Svar: Pige på 5.5 år kan ikke falde i søvn
Kære Jesper
Tak for dit brev og fine beskrivelse af din datter og jeres putterutiner om aftenen:)
Jeg kan sagtens forstå, at du bliver frustreret, når putningen hver aften trækker ud i halvanden time. Og det er også helt reelt, at du gerne vil hjælpe din datter til at sove hurtigere om aftenen, så hun får en bedre og måske også længere nattesøvn. Når hun skal begynde i skole til august, så er det vigtigt, at hun ikke sover så sent:)
Der er flere faktorer, som kan spille ind på, hvorfor din datter har svært ved at sove. Jeg vil derfor give dig lidt forslag, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, det kan handle om:
1) En forklaring kan være uregelmæssig rytme. Du nævner ikke, hvornår din datter står op om morgenen. Men hendes stå op tidspunkt og hendes dagsrytme vil naturligt spille ind på hendes puttetidspunkt om aftenen. Du skal nok regne med, at hun har brug for mellem 10.5-11 timers nattesøvn, og det betyder, at hvis du gerne vil have et puttetidspunkt omkring kl. 20, så skal hun op omkring kl. 6.30-7 hver morgen. Hvis hun f.eks. først står op kl. 8, så vil det være med til at forklare, hvorfor hun ikke sover, før klokken er 21-21.30.
Det kan derfor være en god idé, at du vækker hende om morgenen, så dagen ikke starter alt for sent - og at komme op kl. 6.30 vil højst sandsynligt også passe med at skulle møde i skole omkring kl. 08 til august. På den måde kan du hjælpe hende med en rytme, som også vil fungere for jer der.
2) Hyggelige og rolige sengerutiner er vigtigt. Det skal være hyggeligt at komme i seng. Det er her super dejligt, at du prioriterer at læse godnathistorie og bruger ca. 20 minutter på dette. Hun skal være glad for sin seng, opleve at det er dejligt og rart at ligge i sengen, hun skal være tryg ved sit værelse, så det generelt opleves trygt at være på eget værelse og i egen seng - selvom far er i stuen.
Derudover vil det være rigtig godt, at hun f.eks. har en puttebamse eller lignende. Nogle børn har glæde af at kunne sove med en af fars aflagte t-shirts, din hovedpude eller lignende, fordi det giver en følelse af, at du er tættere på.
3) For meget lys f.eks. fra skærme kan påvirke hende til vågenhed. Hun må meget gerne have en natlampe, gerne med gullig, ravfarvet, rødligt lys, som gør, at hun kan orientere sig, men ikke holder hende vågen. Brug af iPad, telefoner osv. før sengetid er ikke en god idé.
Nogle børn har brug for at kunne ligge og lytte til lidt beroligende musik, afslapningsmelodier, meditationer eller lignende. Det kan I også forsøge, men det skal ske uden lys.
4) Fysisk aktivitet er vigtigt for at kunne finde ro og falde i søvn. Hun er sandsynligvis meget aktiv i SFO om dagen og får brugt sig selv rigtig godt, men om eftermiddage og om aftenen kan det også være en god idé, at I er aktive.
Har hun lært at cykle? Ellers er det noget, som I f.eks. kan bruge tid på at øve nu. Det kan også være en god idé at gå en aftentur, hvor I går l lidt rundt i byen, hvor I bor, taler sammen om dagens oplevelser og ting I møder på jeres vej. Det er ikke fordi hun skal lave en masse anstrengende aktiviter lige inden sengetid, men fysisk aktivitet kan godt have en positiv ...
... effekt - og især, hvis det er noget, som I gør sammen.
Et bad om aftenen kan også have en beroligende effekt og være med til at give ro, når hun skal sove. Badet bør ligge ca. en time før hun kommer i seng.
5) Virker hun bekymret? Måske er det sværere at starte i SFO, end du umiddelbart fornemmer. Du nævner, at hun hovedsageligt bor hos dig, og at der hos mor ikke er så faste rammer - måske er hun bekymret for sin mor? Hvis hun ligger og bekymrer sig, så vil det naturligt være med til at forklare, hvorfor hun har så svært ved at overgive sig til søvnen.
