Svar: Putning og morsyge
Kære Stina
Tak for dit brev og fine beskrivelse - og velkommen tilbage, dejligt at høre fra dig igen:)
Og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig/jer :)
Jeres dreng har en meget forskellig rytme. Nogle dage starter kl. 06, hvor han vækkes, andre dage vågner han af sig selv kl. 07, 08 eller 09. Han er i vuggestue 3 dage om ugen, og 2 dage er han hjemme. Hans middagslur varierer også, så nogle dage sover han 1.5 time og andre dage op til 3 timer midt på dagen - og denne store variation af døgnet dag for dag; tænker jeg, er det som gør:
At han har rigtig svært ved at falde i søvn om aftenen
At putningen kan variere mellem 1.5-3 timer
At han ofte har en vågenperiode på op til 1.5 time om natten
At han ofte søger mad og væske, når han vågner om natten
At han søger mor ekstra meget, for når det er svært at falde i søvn, og han ikke føler sig rigtig parat til at sove, så er det særlig hyggeligt at få tiden til at gå med mor...
Med den alder jeres dreng har, så er det ofte ikke nogen god idé at have så forskellig en rytme. Hans indre ur bliver meget forvirret og kommer ud af takt. Det betyder, at det bliver rigtig svært for ham at fornemme træthed og mærke efter, hvornår han egentlig er træt og har behov for at sove, og hvornår det er tid til at være vågen og aktiv. Det påvirker også hans appetit og fornemmelse for sult, så det på samme måde bliver svært for ham at fornemme, hvornår han egentlig er sulten og har brug for mad, og hvornår det ikke er tid til at spise.
Det handler ikke om, at han sover i soveværelset sammen med jer - det må han gerne, da det lyder som om, at I nyder samsovning. Det betyder heller ikke noget, at han er i vuggestue 3 dage om ugen og er hjemme 2 dage - det lyder super dejligt og som en fantastisk kombination, som I alle nyder og er glade for. Men det er vigtigt, at rytmen er den samme hver dag - uanset om det er hverdag eller weekend, om han skal i vuggestue eller passes hjemme, om I har ferie eller.... Og det første I bør gøre er derfor at skabe en fast rytme, så hver dag så vidt muligt ligner hinanden fuldstændig - i hvert fald tidspunkterne på dagen.
Jeg kan godt forstå, hvis du synes, det er for tidligt at stå op kl 06 de dage, hvor du er hjemme - men jeg vil anbefale, at I står op senest kl. 07 - og det betyder faktisk, at du skal vække ham, hvis han ikke vågner af sig selv.
Du skal regne med, at han har behov for 12.5 times søvn i døgnet, nu hvor han er 2.5 år gammel, og jeg vil anbefale jer, at I forsøger med en rytme, hvor han sover ca. 11 timer om natten f.eks. fra 20 til 07 og så sover ca 1.5 time i løbet af dagen. Han må også gerne sove 2 timer til middag, men så skal han puttes en halv time senere. Og at putte ham kl. 19 er for tidligt for hans alder, og især når rytmen varierer så meget, som den gør.
Det er på samme måde vigtigt, at han tilbydes masser af mad og vand i løbet af dagen, så du sikrer dig, at han ikke vågner og har behov for mad om natten. Hans spisetidspunkter skal holdes, fordi det påvirker hans indre ur og hans rytme.
Mit forslag til en dagsplan ser derfor således ud:
Vækkes kl. 06 eller 07 (de dage, hvor han passes hjemme)
Morgen 7-7.30: Havregrød, havregryn med mælk eller lignende. Vand eller mælk af kop.
Afleveres i vuggestue eller hygger derhjemme
Formiddag 9-9.30: 1/2 bolle med smør, ost, frisk frugt, bær og vand at drikke
Frokost 11.30: Rugbrød med forskelligt pålæg eller rester fra aftensmaden - kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta. Vand af kop.
Puttes til middagslur - ofte mellem 12-12.30 - og sover her til ca 14. Hvis han ikke vågner af sig selv omkring kl. 14, så vækker I ham stille og roligt.
Eftermiddag 15: ...
... 1/2 bolle med smør, ost, frisk frugt, bær. Vand eller måske en gang imellem lidt juice, smoothie eller lignende.
Før aftenmad - tilbydes lidt gnavegrønt - agurk, peberfrugt eller lignende. Vand af kop.
Aften 18: Familiemad - kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, ris, sovs. Vand eller mælk af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme osv. og gøres klar til natten.
Ca. 19.30: Tilbydes et godnatmåltid - det kan være en moset banan eller en godnatgrød eller lignende. Det kan også være rester fra aftensmaden, som serveres kold sammen med et stykke rugbrød. Vand af kop.
Får børstet tænder og puttes til natten ca. kl 20 som nu med godnatlæsning, godnatsang osv.
Hvis I følger denne rytme fast, så vil han stille og roligt begynde at føle sig træt og parat til at sove, når han bliver lagt i seng. Det betyder, at han naturligt vil begynde at kunne finde roen og overgive sig til søvnen betydeligt hurtigere end det sker lige nu.
