Svar: Kan ikke mærke hun skal tisse
Kære Kia
Tak for dit brev og velkommen tilbage :) Dejligt at høre fra dig igen.
Der kan være flere forskellige årsager til, at børn pludselig begynder at tisse i bukserne, og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, du kan bruge:
1. Fysisk årsag. Det kan være infektioner (f.eks. blærebetændelse), men det kan også være f.eks. forstoppelsesproblemer.
- Hvis jeres datter har en stor og hård mængde afføring stående i tarmen, så kan denne afføring presse mod blæren, og det kan gøre det sværere for hende at holde sig.
- Hvis hun gennem længere tid har et konstant tryk fra afføring mod blæren, så vil det kunne nedsætte hendes fornemmelse for, hvornår blæren er fyldt, og dermed gøre det sværere for hende at nå toilettet i tide.
- Forstoppelse kan også påvirke nerverne, der styrer blærefunktionen. Det kan medføre, at hun får det, som man kalder for en overaktiv blære, hvilket også vil kunne forklare, hvorfor hun går og småtisser lidt hele tiden.
- Forstoppelse kan også gøre ondt, og hvis hun har erfaring med sig om, at det gør ondt at gå på toilettet, så kan det forklare, hvorfor hun nogle gange ikke når toilettet i rette tid - altså at hun vægrer sig mod at gå derud, fordi det opleves som ubehageligt for hende.
Du fortæller netop, at jeres datter har problemer med forstoppelse, og det er derfor rigtig godt, at du har talt med hospitalet, hvor hun følges omkring problematikken. Det er rigtig godt, at hendes urin er tjekket, så man sikrer sig, at der ikke er tale om f.eks. blærebetændelse, men det kunne godt lyde som om, at I måske skulle tale med dem igen, hvis det fortsætter... Andre ting kan dog også spille ind:
2: Stress eller angst. Hvis der er sket større ændringer i jeres familie eller i jeres datters hverdag, så kan det påvirke hende følelsesmæssigt - og vise sig ved, at hun pludselig begynder at tisse i bukserne. Du skriver, at der ikke er sket ændringer hjemme, og at hun generelt er glad for børnehaven - men da det er sket efter juleferien, tænker jeg, at det vil være en god idé at være opmærksomme på, hvordan hun socialt har det i børnehaven, er der sket ændringer efter ferien...
Nogle gange er tonen mellem børnene lidt hård i børnehaven, og børnene kan også være fysisk hårde ved hinanden. Børnene kan have brug for hjælp til at lege med hinanden på en rar måde, skabe sunde og gode relationer. Så prøv at spørge ind til hendes dag, hvad hun leger og med hvem, hvad der sker af sjove ting og mindre sjove ting - og hvordan mindre sjove ting bliver løst.
Det kan også være øgede krav, som pludselig stilles. At hun reagerer på, at det kan være svært at klare flere og flere ting selv, og at hun derfor reagerer med at tisse i bukserne.
3: Pludselig ændringer i rutiner. Hvis jeres hverdag har ændret sig, at hun sover anderledes, spiser anderledes, at dagens aktiviteter og rytme er anderledes end tidligere, kan det medføre en uro, som gør, at hun pludselig begynder at tisse i bukserne.
Det kan være flytning - ny institution, nyt hjem eller lignende, men det kan også være at I forældre f.eks. har fået nyt arbejde - nye arbejdstider, så hun skal afleveres tidligere, hentes senere eller lignende, end hun er vant til. Hvis der sker ændringer i børns daglige rutiner, så tidspunkter for måltider, søvn og aktiviteter pludselig ændrer sig, så kan det påvirke barnets evne til at opretholde ...
... regelmæssige toiletvaner.
4: Det kan være en periode, en fase. Det kan sagtens ske, at børn i forbindelse med, at de udvikler sig, får en periode, hvor de har svært ved at holde sig. Jeres datter har en alder, hvor hun naturligt vil føle sig mere og mere selvstændig og uafhængig, og det kan faktisk godt give tilbagefald, hvor hun begynder at tisse i bukserne.
Det kan både handle om, at hun har fokus på leg, og derfor overhører kroppens signaler. Hun glemmer at tage pauser for at gå på toilettet, fordi hun hellere vil lege, og hun overhører også, når voksne siger, at hun skal gå ud at tisse, fordi hun gerne vil bestemme selv - og så går det galt:)
Det kan også handle om, at hun oplever en form for pres eller frustration i processen med at blive renlig. Det, at hun har problemer med afføringen og forstoppelse, og det at I naturligt er begyndt at følge hende på toilettet hver halve time, kan godt medføre, at hun lige nu får et midlertidigt tilbagefald i sine toiletvaner - altså at det bliver sværere for hende.
Når jeg læser jeres beskrivelse, så tænker jeg umiddelbart, at det lyder som om, at jeres datter har fået det, som kaldes for en overaktiv blære. Symptomerne på dette er, at barnet pludselig oplever kraftig tissetrang, men ikke kan nå at komme på toilettet i tide, og at barnet tisser mange gange i løbet af en dag - ofte mere end 8 gange. Der ses ofte også flere natlige vandladninger. Normalt bruger man dog ikke betegnelsen overaktiv blære, før børn er mere end 5 år gamle, og det er jeres datter jo ikke - men jeg tænker, at I skal tale med børneafdelingen om det igen. Der kan nemlig godt være en sammenhæng med hendes forstoppelse.