Derfor er det vigtigt, at du taler med hende om dagen, og ofte er det netop ved sengekanten, at hun vil lukke op for posen med bekymringer. Når det er sagt, så er det dog en god idé, at du forsøger at lægge tid ind til at tale om evt. bekymringer i løbet af dagen og aftenen, så alt det svære ikke fylder for meget før sengetid.
6) Søger hun dig ekstra, fordi hun har brug for dig? Du skriver, at hun ofte kalder mange gange, stiller mange spørgsmål, og at hun også kommer ind i stuen, hvorefter du følger hende tilbage igen og igen. Og det lyder lidt som om, at hun søger din nærhed og din tryghed.
Jeg kan ikke se ud af dit brev, hvordan jeres hverdag ser ud, og hvor meget I gør sammen, men det kunne måske handle om, at hun har brug for, at du viser hende ekstra opmærksomhed og nærhed i løbet af eftermiddagen og aftenen - så hun ikke behøver søge dette, når hun skal sove.
I kan gøre mange ting sammen som f.eks. lade hende deltage i madlavningen, borddækningen, opvasken, rengøringen, tøjvasken, oprydningen osv. Det behøver ikke være opdelt, så du laver dine ting, og hun laver sine, eller at du leger med hende for derefter så at lave det, du nu skal. Det handler lige så meget om, at I er sammen og gør ting sammen. Det vil også være godt for hende, at hun f.eks. er med til at smøre sin madpakken, er med til at pakke sin egen taske osv. Alt sammen vigtigt, når man skal begynde i skole.
7) Nogle børn er utrygge ved at være alene og hun kan godt opleve separationsangst, som gør at det er svært for hende at være på værelset, når du er i stuen. Du nævner dog ikke noget om, at hun generelt virker til at have det svært med adskillelse fra dig. Hun er ikke ked af det, når hun afleveres i SFO og hun lyder til generelt at trives.
Du kan dog overveje, om hun vil have glæde af at du er i nærheden af værelset, så hun kan se dig og høre dig, når hun skal sove og måske ikke føler, at du er så langt væk. Hvis hun virker utryg ved at sove alene, så er der naturligt også den mulighed, at du lader hende falde i søvn i soveværelset - når det så er sagt, så forstår jeg dog godt, hvis du gerne vil holde fast i jeres rutiner om, at hun sover i egen seng på eget værelse, og som jeg læser dit brev, så fungerer dette også godt, og hun sover faktisk godt, når hun først sover. Derfor tænker jeg, at det nok ikke er separationsangst, som spiller ind hos jer. Men det skal naturligt lige nævnes som en mulighed.
Jeg håber, at nogle af mine tanker kan hjælpe lidt videre på vej og give lidt idé om, hvad der spiller ind hos jer - og hvordan du kan hjælpe din datter videre :)
Rigtig meget held og lykke!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.
Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...
10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.
Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...
Viden om børn:
Spinat
Når børn er 6 mdr gamle må de gerne begynde at få lidt spinat.
Du skal dog være opmærksom på, at spinat indeholder Nitrat, og det bør derfor ikke fylde mere end 1/10 af portionen eller alternativt kun gives med 14 dages mellemrum.
Læs mere i min bog Helens bog om børn og mad
Stå selv
Mange børn kan slet ikke vente på at komme op i lodret stilling og vil allerede i 5-6 mdr´s alderen gerne trække sig op ved mors eller fars hænder. Når det lykkes er det dejligt med en hoppetur på mors og fars ben.
Vær dog opmærksom på at barnet skal være noget ældre før det er stærkt nok til selv at kunne holde sig oprejst. Først omkring 10 mdr´s alderen rejser de fleste børn sig ved møbler og andre faste steder.
At barnet vil stå, betyder ikke at barnet er parat...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for alt din støtte og hjælp indtil nu. Igennem dig har jeg lært at have tillid til mine beslutninger og oser ud af tryghedsposen til min dreng og dette med god samvittighed!!!
Ingen tvivl om at du altid skal være min sundhedsplejerske :-)
Kærlig hilsen
P, mor til dreng på 15 måneder.









