Svar: Skrig og slå

---

Hej med dig

Tak for dit brev og dejligt at høre fra dig igen - velkommen tilbage :) Og hvor skønt, at I har fået en lillebror, det lyder som om, at der er godt gang i den i jeres lille familie!

Lillebror er blevet 2 år, og det er en rigtig dejligt alder, men ofte også en svær alder for både barn og forældre - og ja, børn er forskellige, så lillebrors personlighed er en anden end storesøsters, og deres forskelligheder bliver naturligt mere og mere tydelige nu:)

Lillebror udvikler sig rigtig meget både motorisk og mentalt, og han er rigtig godt igang med at finde ud af, hvordan verden fungerer. Han undersøger igen og igen, hvad det han gør, gør ved andre - f.eks. når han afviser far og helst vil være hos mor, eller hvis I siger han skal have skiftet sin ble, og han hellere vil lege, eller når du f.eks. forsøger at putte ham, og han bestemt ikke mener, at det er sovetid lige nu...

Han viser naturligt mere og mere egen vilje - og han er nødt til at ville noget andet end jer, for at finde ud af, hvem han selv er, hvad han kan, står for og vil (eller ikke vil), og derfor kaldes denne alder også får selvstændighedsalderen :)

Han er meget følsom overfor, hvordan du og andre reagerer på ham, og han har rigtig meget brug for at blive set, mødt og anerkendt. Han er lige nu igang med at udvikle sit selvbillede, og han bliver meget glad og stolt, når han mærker, at du tror på ham og på at han kan forskellige ting selv, ligesom han kan blive rigtigt ked af det, når han mærker, at du vil noget andet, end han vil. Og når han mærker modtand, når du siger nej, eller når du holder fast i, at tingene skal være på din måde, så bryder hans verden sammen, og han får det, der kaldes fortvivlelsesanfald.

Fortvivlelsesanfald opstår, fordi hans hjerne stadig er meget umoden, og han er på mange måder stadig en meget lille dreng. Der er masser af hjerneceller, men forbindelsen mellem dem fungerer ikke særlig godt. Samtidig er det også begrænset, hvor meget sprog han har, selvom han måske har et stort ordforråd, så er det naturligt svært at sætte ord på, hvad det er han føler, eller hvorfor han i visse situationer bare bliver rigtigt ked af det. Når du f.eks. putter ham og holder fast i at det er sengetid, så kan han ikke forklare dig, hvorfor han ikke vil sove lige nu, eller hvorfor han f.eks. har brug for at blive puttet i din seng.. han har ikke ord nok at sætte på sine tanker og følelser og derfor reagerer han fysisk - derfor reagerer han med at skrige og slå ud efter dig i håb om, at du vil forstå...

Verden bryder sammen for ham og rent fysisk bryder han sammen. Han vil smide sig ned, kaste sig rundt, begynde at slå, sparke, rive sig i håret, ...

---

---

... græde osv. Og her er du nødt til at forholde dig så roligt som muligt, så du bevarer roen, når han ikke kan, og så han kan spejle sig i netop din ro. Men, det er også vigtigt, at du forsøger at lytte til ham og forsøger at finde ud af, hvad det er han vil. Måske er han tørstig og har brug for at få en drikkedunk med i seng, måske har han brug for at ligge lidt med dig i din seng og efter 5-10 minutter der, så er han måske klar til at komme over i egen seng, måske har han brug for at du lige sidder med ham på skødet, holder om ham, taler lidt om dagen, måske har han brug for en puttebamse, en snak om dagen, lidt ekstra kys og kram, før han er parat til at lægge sig til at sove - og det skal der naturligt være plads til.

Sagt på en anden måde, så du må du naturligt holde fast i, at det er sengetid, hvis du er sikker på, at tidspunktet er rigtigt, og at han er parat til at sove netop nu, men det er også vigtigt, at du lytter til ham og anerkender, at han forsøger at give udtryk for et behov, og at du forsøger at imødekomme ham, som det nu engang er muligt, fordi I naturligt jo er ved at gøre klar til at komme i seng :)

---

---

Der vil naturligt opstå konflikter med børn i denne alder, fordi han ofte vil det modsatte end dig, men det er her vigtigt, at du forsøger at medtænke, hvordan I nogle gange kan mødes, kan indgå et kompromis, så det ikke bliver til en kamp mellem jer, som han jo altid vil tabe, og som altid vil give dig "gisp i både marv og ben", som du skriver, fordi det naturligt føles rigtig hårdt. Prøv om du nogle gange kan indgå et kompromis og holde fokus på, at det er vigtigere, at det er trygt og dejligt at komme i seng og sove, end at holde fast i at han skal sove i egen seng og det er nu, fordi det er sengetid, fordi det hurtigt bliver et princip for princippets skyld. Lidt afledning, lidt fysisk kontakt og nærhed kan være med til at gøre en forskel...:) Og ja, nogle gange er det godt at lade far tage over, da hele situationen så naturligt ændrer sig....

Når hans indre er i oprør, når han har anfald af fortvivlelse, så drøner der adrenalin rundt i kroppen, og det virker som ild - hvis man puster til det, så bliver det værre, så hvis du skælder ud, beder ham stoppe med at være hysterisk osv. så bliver det værre. Hvis du derimod kan bevare roen og overblikket, sætte de ord på, som han mangler, vise ham forståelse, give ham masser af nærhed og tæt fysisk kontakt, så vil han begynde at slappe af og bedre kunne finde roen - og han vil også stille og roligt kunne begynde at lytte til dig og dermed til dit ønske om, at han nu skal ligge i sin seng.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---