Svar: Autisme? - Del 4.
Kære Mette
Tak for dit brev og alle dine åbne og ærlige tanker :)
Først - hvor er det bare godt, at du har ændret så meget og det på så kort tid! Det lyder som om, at der er sket en stor ændring hos jer, og at lillepigen faktisk responderer rigtig godt på disse ændringer - du oplever jo faktisk en forskel fra tidligere, det er så godt!
Som jeg læser dit brev, så er du alene med din datter, der er en far, men han er ikke en fast del af jeres hverdag. Det betyder, at det er dig, som har skulle tage dig af lillepigen, stimulere hende, aktivere hende, sørge for hende, samtidig med at du har skulle passe din karriere og tage dig af hus og hjem... Du har naturligt ikke flere timer i døgnet, end andre har, så for dig har fjernsynet fået lov til at fungere som babysitter, og nogle gange har det været "den lette løsning". Det er åbent og ærligt - og jeg forstår det, men det kan ikke udelukkes, at dette kan påvirke din datters sproglige udvikling og opmærksomhed.
Forskningen viser, at den måde vi interagerer med vores børn derhjemme og kvaliteten af vores sprog har stor betydning for børns sprogudvikling og dermed kontakt. Børn, der bliver eksponeret for et rigtigt og beriget sprogmiljø, når de er små, har et større ordforråd og bedre sproglige færdigheder, når de når skolealderen, end børn der ikke på samme måde bliver eksponeret for sprog derhjemme.
Det er f.eks. vigtigt, at barnet mødes af et rigt og varieret ordforråd. Man skal tale til dem ofte og bruge mange forskellige ord og begreber sammen med dem.
Man skal være opmærksom på, at børn ikke kun kommunikerer med ord, men også gennem kropssprog, ansigtsudtryk og lyde. Det er vigtigt at reagere på de nonverbale signaler for at støtte deres kommunikation og deres forståelse af sprog. Når man reagerer på barnets forsøg på kommunikation, så styrker det barnets lyst til at fortælle mere og dermed bruge flere ord.
Lige præcis dette, kan jeg jo læse hos dig - du har slukket for fjernsynet, og I har i stedet læst bøger - og nu henter din datter bøgerne, peger osv. fordi det har hun set dig gøre, og fordi hun gerne vil læse sammen med dig. På samme måde henter hun nu f.eks. sæbebobler og balloner, og du kan fornemme, at I faktisk "er i kontakt". Det er så godt!
Det er også vigtigt at stille spørgsmål til barnet, fordi det udvikler barnets forståelse af, hvordan en samtale er bygget op og af forskellige responsmønstre. Og det er vigtigt at stille spørgsmål, selvom barnet endnu ikke er i stand til at svare verbalt.
Når du taler med din datter, så er det vigtigt at gentage og uddybe den respons, som du får fra hende. Så hvis hun laver en lyd eller f.eks. siger ordet "bil", så kan du uddybe "Ja, det er en stor, rød bil", hvilket vil være med til at udvide hendes ordforråd og styrke hendes sprog. Samtidig med, at I netop deler oplevelsen af at se den store, røde bil sammen.
Sæt ord på alt, hvad I møder og ser på jeres vej. Ved at beskrive ting, som I ser, når I går tur, kører i bilen, triller med barnevognen osv. Så det ikke "kun" er bøger, I læser, men så I har fokus på alt omkring jer i hverdagen, og så hun lærer at koble, det hun ser, det I oplever, med forskellige ord. Det er f.eks. "se der er en hund, vov-vov, siger hunden", "det var en stor hund", "hunden har en lang pels" eller "Hov, det var en voldsom lyd, det er en bus, bussen siger..." eller "bussen er gul" osv. Det er f.eks. også, når I sidder ved middagsbordet, så sæt ord på den mad, som hun spiser "det er kartofler, frikadelle og sovs", og "du har vand i koppen". Og sæt ord på smagen "mmm, smager dejligt" og del oplevelsen ...
... "må mor smage din mad?", "Vil du smage mors mad?", "hmm, dejlig kold vand", "du var blevet tørstig, vil du have mere vand?" osv. Tal om tingene, kik på hinanden, del oplevelsen, sæt rigtig mange ord på.
Jeg kan godt forstå, at du har fået dig en forskrækkelse, men hvor er det bare flot, at du nu er så opmærksom, at du faktisk ændrer på hele situationen. Jeg tænker, det er fantastisk, og de små fremskridt, som du allerede fornemmer er jo fremskridt. Det kommer aldrig dårligt igen!
Jeg synes, det lyder helt vildt med 11 mellemørebetændelser fra september til april - det er på 7 måneder. Det er rigtig godt, at du har fået tjekket ørerne, og fået konstateret at lillepigen burde kunne høre nu - så langt så godt. Det kan dog ikke udelukkes, at hendes sproglige udvikling godt kan være sat lidt tilbage med så mange mellemørebetændelser, det ville næsten være underligt andet.. Hvorom alting er, så kan hun høre fint nu, årstiden burde være god for hende, og det betyder også, at det er rigtig godt, at du netop sætter ind med sprogstimulering nu:)
Jeg synes også, at det er rigtig godt, at du har haft besøg af sundhedsplejersken, og at du tilmed har fået stablet et møde med sundhedsplejersken og vuggestuen på benene. Godt gået! Det er en rigtig god idé at drøfte din datter og de observationer, som I hver især har gjort jer, og du skal naturligt sætte ord på dine tanker og bekymringer.