Samtidig vil I forældre kunne deles om rutinerne om aftenen, og jeg vil foreslå jer, at I f.eks. skiftes til at give ham bad, give ham godnatmåltid og gøre ham klar til natten - og til at putte ham. Så en af jer bader, giver godnatmåltid og gør ham klar til natten og den anden putter - og så gør I modsat næste aften. I skiftes altså aften efter aften, og samtidig er I der faktisk begge til at være der for ham og hjælpe ham med at sige farvel til dagen.
Det er her vigtigt, at I bakker hinanden op, så når far giver bad osv. og han spørger efter mor, så svarer far "mor putter dig, far hjælper dig med badet" - ligesom mor kan sige det samme "far hjælper dig med badet, mor putter dig bagefter" - og dagen efter siger I så det modsatte "mor hjælper dig med badet, far putter dig i seng". Så I begge har en vigtig rolle i ritualet om aftenen, og jeres dreng naturligt finder roen og også trygheden i genkendeligheden af dette.
Hvis en af jer en aften ikke er hjemme, så er det let at være den, som putter efter badet, så det sker der ikke noget ved:)
Ved at følge en fast dagsplan og skabe en helt fast rytme og rutine omkring, hvordan I gør, så undgår I også at komme i de situationer, hvor I begynder at diskutere, hvorvidt han skal have natmad eller ej, om hans behov er reelle, eller om det er morsyge, om far nogensinde kan få lov at putte osv. osv. Hvis I har en fast rytme, ved præcist hvornår han spiser, hvad han spiser osv. så ved I også, at han ikke behøver mad om natten. Hvis I har en fast rytme, hvor I ved, hvornår han sover, står op, er aktiv, så ved I også, hvornår han er putteklar og vil have lettere ved at overgive sig til søvnen. Og hvis I har en fast rytme, hvor I skiftes til at give bad og putte hver anden aften, så kan I også med ro sige "i aften er det far/mor, der hjælper dig" og så begge have det godt med det.
Og måske tænker du - jamen Helen, børn må da ikke blive vækket?! Her skal I dog huske på, at han ikke bliver vækket, for at fjerne søvn fra ham. Han bliver vækket, fordi han har stor gavn af en rytme, hvor han sover 1.5-2 timer til middag og får en sammenhængende nattesøvn. Det er ikke godt for ham at være vågen i 1.5 time om natten, eller at I bruger 1.5-3 timer på at få ham til at falde i søvn om aftenen - og det er heller ikke godt for jer.
Så vækningen handler ikke om, at han ikke må sove - for det må han meget gerne - han skal blot hjælpes til at sove på tidspunkter, som gør, at hverdagen er bedre for både ham og jer. Og den nye rytme vil samtidig hjælpe jer som forældre, så I kan deles bedre om opgaverne - og på sigt også få mere tid til hinanden, hvilket også er meget vigtigt.
Håber I kan bruge disse tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
16. oktober 2025 | Sovevaner | 12 mdr.
Hej Helen Min søn er netop fyldt 1 år, og i den forbindelse havde vi tænkt...
9. oktober 2025 | Sovevaner | 12 mdr.
Hej Helen Vil hører hvad du tænker om min søns lurer og om der skal gøres...
6. oktober 2025 | Sovevaner | 2 mdr.
Hjælp søges efter 7 dage uden egentlig søvn
Kære Helen. Jeg har en dreng på 10 uger. Født med akut kejsersnit. Han sad...
4. oktober 2025 | Sovevaner | 2 mdr.
Søvn - Korte dagslure og sover godt om natten
Hej Helen Jeg har længe fulgt dig og brugt din bog om søvn, da min store...
17. august 2025 | Sovevaner | 2 mdr.
Hej, Vi er førstegangsforældre til en pige på ca. 8 uger og kæmper med...
Viden om børn:
Barselsorlov
I har begge ret til at holde barselsorlov, når I skal have et barn. Der er mange muligheder for at dele, forlænge eller udskyde orlovsperioder. De økonomiske vilkår for orloven afhænger af jeres jobsituation.
Hovedreglen er, at kvinder har ret til fire ugers barselorlov før fødslen og 14 uger efter fødslen. Mænd har ret til to ugers orlov i løbet af de første 14 uger. Herefter har I 32 ugers forældreorlov hver, som I frit kan fordele mellem jer. Det er dog kun i 32 uger af jeres...
Udmalkning af modermælk
Når du ønsker at malke ud og gemme din mælk bør du følge nedenstående retningslinier:
1) Vask dine hænder
2) Malk lidt mælk ud og kasser dette (ca. en spiseskefuld). Den første mælk kan være inficeret med bakterier fra huden og brystvorten. Når barnet ammes er dette uden betydning, men når mælken skal gemmes, er det vigtigt at den er helt ren.
3) Malk ud i en rengjort (skoldet) plastik flaske - kan købes på apoteket og de kan bruges flere gange, hvor du rengør og...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.