Svar: Meget seperationsangst

---

Kære lidt bekymrede mor

Tak for dit brev og velkommen til - og tak for din fine beskrivelse og alle dine tanker:) Jeg vil naturligvis gerne give dig lidt tanker med på vejen.

Når børn gennem længere tid er kede af at blive afleveret, så skal man naturligvis altid overveje, om det er det rette sted for barnet. Nogle børn har brug for en anden type pasningstilbud eller brug for et andet sted...

Det lyder dog som om, at jeres datter er i en velfungerende institution, hvor de har prioriteret, at hun har en fast pædagog tilknyttet - og de dage, hvor hendes faste pædagog er der, så går det langt bedre. Der er plads til, at hun kan sidde lidt mere på skødet osv. som hun nu viser behov for, det er rigtig godt.

Derudover så skal man også altid se på barnets alder, for der er naturligt perioder, hvor det kan være sværere for børn at blive afleveret end i andre perioder. Og der ligger faktisk en stor udviklingsmæssig periode i 13-15 måneders alderen.

Her kan man tale om en slags "separation-gentilnærmelses-fase", som ofte hænger sammen med, at barnet begynder at gå mere rundt og oplever verden mere og mere på egen hånd. Da jeres datter er i gang med dette nu, så kan denne periode faktisk godt ligge nu... I denne periode oplever man ofte, at barnet på den ene side gerne vil op, der er brug for et kram, føle sig holdt, mærke at man er der - og samtidig bliver man også skubbet væk, så vil hun ned med det samme eller skubber dig måske væk, når du forsøger at tage hende op eller kramme.. Det kan være rigtig svært at finde balancen mellem at være der for hende og samtidig også lade hende selv og i det hele taget finde ud af, hvad det er, hun har behov for...

Det er også sådan, at de fleste børn er omkring 16 måneder, før de begynder at have lidt hjernemæssig forståelse af, at vi ikke forsvinder helt, selvom barnet ikke kan se os. Indtil den alder, vil de fleste børn opleve, at vi er væk, når vi er ude af syne. De kan ikke forholde sig til, at vi er lige inde på den anden side af væggen, at vi sidder i stuen, når de er på deres værelse, ligesom de ikke kan forholde sig til tid og derfor ikke ved, om vi kommer igen om 5 minutter eller om 5 timer - når vi er ude af syne, så er vi væk...

Dette vil naturligt også kunne forstærke jeres datters behov for at se jer og for at have jer tæt - og når I ikke er der, så har hun behov for at have sin faste pædagog i nærheden, så hun ikke føler sig forladt og alene. Når pædagogen har sagt, at "sådan er der bare nogle børn, der har det", så lyder det faktisk meget rigtigt:)

Og så til selve situationen med ...

---

---

... vuggestuen... Når jeg læser jeres beskrivelse, så tænker jeg umiddelbart, at jeres datter har været helt okay med sommerpasningen i vuggestuen, fordi hendes faste pædagog har været der - og der har været betydeligt færre børn. Det har højst sandsynligt været en meget roligere hverdag, og det har hun profiteret rigtig godt af.

Nu er alle børn tilbage fra ferie, og det betyder, at der er rigtig mange børn, forældre, voksne i institutionen i løbet af dagen - der er mange som kommer og går, samtidig med at lydniveauet naturligt er højt, og der er bare generelt en større uro nu, end der var i juli måned. Det er derfor sværere at være der nu.

Samtidig har hun motorisk haft lidt udfordringer, hvilket godt kan gøre vuggestuen lidt sværere at håndtere. Mange af de andre børn bevæger sig meget - de kravler, går og løber rundt, og nogle gange trækker de naturligt i det, de er i nærheden af, så jeres datter oplever måske, at de andre børn virker voldsomme, og hun har haft svært ved at flytte sig. Det har derfor været sikrest at sidde på skødet af en voksen, fordi hun så ikke "blev løbet over ende".

Der er dog god grund til at tro, at hun nu vil kunne begynde at bevæge sig mere omkring og dermed også vil kunne trække sig væk, hvis hun synes, at de andre børn fylder lidt for meget. Jeg tænker derfor, at I måske skal se tiden lidt an - både fordi hun motorisk bliver stærkere nu, men også fordi hun bliver ældre, begynder at forstå, at I eller pædagogen ikke er forsvundet fra hende osv.

---

---

Det kan dog være en god idé, hvis hun må medbringe noget hjemmefra, som kan berolige og give trøst og ro. Det kan være en bamse, eller måske et lille fotoalbum med billeder af mor, far, jeres hund eller hvad I nu har, som minder hende om hjemme. Pædagogen kan tale med hende om, at I stadig er der, og at I kommer igen og på den måde hjælpe hende med at finde ro i det - og derefter så hjælpe hende videre med dagens aktiviteter.

Når alt dette er sagt, så skal I dog også tale med pædagogerne om, hvor lang tid I skal give det, og hvor ked af det hun er - og hvad de evt. kan gøre for at hjælpe hende yderligere. Hun skal ikke være ked af det i flere måneder, men skulle meget gerne begynde at falde til og nyde de aktiviteter og lege som vuggestuen tilbyder :)

Hvis hun ikke falder til, men bliver ved med at græde ulykkeligt og nærmest går helt i baglås, når blot I nærmer jer institutionen, og I kan høre, at hun bare græder og græder - så er det måske nødvendigt at finde et andet tilbud til hende.

Jeg håber, at I kan bruge mine tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---