Som forældre kan vi ikke trylle, men der er ingen tvivl om, at måden vi møder vores børn på har rigtig stor indflydelse på, hvordan de udvikler sig. Og de ændringer, som du fortæller, at du allerede har gjort, er jeg slet ikke i tvivl om, vil gøre en forskel for din datter.
Den respons, som du giver hende nu, den interaktion, som du er opmærksom på skal være mellem jer, at hun kan høre, hvad du siger til hende, og at I generelt kommunikerer langt mere end tidligere - det vil naturligt støtte hendes sprogudvikling og motivere hende til at tale mere. Det vil være med til at styrke jeres kontakt og fjerne nogle af de kommunikationsvanskeligheder, som du har oplevet, at hun har.
Forskningen viser også, at når forældre engagerer sig i sprogstimulering og kommunikation med barnet, så vil der naturligt opstå øjenkontakt - øjenkontakten signalerer opmærksomhed, interesse og tilstedeværelse, hvilket hjælper med at etablere en dybere forbindelse mellem barnet og den voksne. Det opfordrer barnet til at engagere sig og kommunikere tilbage. Og også dette læser jeg faktisk er tilfældet hos dig og din datter. I hvert fald skriver du, at du fornemmer, at hun nu kan holde øjenkontakt i lidt længere tid, og hendes interesse for at kommunikere med dig er blevet betydeligt større.
Jeg har derfor grund til at tro at den store ændring, som du nu og på ganske kort tid har lavet, vil betyde rigtig meget hos jer. Når din datter oplever, at du reagerer på hendes initiativer, når du svarer, kommunikerer osv. så vil hun naturligt føle sig opmuntret til at fortsætte med at kommunikere - præcis som du også selv bliver, når du mærker responsen fra din datter :) Der er altså alt muligt godt at bygge videre på hos jer. Det lyder for mig som om, at forholdet mellem dig og din datter og jeres kommunikation stille og roligt styrkes - uanset hvad fremtiden så end må bringe.
Prøv at holde fast i alt det gode, som du oplever - og lad mig så også sige, at jeg er sikker på, at du er en rigtig god og omsorgsfuld mor. Hun har fået masser af kys, kram og trøst, og bare det, at du nu ændrer situationen, reagerer, pejler ind på din datters behov - jamen, hvad mere kan man ønske sig?
Stort knus herfra :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sygdom:
9. marts 2026 | Sygdom | 3 år, 6 mdr.
Hej Helen Jeg er mor til en dreng på 3.5 år, som desværre har fået...
18. februar 2026 | Sygdom | 2 år, 5 mdr.
Pudse eller puste næse - hvornår
Kære Helen Tak for dine altid gode svar! :) Vores datter er nu lige knap...
2. februar 2026 | Sygdom | 18 mdr.
Kære Helen Jeg har skrevet før og skriver nu igen. Det er pt. en rigtig...
2. februar 2026 | Sygdom | 7 mdr.
Hej Helen Tak for alle dine svar :) Min datter er nu 7.5 måned og vi har...
Viden om børn:
Appetit
Børns appetit varierer meget. Nogle gange spiser barnet meget i løbet af en dag og andre gange betydeligt mindre.
Det er helt i orden, så længe barnet trives, er aktivt og hverken bliver for tyk eller tynd. Og som udgangspunkt må du tro på at dit barn har en naturlig evne til at spise, når de tilbydes mad og til at sige fra, hvis det ikke har behov for mere.
Når man ammer ved man aldrig hvor meget barnet egentlig får og her må man tro på at hvis der kommer noget ud...
Sele til barnevogn
Barnevognssele anvendes, når der er risiko for at barnet kan falde ud af barnevognen og barnet bør være under opsyn, når det er i sele. De fleste børn har brug for sele i barnevognen fra de er 6 måneder gamle - nogle børn lidt før.
Du bør altid vælge en barnevognssele som er DVN mærket (Dansk Varefakta Nævn). Selen skal spændes fast i barnevognens bund og den må ikke kunne trækkes løs.
Selvom barnet ligger i DVN mærket sele, skal der altid være opsyn med et barn...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Min mand og jeg har så ofte talt om, at vi burde skrive til dig og fortælle, hvor fantastisk din brevkasse er.
Vi har aldrig selv skrevet til dig, men har fundet svar på så mange spørgsmål via dine svar til andre i lignende situationer.
Jeg beundrer dine evne til at formidle, og jeg elsker din tilgang til børn og forældre og alle de ting man sammen kommer igennem!
Dine svar stemmer så utrolig fint overens med præcis den måde, vi forsøger at være forældre på. Som førstegangs-forældre betyder det helt utrolig meget, at finde opbakning et sted man har tillid til og kan identificere sig med. Og det kan vi hos dig!
Det er så rart at have dine ord med i bagagen, hvis noget er svært eller andre synes, vi f.eks. burde skælde ud, når vores søn et par gange har haft det, du beskriver som fortvivlelses-anfald - er det så rart at kunne sige, at vi ikke er de eneste, der mener, det skal tackles helt anderledes.
Så kære Helen, tusind tak for dine altid inspirerende og varme svar - Tak for dig! Det er fantastisk at kunne søge råd og vejledning på alle tider af døgnet i din brevkasse!
De varmeste hilsner med ønsket om en rigtig god dag - uden tvivl også fra min mand.
Familien S








