Svar: Dreng 4 år, hører ikke efter

---

Kære frustrerede og trætte mor

Tak for dit brev og alle dine åbne og ærlige tanker :)

Det rammer mig hårdt, det du skriver, for der er ingen tvivl om, at jeres dreng har det rigtig svært. Ligesom jer voksne, så trives han højst sandsynligt heller ikke særlig godt, som situationen er, og han er mindst lige så påvirket af den dårlige stemning, skæld ud, trusler osv. som I er.

Det er rigtig godt, at I taler med børnehaven om, hvad de oplever der, og det er også rigtig godt, at I har kontakt med børnepsykologen via børnehaven. Det er vigtigt at afklare, om nogle af de konflikter I har og de reaktioner, som I ser hos jeres dreng, kan skyldes noget iboende i ham selv, og/eller om det måske handler om måden, I møder ham på, kommunikerer med ham på...

Da det ikke lyder som om, at børnepsykologen har set nogen større problemer, men lyder til at have sagt, at jeres dreng reagerer som alle andre børn, blot er hans reaktioner voldsommere, når han reagerer, så tolker jeg, at udfordringen hos jer handler om, at I skal møde jeres dreng på en anden måde, end I gør lige nu. Derfor vil jeg tage udgangspunkt i dette.

T. er blevet 4 år, det er på mange måder en rigtig skøn alder, men det er også en alder, som ofte giver ekstra udfordringer. Det handler om, at han naturligt viser mere og mere egen vilje, han vil bestemme selv, og han er sprogligt også så langt, at han begynder at kunne svare igen eller nogle gange taler grimt, bruge grimme ord. Det er helt naturligt og en vigtig del af hans udvikling, og det er vigtigt, at I ser hans selvstændighed som noget positivt og godt.

Når man er 4 år gammel, så har man rigtig meget brug for at føle sig som en del af fællesskabet. T. har rigtig meget brug for at føle sig inddraget, og han vil sandsynligvis derfor nogle gange f.eks. spørge ind til, hvad I voksne taler om eller griner af. Han har rigtig meget brug for jeres anerkendelse. Han har brug for at føle sig betydningsfuld, og han har brug for at vide, at han har en vigtig rolle i familien. Børn i denne alder søger ofte voksnes anerkendelse med fokus på ting, som de mestrer "se, hvor højt jeg kan hoppe" eller "se, hvordan jeg sparker til bolden" og lignende.

Når jeg læser din beskrivelse af, hvordan tingene foregår hos jer, så tænker jeg umiddelbart, at T. ikke føler sig inddraget og som en vigtig del af familien. Han har højst sandsynligt ofte følelsen af at være forkert, og når du f.eks. siger "hvis du ikke tager tøj på nu, så kommer vi ikke i Sommerland", så er det en trussel, og trusler virker ikke. Det vil påvirke hans selvværd, som du også er opmærksom på ikke er godt, og han lærer ikke at lytte, og han har bestemt ikke lyst til at lytte til dig, hvis du truer ham...

Når han mødes med trusler, så får han følelsen af at være forkert. Han er ikke, som I gerne vil have, han kan ikke leve op til jeres forventninger, I er trætte af ham, fordi han ødelægger det for jer andre. Denne følelse bliver tilmed nok forstærket af, at han har en lillebror, som I oplever som sød og omgængelig. Lillebror giver ingen problemer, han gør ikke modstand, men føjer mor og far, og gør alt det I siger.

Det er ikke rart at mærke, at mor og far måske bedre kan lide lillebror, end de kan lide mig. Det er ikke rart at føle sig usikker på sine forældre og føle at pladsen i jeres hjerte ikke er lige så stor. Når jeg læser dit brev og dine tanker, så tror jeg ikke, at T. føler sig lige så elsket som sin bror, og det bliver han naturligt både vred over (for han har jo ikke bedt om denne situation), og han bliver også rigtigt bange. Han bliver bange for, at I måske går af med ham - hvilket du jo faktisk skriver, at du efterhånden har lyst til...

Jeg regner ikke med, at du rent faktisk mener dette, men går ud fra, at det er udtryk for din følelse af magtesløshed - men jeg tænker, at T. godt kan føle denne irritation imod sig, kan blive ekstra usikker, og derfor også reagere mere og mere imod det, du gerne vil... Og når han efter jeres ofte meget voldsomme konflikter har "brug for at gemme sig under en dyne eller et tæppe", så tror jeg ikke, at det er for at "falde ned", som du skriver. Jeg tror det er, fordi han på den måde forsøger at skærme sig selv fra alle de ubehageligheder og den utryghed, som han føler.

Du skriver, at "du er træt af at være den sure mor, der skal fortælle om konsekvensen, hvis man ikke gør, som der bliver sagt, og desværre også udføre den konsekvens". Du skriver, at "det er håndgribelige ting, som giver mening i nuet". Og du fortæller, at i situationen med jeres planlagte tur til Sommerland, så "er I ikke taget i Sommerland og alle skærme er bandlyst resten af dagen. Når man har sagt A, må man også sige ...