Hvis det er overaktiv blære, som er hendes problem, så vil I sammen med børneafdelingen skulle udfylde en "tissedagbog", hvor I skal skrive ned, hvor meget hun drikker, på hvilke tidspunkter, og også skrive ned, hver gang hun tisser - og måle hvor meget hun tisser, også når der er uheld. Hvis hun om natten har ble på, så skal denne vejes om morgenen.
På sygehuset vil de f.eks. kunne kunne ultralydsscanne hendes blære for at se, om hun tømmer blæren helt, når hun tisser. Og man vil kunne lægge en plan for hendes toiletvaner og herunder træning af hendes blære. Ofte vil man anbefale faste toilettider med 1-3 timers mellemrum, så hun hjælpes til igen at få en viljestyret og bevidst kontrol af sin blære. Man forlænger stille og roligt tiden mellem hendes toilettider.
Det er altså en god idé at tale med børneafdelingen igen:)
Derudover, så vil jeg sige, at lige nu er det vigtigt, at I hjælper hende med at få gode spise- og drikkevaner. Hun skal naturligt have den mad og mængde væske, som hun har behov for. Det er vigtigt og godt med faste spisetider hele dagen igennem. Det gør det lettere for jer også at indføre faste toilettider, som også er vigtigt. Når hun sidder på toilettet, så er det vigtigt, at hun sidder og tisser i f.eks. 5 minutter, så hun har en mulighed for at få tømt blæren tilstrækkeligt. Hvis hun bare hopper op, tisser lidt og hopper ned igen, så er der stor sandsynlighed for, at der stadig er urin i blæren.
Det er vigtigt, at hun har et toiletsæde, som gør, at hun sidder godt og afslappet på toilettet. Det er også vigtigt, at I gør toiletbesøgene hyggelige og rare for hende, så hun har størst chance for at komme af med noget:)
Jeg håber, at mine tanker hjælper jer lidt videre på vej :)
Rigtig meget held og lykke fortsat!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om renlighed:
27. august 2025 | Renlighed | 3 år, 5 mdr.
Kære Helen Jeg har et spørgsmål angående pottetræning og afføring....
5. august 2025 | Renlighed | 3 år
Toilettræning - men ingen afføring
Kære Helen. Vi søger lidt hjælp ang. vores tvillinger på 3 år som vi lige...
4. juli 2025 | Renlighed | 2 år, 5 mdr.
Kære Helen Min datter er 2 år og 5 måneder, og det er nu på tide hun smider...
Viden om børn:
Efterfødselsreaktion
Både mænd og kvinder kan få en efterfødselsreaktion - i Danmark rammes ca. 10-15% af nybagte mødre af en fødselsdepression, og ca. 7% af mændene får en depression i forbindelse med at blive far. Faktisk mener man at tallet for fædre kan være betydeligt højere, måske endda højere end antallet af kvinder der rammes.
Nogle af symptomerne kan være ens for både mænd og kvinder - begge køn kan f.eks. føle skyld, selvbebrejdelse, håbløshed og en følelse af ikke at være en god nok...
Sove ude
Helt små børn skal man være forsige med at lade sove ude i barnevogn. En tommelfingerregel er, at spædbørn ikke bør sove ude, før de har genvundet deres fødselsvægt og vægten skal være mere end 3000g.
At sove ude om sommeren er enkelt. Stil barnevognen i skyggen og hold øje med dit barns temperatur ved at mærke det i nakken. Dit barn vil nyde at stå under et træ og se vinden i bladende. Et insektnet kan yde god beskyttelse mod insekter, men brug det kun, hvis der er insekter.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Min mand og jeg har så ofte talt om, at vi burde skrive til dig og fortælle, hvor fantastisk din brevkasse er.
Vi har aldrig selv skrevet til dig, men har fundet svar på så mange spørgsmål via dine svar til andre i lignende situationer.
Jeg beundrer dine evne til at formidle, og jeg elsker din tilgang til børn og forældre og alle de ting man sammen kommer igennem!
Dine svar stemmer så utrolig fint overens med præcis den måde, vi forsøger at være forældre på. Som førstegangs-forældre betyder det helt utrolig meget, at finde opbakning et sted man har tillid til og kan identificere sig med. Og det kan vi hos dig!
Det er så rart at have dine ord med i bagagen, hvis noget er svært eller andre synes, vi f.eks. burde skælde ud, når vores søn et par gange har haft det, du beskriver som fortvivlelses-anfald - er det så rart at kunne sige, at vi ikke er de eneste, der mener, det skal tackles helt anderledes.
Så kære Helen, tusind tak for dine altid inspirerende og varme svar - Tak for dig! Det er fantastisk at kunne søge råd og vejledning på alle tider af døgnet i din brevkasse!
De varmeste hilsner med ønsket om en rigtig god dag - uden tvivl også fra min mand.
Familien S





