Brev:
SFO/skolestart - ked af at være væk fra mor
Kære Helen
Jeg er i syv sind og har brug for et godt råd og gerne nogle værktøjer vi kan arbejde med.
Min datter på snart 6 år (27/09) har fået en lillebror d. 22.april og siden da, er hun, forståeligt, en forandret pige.
I børnehaven var hun glad, tryg, tillidsfuld, omsorgsfuld overfor venner og de små og ville altid gerne hjælpe til. Hun havde nemt ved at lege med alle og også gerne dem der var mindre. I slutningen af min graviditet blev det en smule sværere at aflevere om morgenen, men det gik stort set altid ok, med tålmodighed, tid og uden tårer.
En uge inden hun skulle starte i SFO (og derved stoppe i bh) fik hun en lillebror, som hun har ønsket sig, glædet sig til og elsker overalt på jorden. Den første uge var far hjemme på barsel og afleverede i SFO uden problemer, derefter har jeg taget over og i starten gik det fint. Hun er kommet i klasse med 6 fra sin bh blandt andet sin bedste veninde, så der er en del kendte ansigter. Men efter nogle uger, begynder hun at nævne at hun savner mig når hun er i SFO. På det tidspunkt, kan jeg stadig godt aflevere, uden de store problemer.
En dag er der en af de andre forældre der fortæller mig, at min datter sad alene og græd da de kom. Derefter lavede jeg en aftale med pædagogerne om at aflevere til en af dem, så hun ikke sad alene og var ked af det. Afleveringerne var derfra svære i starten, med tårer osv, men blev gradvist bedre frem mod sommerferien. Når vi snakkede om hendes dag kunne hun i starten sige at hun savnede mig hele dagen, til at hun kun savnede mig lige i starten, men så gik det over. Men det var noget der fyldte meget, også når hun skulle i seng om aftenen, at hun ikke ville i SFO fordi hun savnede mig for meget.
Hun har haft ret korte dage i SFO frem mod sommerferien (9.30-15) og et par fridage også. Jeg har prøvet så godt jeg kunne, at give hende min tid og opmærksomhed, men med en lille nyfødt, Brystbetændelse mm, har der jo været mindre tid med mig. I starten tilbragte hun mere tid med sin far, som de begge hyggede sig ...
... med, men på det sidste er det næsten kun mig der dur.
Da jeg er på barsel, valgte vi at flytte op i vores sommerhus for sommeren, hvor far har pendlet til arbejde de 2 første uger, og nu har vi ferie sammen i 3 uger. Jeg har jo derfor været meget sammen med min datter og forsøgt at tanke op på nærvær og opmærksomhed. Men jeg er også lidt tyndslidt med 2 børns konstante behov for mig.
For nogle dage siden tog vi til Kbh for at få vaccineret lillebror. Jeg havde lavet en legeaftale til min datter med hendes bedste veninde, som hun har været hos utallige gange og som hun havde glædet sig til i dagevis. Men nu ville hun heller ikke afleveres til dem, mens jeg tog lillebror til lægen. Hun blev ked af det, jeg prøvede at tale med hende, men endte med at måtte tage hende med mig til lægen. Imens stod veninden tilbage helt knust.
Jeg valgte at vi mødtes med dem bagefter på legeplads, da jeg synes det var synd for dem begge ikke at ses.
Min datter vil være hvor jeg er, hele tiden. Hun vil have mig ved siden af sig når vi spiser, hun følger efter mig hvis jeg går ind i et andet rum og spørger mig hele tiden hvor jeg skal hen. I nat har jeg ikke sovet meget, så jeg er træt og brug for at sove, så hun skulle køre en tur med sin far. Det nægtede hun. Hun blev mere og mere ked af det og kørte væk med sin far med tårer i øjnene.
Vi famler lidt i blinde på det her, og det er ekstremt hårdt for os allesammen. Hun kan sagtens hygge sig og være glad, men næsten kun hvis jeg er i nærheden eller hun ved hvor jeg er.
Hendes far bliver frustreret og reagerer nogle gange mere kontant end jeg ville gøre og så ender det også som et stridspunkt mellem os som forældre. I alt det her, er der også en baby, som heldigvis trives, men som jeg også gerne vil give opmærksomhed uden dårlig samvittighed overfor storesøster.
Med skolestart om 3 uger, er jeg meget i tvivl om hvordan vi skal gribe det an og forberede hende bedst muligt på at være væk fra mig.
Jeg håber du har nogle gode råd.
Med venlig hilsen
Mor
Annoncer
Sponsorerede artikler
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
18. november 2025 | Opdragelse | 6 år, 7 mdr.
Kære Helen Tak for svar på det sidste brev, som jeg sendte til dig. Det gav...
20. september 2025 | Diverse | 6 år
Flytteovervejelser og skolestart/skifte
Kære Helen Mig og min kæreste er forældre til en sund og rask dreng på 6...
25. april 2025 | Udvikling | 5 år, 6 mdr.
Hej Helen. Jeg har en pige der skal starte i skole i år. Hun er født i...
Viden om børn:
Omega-3 til gravide
Omega-3 fedtsyrer er sunde fedtsyrer, som især findes i fede fisk.
Omega-3 er meget vigtigt for udviklingen af fosterets og spædbarnets nervesystem og hjerne, synssansen og de kognitive færdigheder (indlæringsevne og hukommelse).
Derudover viser undersøgelser at Omega-3 har betydning for om graviditeten opnår normal længde og om barnet har en normal fødselsvægt.
Hvis du spiser 200-300 g. fisk om ugen, så er fedtsyrerne altid tilgængelige for dit...
Taktilsansen
Der er 3 sanser, som er fundamentet for barnets motoriske udvikling, og som er helt centrale for barnets evne til at bearbejde og bruge sine sanser og de sanseindtryk, som barnet møder i hverdagen: Det er vestibulærsansen, taktilsansen og den proprioceptive sans.
Taktilsansen kaldes også berørings- og følesansen. Den er vigtig for barnets kropsbevidsthed, og den gør, at vi kan mærke varme, kulde, smerte, tryk mm. Børn som har problemer med deres taktile sans, vil ofte ikke bryde...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak. Jeg tænker tit på, at jeg i dine svar bliver betrygget i, at jeg ser rigtigt - jeg har et barn, som har et stort tryghedsbehov.
Det er som om at der for tiden er en trend der går på, at vi skal lave 'godnat og sov godt' på vores børn, sætte dem i skammekrog (eller tænkeboks eller hvad man kalder dem) når de ikke gør som vi vil have de skal gøre. Mon det er alle de tv udsendelser om nannys der redder verden for en familie, hvor alt er gået galt, som har tændt op under de ideer?
Hvor er det ærgeligt, at vi skal blive sådan i tvivl om, at det vores instinkt fortæller os om vores børn. Og hvor er det bare fantastisk rart, at du i dit virke hjælper, støtter og betrygger os, som har brug for at blive bekræftet og rådgivet i en retning, som vi kan være med på uden at hjertet bløder.
Tak for det!
Kærlig hilsen
Mor.