Svar: Jalousi og putning
Kære Mayas mor
Tak for dit brev og din fine beskrivelse af jeres datter og alle dine tanker :)
Det er rigtig hårdt, når I bringer en lille ny baby ind i familien. Det er svært at dele mor og far med en anden, og det er helt naturligt, at Maya reagerer. Som jeg har beskrivet i et tidligere svar til dig, så kan det ofte sammenlignes med, at din mand kom hjem med en ny kvinde og erklærede, at hende elskede han - og de følelser, som ville opstå i dig i den situation, de er nogle af de samme følelser, som Maya har.
Det er rigtig vigtigt at anerkende. Det er derfor også rigtig godt, at du f.eks. bekræfter, "at du elsker hende, helt op til skyerne, og det må hun aldrig være i tvivl om", som du skriver, at du har sagt. Det er vigtigt, at hun føler sig elsket, og det er vigtigt, at hun føler, at der er kærlighed nok til dem begge to.
Du spørger, hvad det betyder, når hun siger "du elsker mig ikke. Jeg elsker dig, Du elsker mig ikke", og hvorfor hun siger det, og om det virkelig er det hun tænker. Jeg tænker, at hun siger meget med netop disse ord. Det kan både være et behov for at blive bekræftet i, at du elsker hende, hvilket du så gør, ved at svare, som du gør. Men det kan også være en måde at fortælle dig, at hun føler sig tilsidesat, at hun ikke længere føler, at du foretrækker hende, måske føler, at hun skal kæmpe lidt mere for at blive set, at hun er usikker i sin rolle, usikker på pladsen i dit hjerte.
Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at du her sætter ord på, hvad du elsker særligt ved hende. At du sætter ord på, hvorfor hun er noget særligt. Det kan f.eks. være at sige "jeg elsker din lille fregnede næse, jeg elsker dit søde smil, jeg elsker, når du...". Så hun direkte hører, hvorfor hun er noget helt specielt, og hvad det er, hun giver dig. Så hun føler, at hun stadig har betydning, og at ingen kan tage hendes plads. Du kan sige det, når hun spørger, men det er også vigtigt at sige det, når I f.eks. sidder og hygger - så du uopfordret f.eks. siger "jeg elsker at putte med dig min skat", eller når I har leget fjollelege og så sige "jeg elsker dig din lille fjollefis" eller lignende.
Jeg tænker også, at hun savner tiden, da I bare var jer to. Det er jo rigtig svært for hende at sige, men det er naturligt en helt okay følelse at have. Det må du også gerne sætte ord på. Du må meget gerne sige "du savner bare, at det var os to igen, dig og mig skat", så hun hører, at du forstår det. Måske kan I aftale, at netop I to laver noget sammen en dag, måske noget, som plejede at gøre sammen "dig og mig - tid".
Derudover, så er hun nu startet i børnehave, og det stiller ekstra krav til hende. Der sker mange nye ting i hverdagen, og hun skal i børnehaven være langt mere selvhjulpen og have styr på flere ting. Måske er hun også ved at blive renlig, stoppet med at bruge sut, begyndt at springe middagsluren over.. alt sammen noget, som naturligt er svært.
At gå i børnehave betyder, at hun går sammen med børn, som er noget ældre end hende. Det er naturligt meget givende, men også hårdt. De andre børn siger måske "vi gider ikke lege med dig", eller måske løber de deres vej, og hun kan ikke følge med de 5 årige, fordi hun stadig kun er knap 3.
I børnehaven er hun på den måde den lille - men derhjemme er hun pludselig den store. Det er svært at finde ud af, hvem man så er - den lille eller den store. Det er svært at agere i disse roller, og det kan naturligt gøre, at hun hjemme får behov for også at være lidt lille - og derfor behov for at sidde lidt mere på skødet, behovet for at blive båret, sidde på skulderen.. Det er igen vigtigt at anerkende dette behov.
Der findes en gammel børnebog, der hedder "jeg vil osse være baby" af Mats Letén, som måske vil være god at læse højt :)
Med hensyn til søvn og putning, så er det helt naturligt, at ...
... Maya søger jeres kontakt, når hun skal sove. Det er netop ofte puttetidspunktet, hvor hun kan have jer helt for sig selv, dette er lillebror ikke en del af - og hun har brug for at føle sig prioriteret. Derudover, så er hun så gammel, at hun godt forstår, at lillebror nogle gange er i stuen og hygger med jer, når hun er i sin seng - og det oplever hun naturligt ikke retfærdigt. Hvorfor skal hun være alene på sit værelse, når han er sammen med jer, og hvorfor må han sove i soveværelset, når hun skal sove for sig selv...
Det at starte i børnehave gør ofte, at det kan være svært at falde i søvn. Der sker rigtig meget i løbet af dagen, der er mange ting som hun skal bearbejde, og det kan naturligt være svært at slippe dagen og alle dagens oplevelser.
Og så har hun også en alder, hvor børn ofte bliver bange for ting. Det kan være insekter, lyden af en flue, som zzzummer. Det kan være mørke i denne alder, og nogle gange bliver det italesat som f.eks. "jeg er bange for ugler".