---

---

... B".

Det er meget vigtigt, at du kender forskel på straf og konsekvens. Det er to vidt forskellige ting. Man kan "give en straf", men man kan ikke "give en konsekvens".

En konsekvens er f.eks. hvis han ikke spiser sin mad, og I så siger "hvis du ikke spiser din mad, så bliver maden kold". En straf er f.eks. at sige "hvis du ikke spiser din mad, så må du ikke se fjernsyn". En konsekvens er mere relateret til den ting, som sker, og hvor det ikke nødvendigvis bevidst bliver pålagt af en person, hvor en straf altid pålægges af jer.

Når man siger "hvis du ikke tager tøj på, så kommer du ikke i Sommerland", så kan man godt tale for, at det har elementer af både straf og konsekvens. Det kan opfattes som en konsekvens, fordi resultatet af ikke at tage tøj på er, at man ikke kan komme af sted. Samtidig så er det dog også en straf, fordi det er en bevidst beslutning fra jeres side om, at I ikke kan tage af sted til noget, som I har talt om, og som han har glædet sig til - og hvor det igen er hans skyld.

Samtidig så følger I efter med et "skærme er bandlyst resten af dagen". Dette er helt sikkert en straf, og det har intet at gøre med Sommerland. Det er to vidt forskellige ting. Når I straffer på denne måde, så viser I jeres dreng, at I bærer nag. I kan ikke komme videre, men holder fast i, at han er forkert, at I er vrede på ham, faktisk ikke rigtigt kan lide ham, og I har ikke noget ønske om, at I så kan hygge jer hjemme i stedet, for det har han ikke fortjent, så han bliver ekstra straffet...

Du kredser rigtig meget omkring, hvordan I kan få T til at høre efter. Du er træt af at skulle sige tingene 4 gange eller mere. Du er træt af altid at være den sure mor. Du fortæller, at du bevidst har reageret med at give ham "følelse af skyld og tværet i det", fordi du efterhånden er kørt fulstændig træt.. Der er for mig at se ingen tvivl om, at I har brug for hjælp. Og det I skal have hjælp til er at begynde at se jeres dreng anderledes og derfor også møde ham på en anden måde. I skal hjælpes til at få lidt forståelse for, hvad han er for en størrelse, og hvordan 4årige børn naturligt reagerer og tænker - og ud fra dette dermed naturligt bedre hjælpe ham (og dermed også jer selv).

Det er uhyre vigtigt, at I ændrer taktik og begynder at skabe en åben og tillidsfuld atmosfære i jeres familie. I skal være åbne for Ts tanker og følelser, og I skal være tålmodige og møde ham med kærlighed. I stedet for at fokus ligger på, hvordan I kan få ham til at høre efter, så er I nødt til at starte med jer selv, og hvad I kan gøre for, at han rent faktisk lytter og har lyst til at høre, hvad I siger.

---

---

Det betyder blandt andet, at I skal stoppe med at skælde ud og i stedet forsøge at udtrykke jer på en rolig og respektfuld måde. I skal vise ham det, som I gerne vil lære ham, og jo mere rolige og respektfulde I er, jo mere rolig og respektfuld bliver T. også. Børn lærer naturligt rigtigt meget af at se, hvordan voksne gør - og hvis I er irriterede på ham, så er han irriteret på jer. Hvis I råber af ham, så råber han af jer. Hvis I ikke lytter til ham, så lytter han ikke til jer. Hvis I ikke vil ham, så vil han ikke jer.

Jeg er med på, at I ofte ender med at råbe og skælde ud for at få ham til at høre efter, men det er faktisk først, når I holder op med at råbe og skælde ud, at han begynder at lytte...:)

Du starter dit brev med at sige, at du har overvejet, om I "overholdet er dygtige nok til at være forældre for jeres store dreng". Man kan være forældre på rigtig mange måder, og jeg tror, at I må erkende, at det I indtil nu har gjort ikke virker. Det lyder for mig som om, at I er kommet ind i en skæld-ud-spiral, hvor der bliver skældt mere og mere ud. Og det er kun jer forældre, der kan ændre på dette. I har en rigtig dejlig 4årig dreng, som elsker jer højt, og som på ingen måde er ude på at modarbejde jer, men som bare rigtig gerne vil ses som den skønne dreng, han nu engang er.

Jeg er ikke i tvivl om, at du (og far) elsker ham - og at I vil ham det bedste. Det er jo også derfor, du har skrevet til mig - og jeg er heller ikke i tvivl om, at I sagtens kan ændre taktik, netop fordi I er gode opmærksomme forældre :)

Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at læse, men mit råd vil være, at I sætter jer ned og tager en snak om, hvordan I fremover vil forsøge at gribe det hele an, og hvordan I kan begynde at møde og se jeres dreng på en ny måde.

Det er, når børn opfører sig allermest umuligt, at de har allermest brug for os, og derfor er vi nødt til at starte med os selv:)

Jeg sender jer et stort knus med på vejen, og jeg sender jer derfor også et par links som forslag, hvis I vil søge yderligere hjælp :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---