seng, og som udgangspunkt sover i egen seng om natten - så kan de naturligvis altid søge jer, hvis de har brug for nærheden og kontakten med jer. De må gerne komme ind i soveværelset, hvis de vågner af en ond drøm, vågner med feber eller lignende. Det er netop vigtigt, at de ikke føler sig afvist, men stadig føler, at de altid kan søge jer, når der er behov for det.

Jeg håber, at mine tanker kan give lidt ekstra perspektiv på jeres situation, og at I kan bruge dette lidt videre:)

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---