Det er vigtigt, at I her ikke forstærker hendes uro. Det kan I f.eks. komme til, hvis I siger "se her, jeg har lukket vinduet, dørene er låst, der kan ikke komme ugler ind" eller lignende - fordi det vil bekræfte hende i, at der er noget udenfor, som vi faktisk skal beskytte os imod. Det er derimod vigtigt, at I med jeres ord beroliger og betrygger, og det kan I f.eks. gøre ved at sige "jeg er lige her", "jeg passer på dig", "du kan fint lægge dig til at sove, det er dejligt at putte med dynen" eller lignende.
Vi kan godt være enige om, at gardinerne bør være for, for ellers er det for lyst i øjeblikket, og hun får sværere ved at falde i søvn. Loftslyset bør også være slukket, men natlampen må gerne være tændt. Det må I gerne sætte ord på "gardinerne skal være for, og den store lampe slukket", men I kan derefter f.eks. give hende valget: "Vil du have natlampen slukket eller tændt"... På den måde føler hun, at hun faktisk har haft medbestemmelse.
Når det så er sagt, så er det igen vigtigt at anerkende, at hun lige nu naturligt vil have svært ved at sove - at blive storesøster, starte i børnehave og så være knap 3 år er svært, og det er derfor helt okay, hvis I lige nu siger, at hun gerne må falde i søvn i soveværelset. Måske kan hun have en madras på gulvet, så hun ikke behøver ligge i dobbeltsengen - det kan også være lettere at komme fra en madras til egen seng. Eller måske kan I lave en aftale om, at hun puttes i jeres seng, og når I så går i seng, så følger I hende ind på eget værelse. Hvis hun er igang med renlighedstræning, så kan I evt. følge hende ud på toilettet og derefter ind i egen seng. Hvis ikke, så kan I også bare bære hende ind i egen seng, og hun kan sove videre der.
Det er vigtigt, at hun er tryg ved at sove. Tryghed er alfa omega. Det skal forbindes med noget dejligt, trygt og rart at komme i seng, det skal være et tidspunkt på dagen, som hun ser frem til. Og lige nu sker der så meget i hendes liv, at nærheden med jer og det at kunne falde i søvn i jeres nærhed eller f.eks. i soveværelset, lyder til at være det, som vil gøre hende tryg ved at sove. Det synes jeg derfor er en vigtig prioritering. Når hun igen er tryg ved at sove, og kan falde i søvn inden for ca. 15 minutter, så kan I begynde at arbejde mere på, at hun igen puttes i egen seng i eget værelse. Så er hun blevet lidt ældre, og har måske også vænnet sig lidt mere til børnehaven, at lillebror naturligt er en del af jeres familie - og at kærlighed er der nok af :)
Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke:)
Derudover vil jeg også anbefale jer min bog "Helens bog om Børn & Opdragelse". I den kan I læse meget mere om søskende, men også om, hvordan I generelt kan møde jeres datter, så hun vokser op med masser af selvværd, en indre følelse af at være noget særligt.
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
4. november 2025 | Opdragelse | 15 mdr.
Kære Helen. Vores datter er nu 15 måneder og har snart gået i vuggestue i 3...
21. oktober 2025 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.
Kære Helen Vi oplever mange nedsmeltninger hos vores datter på 2 år og 4...
18. oktober 2025 | Opdragelse | 20 mdr.
Lur og temperament udfordringer
Kære Helen, Jeg skriver til dig fordi jeg oplever et par udfordringer med...
13. oktober 2025 | Opdragelse | 3 år, 2 mdr.
Kære Helen. Vi har storesøster på snart 5 år og tvillinger (pige+dreng) på 3...
22. september 2025 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.
Afhængig af sut - 3 år, 7 mdr.
Kære Helen Jeg har spurgt før angående brug af sut, men jeg har brug for...
Viden om børn:
Rød numse
De fleste børn får ind imellem en rød numse fordi urin og afføring irriterer huden. Nogle børn mere end andre.
For at forebygge rød numse, er det vigtigt at skifte bleen tit og brug af salver og cremer bør altid holdes på et minimum. Lad barnets hud lufttørre og brug kun mild sæbe, når der er afføring ellers vil rent vand de fleste gange være nok.
Tør numsen grundigt også i folderne og brug f.eks. en føntørrer til at lufttørre huden med, men pas på den ikke bliver...
Tvillinger og trillinger
Du er berettiget til børnetilskud, hvis du føder tvillinger og trillinger. Du får også automatisk udbetalt børnetilskud, hvis du har adopteret flerlinger. Du kan få børnetilskud til og med det kvartal, hvor dine børn fylder 7 år.
Tal også med din sundhedsplejerske om muligheden for at komme med i en gruppe for mødre/fædre med flerlinger. Det kan være rigtig rart at møde ligestillede, drøfte de forskellige glæder og udfordringer, som børn giver, og rigtig mange har også stor glæde...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







