Brev:

Hulemand og sabeltiger

Hej Helen,

Jeg håber du kan kaste et par friske øjne på vores situation herhjemme.
Er ved at blive en smule desperat.

Vores store datter på 7 år har brug for hjælp, en hjælp jeg/vi ikke er i stand til at give hende. Jeg aner simpelthen ikke hvor jeg skal gå hen længere.

Vores datter er sød, empatisk, smilende, en smule usikker i uvante og ukendte situationer. Hun er vellidt og prioriteret af klassekammeraterne, hun er glad for både skole og SFO.

Hun har fra hun var helt ny, været meget sensitiv, har meget svært ved at lukke af for indtryk, skal have det hele med. Hun har "aldrig" sovet, gør det stadig ikke, vågner ofte, drømmer, går og taler i søvne. Hendes krop er i konstant bevægelse, hun kan godt sidde stille, men så nynner, synger eller taler hun.

Hun har altid været hurtig, gik da hun var 8 måneder, læste da hun var 4 år, vi forsøger at sætte farten lidt ned, men hun vil frem ad, vide mere, forstå mere.

Hun har, igen fra hun var helt lille søgt, hovedsagelig, min accept, forsikring eller godkendelse, når hun skulle prøve nye ting, gøre nyt, som om hun var usikker på om det var okay. Vi kan godt mærke at hun løsriver sig mere og mere og bliver mere selvstændig.

Vi har altid gjort en dyd ud af at tale med vores piger og ikke ned til, have dem med i beslutningerne, give dem lov til at have en holdning. Det har dog ikke betydet at de har fået frit valg.

Hendes krop er hendes udfordring!
Da hun blev ble-fri, måtte vi have bleen på igen, så hun kunne gemme sig bag stolen, for at lave stort. Hun græd og græd og jeg krammede hende, og forsikrede hende om at alt var helt som det skulle være, første gang hun lavede stort på toilettet. Vi havde ikke meget fokus på det, pressede en smule på for at få hende overbevist om at det ikke var farligt. Sådan en tilgang har vi til alle ting der vedrører hendes krop. Hendes første rokketand var et mareridt, hun var så hysterisk bange for at det bare ville styrtbløde når den kom ud.

Udfordringen er tøj der driller, mest om morgenen når der skal "nyt tøj" på, nyvasket tøj er det rene helvede for hende. Hun vil kun gå i det der er godt gået til. (Det får hun lov til, jeg insisterer dog på at vaske det når det kan stå selv).
Hun har selv været med ude og købe det seneste, det tog toppen af det, men vi er ikke i mål endnu. (Og det hjælper når hun finder det frem aftenen før).

Om aftenen er det håret. Hun er født med krøller, men insisterer på at samle det i en utrolig stram tante-knold. Hvilket udløser de vildeste anfald, fordi krøllet hår ikke kan samles uden små buler eller hår der falder ned.
Ligeså sød og velopdraget hun er ude, ligeså voldsom skrigende, frustreret og ked af det bliver hun i de her situationer.
Hun skriger så hun til sidst er gasblå i hovedet. Hun græder og stamper, og smækker med dørene, hun kan slet ikke finde noget der minder om ro i situationen.

Hun har i en lang periode manisk tørret sig selv til hun var hudløs, tissekonen driller og hun føler sig våd. Stoppede toiletter er et kendt fænomen herhjemme, og toiletbesøg tager virkelig lang tid. (Børneafdelingen kan ikke se noget unormalt, vi har dog ...

... været i behandling for børneorm, så måske det stadig sidder lidt i hende)

Hun råber "mor, mor, mor, mit hår driller" - og jeg kan intet gøre for at gøre det godt, jeg kan sætte det og gøre det endnu værre, jeg kan ikke komme til at kramme hende, jeg kan ikke tale fornuft til hende.
Jeg ender altid med at stå og råbe tilbage til hende - for at komme igennem og få ro. (det giver ikke ro, bare dårlig samvittighed og prisen for årets lorte mor)

Det er som om hun skal helt ud over kanten, før hun kan falde til ro igen.
Jeg kan være i frustrationen, gråden og ked af det-heden, men jeg kan ikke være i skrigende.
Lillesøster på 5 er stresset og påvirket, ofte bliver hun vækket af storesøsters anfald, så hun til sidst grædende sidder og har ondt af storesøster, ville ønske hun kunne hjælpe.
Jeg selv har tinnitus og kan ikke være i meget larm.
Hun kan få lov at skrige alt det hun kan, ude i haven.
Jeg har sågar båret hende derud, for at køle ned, har krammet hende hårdt indtil mig og fået hende til at mærke sin krop. Men det er nyttesløst, hvis ikke hun er klar til at falde ned.
Dagen efter kan vi tale om det, hun kommer altid og siger undskyld at hun har råbt af mig (hvilket bare giver mig endnu mere dårlig samvittighed)
Hun ved godt det ikke er i orden det hun gør.

Vi har forsøgt at straffe, ved at fjerne ipad og tv, legeaftaler og andet sjovt. Det hjælper ikke, tværtimod bliver hun ulykkelig.
Vi har forsøgt med guleroden, cafebesøg, biograf, overnattende veninder osv.
Det hjælper heller ikke.
Vi har lavet piktogrammer (gentagelser, genkendelighed og rammer fungerer godt for hende), forsøgt at tale meget om det, forsøgt ikke at tale om det overhovedet.
Vi tror ikke hun gør det med vilje, hendes krop driller hende bare. Vi ville bare så gerne at skrigeriet kunne stoppe, så vi alle kan være i huset.

Hendes far og jeg er forholdsvis enige om opdragelsen, han er mere hård end jeg, men grundlæggende enige.
Jeg har en pædagogisk baggrund, men min rygsæk er tom, jeg har ikke mere at tage af.
Hverken skolen eller børnehaven, som vi har talt med om udfordringerne, kan genkende den pige vi taler om. Desuden er vi heller ikke blevet klogere efter de tiltag.

Pt er der meget fokus på skæld ud i skolerne, vi har talt om at nu må voksne ikke skælde ud mere. Jeg har forklaret det sådan; I os alle er der indkodet nogle urgamle instinkter; for at overleve må hulemanden kunne gøre sig stor og råbe, for ikke at blive spist af sabeltigeren. Det forstår hun godt. Sabeltigerne kan dog hjælpe hulemanden, ved ikke at trænge ham op i en krog.
Min datter er min kæmpestore sabeltiger og jeg er åbenbart også hendes. (Det hjælper heller ikke at far tager over, han bliver også skreget af)

Hvordan kan vi komme ud af den her situation? Det har grundlæggende stået på i mange år, men de seneste måneder er det bare eskaleret.

Kan man hjælpe hende i hendes sensitivitet (i mangel af bedre forklaring)?
(Jeg har købt mig fattig i underbukser, strømper og tøj, indtil vi har fundet det der passer bedst)

Jeg håber inderligt du kan se på det med nye øjne.

Venligst den trætte hulemand
Jannie

Læs Helens svar »

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

20. september 2025 | Diverse | 6 år

Flytteovervejelser og skolestart/skifte

Kære Helen Mig og min kæreste er forældre til en sund og rask dreng på 6...

Læs hele brevet og Helens svar

13. maj 2025 | Sovevaner | 7 år

Samsovning - div. spørgsmål

Kære Helen Vi har to dejlige drenge, der netop er fyldt 7 år og 9 år. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: